Det smukkeste bur
6.0
”Raise the Red Lantern” er en smuk fabel om en ung pige i en brutal verden. Et sted i Kina i 1920erne er den 19-årige Songlian (Gong Li) på vej til en rig mands hus, hvor hun skal være mandens fjerde konkubine.
I filmens første shot kigger Gong Li ind i kameraet, hvor hun i løbet af ingen tid skaber empati for karakteren og blotlægger dilemmaet i filmen. Sammen med Zhang Yimou laver hun filmmagi fra dette første shot, hvor hun kynisk erklærer, at hun vil være konkubine for en rig mand. I denne her verden er alle kvinder (eller muligvis alle mennesker) essentielt konkubiner, uanset om de erkender det eller ej, siger hun. Man kan se smerten i hendes ansigt. Også før tårerne.
Og selv når hun senere i filmen sætter det hårdeste stenansigt op, så kan vi se et hav af følelser under masken. Vi får disse følelser med det samme, men de går direkte ind. Vi kan mærke på hende, at denne karakter har oplevet noget, der har formet hendes verdenssyn. Vi behøver ikke at vide hvad på det tidspunkt. Gong Li laver en kompleks karakter i løbet af et på ingen tid. Og Zhang Yimou giver os hele kernen i historien i løbet af det første shot. Konflikten imellem karakterens kyniske side og den 'menneskelige' side.
Songlian går livet som konkubine i møde med en iskold beslutsomhed. I denne brutale verden er det indflydelse og magt, der betyder noget, så hun må kæmpe sig til den smule magt, hun kan få. Da hun ankommer i huset, lurer hun hurtigt, hvordan verden fungerer indenfor husets vægge. I huset er der nogle traditioner, nogle ritualer, der ordner livet for konkubinerne og tjenerne.
I et ritual hvor en rød lampe hænges på en af fire døre, vælger herren, hvilken konkubine, han vil sove med om aftenen. Denne konkubine får dermed alle priviligierne dagen efter. For det første vil det sige magten over tjenestefolkene. Allerede fra starten opstår der et konfliktforhold mellem Songlian og hendes tjenestepige Yan'er, (Ling Kong), der har et seksuelt forhold til manden. Yan'er drømmer om et liv som konkubine i stedet for tjenestepige, men med Songlians ankomst braste det håb. I stedet for at behandle Yan'er som et menneske, lader Songlian i stedet alle sine frustrationer over at være fanget i et bur under røde lamper gå ud over den pige, der er fanget i et endnu mindre bur.
For det andet er privilegierne ved at få tændt de røde lamper, at man får magten over de andre konkubiner. Den første konkubine er efterhånden meget gammel, og ikke seksuel interessant for herren. Hun beholder dog sin del af magten, da hun er moren til den førstefødte søn. Den anden virker umiddelbart meget venlig overfor Songlian, men den venlighed dækker over noget andet. Den tredje er en tidligere operasangerinde, og hun virker umiddelbart meget jaloux over, at Songlian tager manden fra hende. Deres magtkamp viser sig i form af små petitesser så som at vælge retter til aftensmad, som den anden ikke kan lide. Det hele virker meningsløst, men magtkampen er stort set det eneste, som disse piger har at gå op i. De befinder sig nemlig ikke i et reelt ægteskab, men snarere i en form for sexslaveri.
Første gang de røde lamper tændes i Songlians værelse, ser vi, hvor lidt følelsesmæssig kontakt, der er i mellem de to. Det er mere et ritualt end noget andet. Først får Songlian fodmassage. Dernæst tændes lamperne, og Songlian sidder og venter. Herren ankommer. Han får hende til at posere for sig. Han er stolt over at have fået fat i en dukke, der næsten har en uddannelse. Da han beordrer hende til at tage tøjet af og lægge sig på sengen, har hun ikke ytret et ord eller givet et smil. En vigtig detalje i filmen er, at vi sjældent ser herrens ansigt. Vi ser oftest kun ryggen. Han er en upersonlig kraft, der officielt regerer over huset. Pigerne ville aldrig kunne tage magten fra ham, så de bekriger hinanden i stedet.
Jeg har skrevet så meget om plot og tema uden at komme ind på de underskønne billeder i filmen. De utroligt flotte symmetriske billeder, der følger den gamle bygnings arkitektur, og de smukke billeder af Gong Lis betagende ansigt gør, at denne film næsten overgår Zhang Yimous nyere og dyrere martial arts film i visuel skønhed. Nogle gange er billederne næsten ulækkert smukke. Ikke alt for kunstige og reklame-agtige. Der er stadig noget rustikt, en kontekst, en dybde. Nogle gange er billederne dog så smukke, at de tager fokus væk fra resten af filmen. Men som regel går det hele op i en højere enhed. Denne smukke, kolde, brutale og sørgelige filmverden er en af de mest fantastiske, jeg har besøgt i år.
