"...He was licking me!"
6.0
Ravenous er nok et af verdens bedste film. Jeg har endelig fået den ind på scope, og sad lige og så den i går. Filmen er et hovedværk, og alt går op i en højere enhed.
Antonia Birds ”Ravenous” er en ulækker og sort-humoristisk, film med de mest syrede plottwists, og så er den absolut utroligt mystisk, uhyggelig og mærkelig. Filmen indeholder nogen af de klammere scener set på film, men er samtidig ikke så klam at man ikke kan holde det ud. John Boyd bliver forflyttet til et Californisk fort, hvor en fremmed en nat vandrer hen. Den fremmede fortæller en historie om kannibalisme, om hvordan de i en grotte overlevede ved at spise hinanden. Folkene fra fortet tager hen til grotten, og her tager historien en drejning hvor det hele bare blive mere mærkeligt og ulækkert som filmen skrider frem.
Filmen har lidt af et drømme cast, og byder på de mest chokerende plottwists nogensinde set på film. Filmen er en (u)lækker genre blanding ud over det som vi normalt plejer at se på film. Ted Griffins manuskript brænder virkeligt igennem på læredet, bla. a. af skuespillet, men også den fantastiske Antonia Bird’s fremragende instruktion. Hun har tidligere stået bag det fremragende gangsterdrama Face, og den ligeledes fremragende Priest. Jeg er helt forelsket i denne film. Og med afsindig god grund.
Det fantastiske soundtrack er komponeret af Damon Albarn og Michael Nyman. Det er nok det bedste filmmusik jeg nogensinde har oplevet, og jeg har skam hørt en del. Den mystiske og foruliggende del der normalt er på et gyserfilmsoundtrack er her taget ud, for de mere muntre toner. De to herrer har tilgængeæld sørget for, at nogen af numrene nok skal give dig kvalme. Jeg er helt fast besluttet på at få fat i denne skive!
Jeg var meget heldig at få fat på Ravenous på dvd, da den normalt er en sjældenhed med danske undertekster her i Danmark. Men hvis man endelig støder på denne film, og misser den, så har man snydt sig for en oplevelse ud over det sædvanlige. Den snævre spilletid kunne sagtens være længere, men Antonia Bird har gjort det med god mening. Alt er i et afsindigt højt tempo, og hun tvivler ikke et sekund på publikums intelligens. Det er sjældent at vi på en gang får afsindigt godt filmhåndværk, og mystiske historie begivenheder smidt op i hovedet. Filmen føles ligeså forfriskende, som at få kastet en spand vand i hovedet klokken fem om morgenen.
Antonia Birds ”Ravenous” er en ulækker og sort-humoristisk, film med de mest syrede plottwists, og så er den absolut utroligt mystisk, uhyggelig og mærkelig. Filmen indeholder nogen af de klammere scener set på film, men er samtidig ikke så klam at man ikke kan holde det ud. John Boyd bliver forflyttet til et Californisk fort, hvor en fremmed en nat vandrer hen. Den fremmede fortæller en historie om kannibalisme, om hvordan de i en grotte overlevede ved at spise hinanden. Folkene fra fortet tager hen til grotten, og her tager historien en drejning hvor det hele bare blive mere mærkeligt og ulækkert som filmen skrider frem.
Filmen har lidt af et drømme cast, og byder på de mest chokerende plottwists nogensinde set på film. Filmen er en (u)lækker genre blanding ud over det som vi normalt plejer at se på film. Ted Griffins manuskript brænder virkeligt igennem på læredet, bla. a. af skuespillet, men også den fantastiske Antonia Bird’s fremragende instruktion. Hun har tidligere stået bag det fremragende gangsterdrama Face, og den ligeledes fremragende Priest. Jeg er helt forelsket i denne film. Og med afsindig god grund.
Det fantastiske soundtrack er komponeret af Damon Albarn og Michael Nyman. Det er nok det bedste filmmusik jeg nogensinde har oplevet, og jeg har skam hørt en del. Den mystiske og foruliggende del der normalt er på et gyserfilmsoundtrack er her taget ud, for de mere muntre toner. De to herrer har tilgængeæld sørget for, at nogen af numrene nok skal give dig kvalme. Jeg er helt fast besluttet på at få fat i denne skive!
Jeg var meget heldig at få fat på Ravenous på dvd, da den normalt er en sjældenhed med danske undertekster her i Danmark. Men hvis man endelig støder på denne film, og misser den, så har man snydt sig for en oplevelse ud over det sædvanlige. Den snævre spilletid kunne sagtens være længere, men Antonia Bird har gjort det med god mening. Alt er i et afsindigt højt tempo, og hun tvivler ikke et sekund på publikums intelligens. Det er sjældent at vi på en gang får afsindigt godt filmhåndværk, og mystiske historie begivenheder smidt op i hovedet. Filmen føles ligeså forfriskende, som at få kastet en spand vand i hovedet klokken fem om morgenen.
11/11-2006
