- I Paradisets Have -
5.0
Med dette afdæmpede drama skulle navnet Ki-duk Kim omsider gerne give genlyd i det meste af verden. Her er han nemlig manden bag en af de mest mindeværdige filmoplevelser længe.
Sydkorea er et filmland i rivende udvikling, og det er denne film på kraftigste vis med til at cementere. I denne enkle men utrolig givende og symbolladede fortælling fortælles en tidløs historie om den menneskelige natur og udvikling og om livets cyklus i alt sin enkelhed.
Det er der kommet en utrolig smuk film ud af, hvor det er billederne, der er fortælleren, mens dialogen blot er et redskab i denne proces. Det er nemlig først og fremmest visualiseringen og stemningen, der gør denne film til noget ganske særligt. Æstetikken er på sit højeste, og allerede når filmens første billede rammer skærmen er man solgt.
Men én ting er, at de ydre omgivelser i filmen ligner paradis på jord, noget andet er, at stemningen også formår at signalere dette. Kims rolige tempo er alt andet end søvndyssende, da han formår at gøre sin film til en rejse, fuld af skønhed, ærlighed og fordybelse – ikke helt ulig meditation.
Dette er mageløs filmkunst, en sand nydelse for æstetikerne men også en film som enhver filmelsker bør se. En sådan film der, efter man har set den, nærmest skriger på et gensyn.
Sydkorea er et filmland i rivende udvikling, og det er denne film på kraftigste vis med til at cementere. I denne enkle men utrolig givende og symbolladede fortælling fortælles en tidløs historie om den menneskelige natur og udvikling og om livets cyklus i alt sin enkelhed.
Det er der kommet en utrolig smuk film ud af, hvor det er billederne, der er fortælleren, mens dialogen blot er et redskab i denne proces. Det er nemlig først og fremmest visualiseringen og stemningen, der gør denne film til noget ganske særligt. Æstetikken er på sit højeste, og allerede når filmens første billede rammer skærmen er man solgt.
Men én ting er, at de ydre omgivelser i filmen ligner paradis på jord, noget andet er, at stemningen også formår at signalere dette. Kims rolige tempo er alt andet end søvndyssende, da han formår at gøre sin film til en rejse, fuld af skønhed, ærlighed og fordybelse – ikke helt ulig meditation.
Dette er mageløs filmkunst, en sand nydelse for æstetikerne men også en film som enhver filmelsker bør se. En sådan film der, efter man har set den, nærmest skriger på et gensyn.
13/11-2006
