- Scorsese vender hjem -

Spændingen har nærmest været ulidelig i dagene op til premieren på Scorseses genindspilning af den succesfulde Hong Kong-krimi ”Infernal Affairs” og forventningerne urimeligt høje. Scorsese vender tilbage til det miljø, han slog sit navn fast i – og så oven i købet med Jack Nicholson i en bærende rolle. Findes der en mere sikker opskrift på succes?

Sandsynligvis ikke. Med ”The Departed” har Scorsese nemlig lavet en fremragende underholdningsfilm og sit absolut bedste værk siden ”Casino”, ja, måske endda ”Goodfellas”. Netop derfor er det bemærkelsesværdigt, at det nok engang er den rå kriminalitet og det hårdkogte persongalleri, der får det bedste frem i Scorsese. Med andre ord, manden er tilbage!

"The Departed" adskiller sig meget fra den originale film, som var mere afdæmpet, dvælende og eftertænksom. Et element som denne nye version mangler en smule. Til gengæld er det skarpsindige plot og den stærke tematik velbevaret, og det sker vel at mærke samtidig med, at Scorsese får sat sin tydelige signatur på det hele. Tempoet er forrygende, spændingen i top, dramatikken på sit højeste og persongalleriet mindeværdigt. Der er kort sagt ikke mange fingre at sætte på denne film. Det er en forbandet medrivende og underholdende krimi med et klassisk muldvarpeplot, som dog fortælles særdeles originalt i form af sine twists og ikke mindst sin menneskelige værdi. Karakterarbejdet er nemlig glimrende, og filmen er nærmest et studie i menneskelige dilemmaer, som kommer godt til udtryk i adskillige enkeltstående fremragende scener.

I den forbindelse skal skuespillet også have ros, da det egentlig er de mange store navne, der er rygraden i filmen. DiCaprio leverer, ikke overraskende, endnu en stærk præstation og giver nok engang prøver på sit massive talent, der må siges at være et af sin generations største. I den anden bærende rolle er den ellers normalt kedelige Damon overraskende god i hans fremstilling af en modbydelig og usympatisk karakter, og det er derfor skønt at konstatere, at forsøget med at lade de to skuespillere bytte om på deres roller (oprindeligt var de besat omvendt) ikke alene er lykkedes, det skaber også grundlag for at skuespillerne kan vise nye sider af deres talent, her særligt med tanke på Damon. Normalt glatte Wahlberg spiller også imod type og gør det med bravur i rollen som gavflabet og temperamentsfuld betjent, og flere andre navne kan også nævnes i en generelt velspillet film. Åh ja, og så var der jo lige den kære Jack i rollen som gangsterbossen Frank Capello. Heldigvis er der er kommet alt det ud af samarbejdet mellem Scorsese og Nicholson, som man havde håbet på, der ville. En dejlig ondskabsfuld, skruppelløs og halvtosset præstation fra hans side som han absolut vil blive husket for.

Det er ærlig talt svært at kritisere denne perle af en film, der ikke alene puster nyt liv i genren, men samtidig gør det på den gode gammeldags manér. Der er ingen vilde effekter eller visuelle lækkerier, men det er heller ikke nødvendigt, for med sit tårnhøje tempo og sin medrivende historie underholder filmen til næsten topkarakter. Det er uden tvivl en af årets bedste film, måske endda den bedste, og hvis Scorsese ikke får sin oscar denne gang, så er der ingen retfærdighed til i denne verden. Uanset hvad kan vi i hvert fald glæde os over, at en af filmhistoriens største instruktører for alvor har genfundet gnisten og ikke mindst sine rødder i en genre, han i sin tid selv var med til at genføde. Velkommen hjem Scorsese.