Postulerede følelser

Jeg synes filmen består af postulerede følelser. Den vil at vi skal gribes af historien og det blir vi ikke. Den sætter et konstrueret drama op, som er inspireret af Crash, men den formår ikke at lægge følelser i dets karaktere. Vi forblir ligeglade, om de redder sig eller ej og er højst sat til vægs i få minutter, fordi vi med vold og magt sættes i afmagtens situation. Den eneste person, vi får lidt medfølelse for, er den japanske pige, de andre forblir ligegyldige, selvom spillet er godt, og filmen er æstestisk og flot. Det er en skam, at en samlet presse kan tage så grueligt fejl, når den blot forsøger at spille på nogle strenge, som vi i den politiske korrektheds navn, ubevidst skal forholde os intellektuelt til. Det er en om'er! En stjerne og det er for den fremragende musik.