Menneskelig fortid i videnskabelig fremtiden

Lige nu har jeg svært ved at sætte ord på Tarkovskys ”Solyaris”. Den efterlader så meget til tilskueren at tænke over. Så mange billeder, så mange stemninger, så mange tanker, så mange følelser. Det er en af de film, der har givet mig mest på det seneste. Det har været en af de største filmoplevelser, som jeg har haft længe.

Tarkovsky er blevet kritiseret for at lave meget langsomme og lange film. Jeg elsker det aspekt af filmen, at den giver en plads til at forholde sig til begivenhederne på lærredet. Faktisk satte jeg ofte filmen på pause, da jeg havde brug for endnu mere plads. Og jeg har brug for at se den igen for at få det hele med.

”Solyaris” er en science fiction film, men i stedet for at fokusere på teknik og videnskab, så er det centrale i filmen mennesket. Den menneskelige tilstand. Science fiction elementet kommer ind i filmen, da mennesket i filmen sættes ind i en videnskabelig og teknologisk udvikling, der nærmest kan beskrives som ”umenneskelig”, eller i hvert fald uforståelig over for, hvad det vil sige at være menneske.

Dette store, komplekse dilemma sættes psykologen Kris Kelvin (Donatas Banionis) midt i, da han skal sendes til en rumstation oven over et hav kaldet Solaris ude i rummet. Der findes mange sære historier om Solaris. Før afrejsen besøger Kris sin far, og faren har ved denne lejlighed også inviteret en af sine gamle venner, den pensionerede astronaut Berton (Vladislav Dvorzhetsky), der flere år tilbage besøgte Solaris, hvor han påstod, at han så en kæmpe version af et af sine kollegers børn.

Kris såvel som de videnskabsfolk, vi ser i en videodokumentation om Bertons besøg, afskriver kæmpebarnet som en hallucination. Kris og den moderne verden har et meget rationelt og videnskabeligt syn på verden. Et verdenssyn der er i splid med Berton og faren. Faren sammenligner ham på et tidspunkt sammenligner ham med en bogfører. Da Kris på et tidspunkt nævner den mulighed at bombe Solaris i videnskabens navn, bliver Berton forarget og vred. I løbet af filmen må man sige, at Kris' opfattelse af Solaris ændrer sig.

Farens hus ligger i nogle ufatteligt smukke omgivelser med træer, en skovsø, heste og hunde og legende børn. Selv inde i huset er rummene fyldt med bøger og planter. Liv, kultur, historie, natur. Alt dette kommer hurtigt til at stå som en kontrast til rumstationen over Solaris. Faktisk er overgangen mellem dette hus og rumstationen ikke en rumrejse, som det ellers så typisk er i amerikanske science fiction film. Overgangen er da Kris kører væk fra huset i skoven og ind i en metropol. Denne fremtidige metropol er i filmen Tokyo, og vi ser et lange billeder af vejnettet over Tokyo. For sovjetrusserne i 70erner var dette nok meget specielt og futuristisk, men for mig mindede det mig blot om lufthavnsbussen fra Narita. Men kontrasten mellem dette vejnet af beton, cement og metal og farens hus er ikke til at tage fejl af.

Da Kris ankommer på Solaris, finder han hurtigt ud af, at tingene ikke er, som de 'bør' være. Folk opfører sig mildest talt bizart, og en har begået selvmord. Desuden er der nogen på stationen, der ikke burde være.
En sådan beskrivelse af plottet får ”Solyaris” til at lyde som en film ala ”Alien”, men vi er ovre i en anden boldgade. Solaris-havet skaber nemlig nogle besøgende til besætningen på Solaris. Det skaber nogle mennesker, der ligger i de enkeltes bevidsthed, som det lader besøge disse mennesker. Man kan sige, at Solaris lukker deres indre dæmoner ud.

Der går ikke længe, før Solaris også skaber en besøgende til Kris. Nemlig hans tidligere kone, Hari (Natalya Bondarchuk), der begik selvmord. Hans første reaktion er en afvisning af hende/det. Men efterhånden bliver både Kris, hende og sågar stationen selv mere menneskelig.

Jeg vil ikke afsløre mere af plottet. Men det centrale omdrejningspunkt i filmen er Kris' forhold til sin egen menneskelighed. Til kærlighed, til andre mennesker, til sin familie, til sit liv. Filmen er meget filosofisk. Mange scener indeholder samtaler om filmens forskellige temaer. Men filmens temaer præsenteres bedst i narrativen og i det visuelle.

Tarkovsky bruger filmmediet fuldt ud. Scenografien både på rumstationen og på jorden og skuespillernes udtryk og bevægelser går sammen med historien og de enkle, men smukke billeder af skyer, hav (solaris) og træer op i en højere tematisk enhed. Det er svært at beskrive, hvad disse billeder gør ved en. Og de gør nok heller ikke det samme ved enhver. De giver blandt andet mulighed for tilskueren til at tænke sine egne tanker. Man kan også vælge at analysere alle billederne i forhold til temaerne i filmen. Menneskets forhold til teknologi, videnskab, kultur, natur, ensomhed (sig selv) og ikke mindst forholdet til andre mennesker. Kris' forhold til Hari er plotmæssigt det største omdrejningspunkt, men det forbindes til alle de andre temaer i filmen.

Jeg vil ikke forsøge at analysere præcis, hvad det er, at Tarkovsky i denne film siger om den menneskelige tilstand. Jeg har trods alt kun set filmen en gang. Jeg tror desuden, at man vil få forskellige ting ud af filmen på forskellige stadier i ens liv. Men der er allerede masser at tænke over for mig, og filmen vil sidde i baghovedet længe endnu.