Øje for øje, tand for tand
4.0
Spoilers:
Er de gale eller geniale i Asien? Kan en maveforstyrrende indtagelse af et sprællevende dyr, vridende lyde og forskruede syn af brutale ubedøvede tandudtrækninger plus en 2 minutters nævekamp i bedste Tekken-stil kaldes for filmkunst? Svaret er med den koreanske ”Oldboy” netop vendt fra nej til ja. Filmen pakker sine vitale grusomheder ind i sin helt egen unikke plombering, og sin helt egen vilde, voldske og æstetiske stil. Og derfor er den en så befriende tilsætning til den morderne produktionsskabelon, og den vestlige filmverden.
At ”Oldboy” var nomineret til filmverdenens måske mest eftertragtede hovedpris, Palme D’or i Cannes og vandt juryens specialpris i samme anledning er vel fuldt ud oplagt, når formanden hed Quentin Tarantino. Hans eget hævn-epos, ”Kill Bill”, havde primært i sidste del samme snert af filosofiske tilgang til sit emne om gengældelsens forløsning, og begge hans films overdrevne brug af groteske opsætninger sender klare refleksioner til ”Oldboy”. Sidstnævntes instruktør, Chan-wook Park, har ligesom Tarantino sin egen utraditionelle og farverige palet af billeder, musik, filmvold tilsat sit eget sære tegneserie-element. Og "Oldboy" jonglere ganske fremragende og vekslende med og mellem alle sine stilistiske bolde.
Men bag filmens ydre gemmer sig en "sandfærdig" fortælling, om at betale eller ikke betale for sine gerninger. Om når vreden spænder ben for den vrede. Drukkenbolten Oh dae-su indespærres ubegrundet i en hæderligt udstyret lejlighed, hvor hans levetid fordærves med 15 år, og han selv hærdes i sin målrettede tanke om hævn. Efter han lukkes ud i friheden påbegynder Oh dae-su sit eget vendetta og sin søgen efter at nå til bunds i sin indespærrings begrundelse. Desværre virker filmens manuskript og instruktørens fokus lidt løst flakkende rundt i opklaringsmysterier og søgen efter ekstremer, i stedet for, for alvor at flå skindet af hovedpersonen og hans nemesis, begge hvis dybde er langt mere spændende. Især da Oh dae-su må sande, at hans fængselsophold ikke var en idømmelse af 15 års varetægt. Det var en livsvarig fratagelse af hans frihed. Vist i intet mindre end skuespil i mesterklasse.
Det er en skam at Chan-wook Park ikke indskærper sit fokus omkring den virkelige hævner, Woo-jin Lee, der egentlig er filmens bedste eksempel på hævnens fatale effekt. Det er hård kost at se Oh dae-su være den hjælpeløse brik i spillet om skam og en skammelig form for incest, hvor han blot kan tigge og bede om nåde, men fungerer næppe optimalt. Bundlinien af "Oldboy" er en interessandt, tempo-fyldt og anderledes banebryder af en film, men også en lettere skuffelse.
Er de gale eller geniale i Asien? Kan en maveforstyrrende indtagelse af et sprællevende dyr, vridende lyde og forskruede syn af brutale ubedøvede tandudtrækninger plus en 2 minutters nævekamp i bedste Tekken-stil kaldes for filmkunst? Svaret er med den koreanske ”Oldboy” netop vendt fra nej til ja. Filmen pakker sine vitale grusomheder ind i sin helt egen unikke plombering, og sin helt egen vilde, voldske og æstetiske stil. Og derfor er den en så befriende tilsætning til den morderne produktionsskabelon, og den vestlige filmverden.
At ”Oldboy” var nomineret til filmverdenens måske mest eftertragtede hovedpris, Palme D’or i Cannes og vandt juryens specialpris i samme anledning er vel fuldt ud oplagt, når formanden hed Quentin Tarantino. Hans eget hævn-epos, ”Kill Bill”, havde primært i sidste del samme snert af filosofiske tilgang til sit emne om gengældelsens forløsning, og begge hans films overdrevne brug af groteske opsætninger sender klare refleksioner til ”Oldboy”. Sidstnævntes instruktør, Chan-wook Park, har ligesom Tarantino sin egen utraditionelle og farverige palet af billeder, musik, filmvold tilsat sit eget sære tegneserie-element. Og "Oldboy" jonglere ganske fremragende og vekslende med og mellem alle sine stilistiske bolde.
Men bag filmens ydre gemmer sig en "sandfærdig" fortælling, om at betale eller ikke betale for sine gerninger. Om når vreden spænder ben for den vrede. Drukkenbolten Oh dae-su indespærres ubegrundet i en hæderligt udstyret lejlighed, hvor hans levetid fordærves med 15 år, og han selv hærdes i sin målrettede tanke om hævn. Efter han lukkes ud i friheden påbegynder Oh dae-su sit eget vendetta og sin søgen efter at nå til bunds i sin indespærrings begrundelse. Desværre virker filmens manuskript og instruktørens fokus lidt løst flakkende rundt i opklaringsmysterier og søgen efter ekstremer, i stedet for, for alvor at flå skindet af hovedpersonen og hans nemesis, begge hvis dybde er langt mere spændende. Især da Oh dae-su må sande, at hans fængselsophold ikke var en idømmelse af 15 års varetægt. Det var en livsvarig fratagelse af hans frihed. Vist i intet mindre end skuespil i mesterklasse.
Det er en skam at Chan-wook Park ikke indskærper sit fokus omkring den virkelige hævner, Woo-jin Lee, der egentlig er filmens bedste eksempel på hævnens fatale effekt. Det er hård kost at se Oh dae-su være den hjælpeløse brik i spillet om skam og en skammelig form for incest, hvor han blot kan tigge og bede om nåde, men fungerer næppe optimalt. Bundlinien af "Oldboy" er en interessandt, tempo-fyldt og anderledes banebryder af en film, men også en lettere skuffelse.
11/11-2006
