- Eksploderende morsom -
6.0
Sacha Baron Cohen. Bid venligst mærke i dette navn. Det tilhører nemlig en mester, som i skrivende stund revolutionerer filmkundskaben og sprænger rammerne for, hvad der kan opleves i en biografsal. Nej, det er ikke en ny Kubrick, Spielberg eller Truffaut, der er tale om. Og så alligevel, for i sin egen ret er Cohen en mester - blot i komediens kunst.
Cohen slog sit navn fast for nogle år siden med sin berømte karakter Ali G., en knap så kløgtig provinsbums med gangsterattituder og storhedsvanvid. En karakter der siden hen skulle gå hen og få sin egen film, som desværre led under at have en dårlig instruktør, der tydeligvis ikke kunne få Cohens karakter til at glimre, som den ellers gør det andetsteds, såsom det utrolig underholdende ”Da Ali G Show”, hvor Cohens comedy er meget improvisationsorienteret, og hvor fundamentet består i, at hans ”ofre” ikke opfatter, det er en joke, men tror på, at den rablende vanvittige person de sidder overfor rent faktisk er ægte (hvilket tit er en joke i sig selv). Netop denne type komik gøres der brug af i ”Borat” (i øvrigt en karakter der stammer fra førnævnte program), og det er en ualmindelig klog beslutning, for det er her, at Cohens humor virkelig stråler, og hvor han i øvrigt sendes af sted mod stjernehimlen som en af vor tids bedste og mest begavede komikere.
Men hvor Cohen som komiker er begavet, er hans humor det til gengæld ikke. Tværtimod, det er ren og skær plathed, når det kommer til stykket. Men netop heri ligger genistregen, for i Cohen har vi en mand, der forstår at aflevere lavkomik. Det gøres ved ikke bare at bevæge sig under bæltestedet men nærmest helt nede ved fodsålerne – ved ikke bare at træde over grænsen men kilometer forbi den. En mere vulgær og skamløs komedie ser nemlig næppe dagens lys. Og det gør en sjovere heller ikke, fristes man til at sige. ”Borat” er nemlig absurd komik og politisk ukorrekt humor, når det er allerbedst.
Man græder simpelthen af grin fra start til slut i et festfyrværkeri af hylemorsomme scener - den ene mere vanvittig end den anden. Bedst som man tror, at filmen er i højeste gear, skrues der yderligere op for tempoet, og når mavesmerterne endelig er ved at fortage sig, bliver man udsat for synet af to svedige, nøgne, midaldrende og kraftigt behårede mænd på en hotelseng i færd med at tage livet af hinanden, i hvad der må betragtes som et af filmhistoriens mest mindeværdige klimaks, og krampen i bug-regionen kan således fortsætte, hvor den slap.
”Borat” er en vaskeægte nyklassiker, en humoristisk milepæl og en sejr for kreativiteten og frimodigheden i en branche, der ofte styres af konservatisme og profitfokusering. Den er ikke alene dødhamrende morsom, den er også dybt professionel i sin timing og desuden tankevækkende i sin samfundsbevidsthed, hvilket hæver plathederne op over ”Jackass”-niveauet. Hvornår vil jeg grine så højt og så længe igen, spørger man sig selv ovenpå dette lattermarathon. Foreløbig når dvd’en udkommer. Føj for en sjov biftur.
Cohen slog sit navn fast for nogle år siden med sin berømte karakter Ali G., en knap så kløgtig provinsbums med gangsterattituder og storhedsvanvid. En karakter der siden hen skulle gå hen og få sin egen film, som desværre led under at have en dårlig instruktør, der tydeligvis ikke kunne få Cohens karakter til at glimre, som den ellers gør det andetsteds, såsom det utrolig underholdende ”Da Ali G Show”, hvor Cohens comedy er meget improvisationsorienteret, og hvor fundamentet består i, at hans ”ofre” ikke opfatter, det er en joke, men tror på, at den rablende vanvittige person de sidder overfor rent faktisk er ægte (hvilket tit er en joke i sig selv). Netop denne type komik gøres der brug af i ”Borat” (i øvrigt en karakter der stammer fra førnævnte program), og det er en ualmindelig klog beslutning, for det er her, at Cohens humor virkelig stråler, og hvor han i øvrigt sendes af sted mod stjernehimlen som en af vor tids bedste og mest begavede komikere.
Men hvor Cohen som komiker er begavet, er hans humor det til gengæld ikke. Tværtimod, det er ren og skær plathed, når det kommer til stykket. Men netop heri ligger genistregen, for i Cohen har vi en mand, der forstår at aflevere lavkomik. Det gøres ved ikke bare at bevæge sig under bæltestedet men nærmest helt nede ved fodsålerne – ved ikke bare at træde over grænsen men kilometer forbi den. En mere vulgær og skamløs komedie ser nemlig næppe dagens lys. Og det gør en sjovere heller ikke, fristes man til at sige. ”Borat” er nemlig absurd komik og politisk ukorrekt humor, når det er allerbedst.
Man græder simpelthen af grin fra start til slut i et festfyrværkeri af hylemorsomme scener - den ene mere vanvittig end den anden. Bedst som man tror, at filmen er i højeste gear, skrues der yderligere op for tempoet, og når mavesmerterne endelig er ved at fortage sig, bliver man udsat for synet af to svedige, nøgne, midaldrende og kraftigt behårede mænd på en hotelseng i færd med at tage livet af hinanden, i hvad der må betragtes som et af filmhistoriens mest mindeværdige klimaks, og krampen i bug-regionen kan således fortsætte, hvor den slap.
”Borat” er en vaskeægte nyklassiker, en humoristisk milepæl og en sejr for kreativiteten og frimodigheden i en branche, der ofte styres af konservatisme og profitfokusering. Den er ikke alene dødhamrende morsom, den er også dybt professionel i sin timing og desuden tankevækkende i sin samfundsbevidsthed, hvilket hæver plathederne op over ”Jackass”-niveauet. Hvornår vil jeg grine så højt og så længe igen, spørger man sig selv ovenpå dette lattermarathon. Foreløbig når dvd’en udkommer. Føj for en sjov biftur.
12/11-2006