I filmens første shot kigger Gong Li ind i kameraet, hvor hun i løbet af ingen tid skaber empati for karakteren og blotlægger dilemmaet i filmen. Sammen med Zhang Yimou laver hun filmmagi fra dette første shot, hvor hun kynisk erklærer, at hun vil være konkubine for en rig mand. I denne her verden er alle kvinder (eller muligvis alle mennesker) essentielt konkubiner, uanset om de erkender det eller ej, siger hun. Man kan se smerten i hendes ansigt. Også før tårerne.
Og selv når hun senere i filmen sætter det hårdeste stenansigt op, så kan vi se et hav af følelser under masken. Vi får disse følelser med det samme, men de går direkte ind. Vi kan mærke på hende, at denne karakter har oplevet noget, der har formet hendes verdenssyn. Vi behøver ikke at vide hvad på det tidspunkt. Gong Li laver en kompleks karakter i løbet af et på ingen tid. Og Zhang Yimou giver os hele kernen i historien i løbet af det første shot. Konflikten imellem karakterens kyniske side og den 'menneskelige' side.
Songlian går livet som konkubine i møde med en iskold beslutsomhed. I denne brutale verden er det indflydelse og magt, der betyder noget, så hun må kæmpe sig til den smule magt, hun kan få. Da hun ankommer i huset, lurer hun hurtigt, hvordan verden fungerer indenfor husets vægge. I huset er der nogle traditioner, nogle ritualer, der ordner livet for konkubinerne og tjenerne.
I et ritual hvor en rød lampe hænges på en af fire døre, vælger herren, hvilken konkubine, han vil sove med om aftenen. Denne konkubine får dermed alle priviligierne dagen efter. For det første vil det sige magten over tjenestefolkene. Allerede fra starten opstår der et konfliktforhold mellem Songlian og hendes tjenestepige Yan'er, (Ling Kong), der har et seksuelt forhold til manden. Yan'er drømmer om et liv som konkubine i stedet for tjenestepige, men med Songlians ankomst braste det håb. I stedet for at behandle Yan'er som et menneske, lader Songlian i stedet alle sine frustrationer over at være fanget i et bur under røde lamper gå ud over den pige, der er fanget i et endnu mindre bur.
For det andet er privilegierne ved at få tændt de røde lamper, at man får magten over de andre konkubiner. Den første konkubine er efterhånden meget gammel, og ikke seksuel interessant for herren. Hun beholder dog sin del af magten, da hun er moren til den førstefødte søn. Den anden virker umiddelbart meget venlig overfor Songlian, men den venlighed dækker over noget andet. Den tredje er en tidligere operasangerinde, og hun virker umiddelbart meget jaloux over, at Songlian tager manden fra hende. Deres magtkamp viser sig i form af små petitesser så som at vælge retter til aftensmad, som den anden ikke kan lide. Det hele virker meningsløst, men magtkampen er stort set det eneste, som disse piger har at gå op i. De befinder sig nemlig ikke i et reelt ægteskab, men snarere i en form for sexslaveri.
Første gang de røde lamper tændes i Songlians værelse, ser vi, hvor lidt følelsesmæssig kontakt, der er i mellem de to. Det er mere et ritualt end noget andet. Først får Songlian fodmassage. Dernæst tændes lamperne, og Songlian sidder og venter. Herren ankommer. Han får hende til at posere for sig. Han er stolt over at have fået fat i en dukke, der næsten har en uddannelse. Da han beordrer hende til at tage tøjet af og lægge sig på sengen, har hun ikke ytret et ord eller givet et smil. En vigtig detalje i filmen er, at vi sjældent ser herrens ansigt. Vi ser oftest kun ryggen. Han er en upersonlig kraft, der officielt regerer over huset. Pigerne ville aldrig kunne tage magten fra ham, så de bekriger hinanden i stedet.
Jeg har skrevet så meget om plot og tema uden at komme ind på de underskønne billeder i filmen. De utroligt flotte symmetriske billeder, der følger den gamle bygnings arkitektur, og de smukke billeder af Gong Lis betagende ansigt gør, at denne film næsten overgår Zhang Yimous nyere og dyrere martial arts film i visuel skønhed. Nogle gange er billederne næsten ulækkert smukke. Ikke alt for kunstige og reklame-agtige. Der er stadig noget rustikt, en kontekst, en dybde. Nogle gange er billederne dog så smukke, at de tager fokus væk fra resten af filmen. Men som regel går det hele op i en højere enhed. Denne smukke, kolde, brutale og sørgelige filmverden er en af de mest fantastiske, jeg har besøgt i år.
19/11-2006
