En mester ser rødt
2.0
Scorseses tyvende spillefilm er den ikke just en jubilæumserklæring man kunne håbe på. Tværtimod er den hans dårligste til dato.
Mesterinstruktøren Martin Scorseses største projekt pt - "Gangs of New York" - er muligvis (citat fra Bo Green Jensen) en film gjort af ambitioner som kun ses én gang hvert årti. Til gengæld er den en bedrøvende skuffelse, smertelig af en sjælden grad der måske rammer sjældnere, og en opsvulmet, følelsesgusten film så langt under instruktørens normale standart, at man flere gange må gnide sig i øjnene og se efter om dette virkelig kan passe?
"Gangs of New York" var året 2002's helt store Oscar-kandidat og en storfilm af den slags, Hollywood elsker at være bekendt. Film randfyldt med blodige kampe, et spigrende trekantsdrama og måske vigtigst af alt navne der bespotter plakaten med frydefuld cadeau. Ikke desto mindre svupper Martin Scorsese rundt i et klichéhav der stiger ham til halsen, og måske endda til hoved. Fuldkommen hovedløse underlægningstoner, magert skuespil og en skare særdeles ringe bandesammenstød, er hovedemnerne man af undrende grunde længe kan klø sin hovedbund til blods over. Kort sagt giver filmen et gyseligt billede af en mester på markante afveje.
Alle kendetegn ved Scorseses tidligere bedrifter er stort set umulige at få øje på. Alt fra en fortællings saft, kraft og gnist til stilistisk udførte voldsindfald. I sig selv og inden for sin egen standart, er "Gangs" dog i ligeså utvivlsom grad en ganske jammerlig forestilling. Epoken om Amerikas grundlæggende gadedåb undlader helt igennem at medrive, og skuffelsen over hele filmens tabte potentielle muligheder nager mig stadig. Det kunne være blevet rigtig stort, men Scorseses sammenlapning af sin Amerika-krønikke ses med et tydeligt klæbrigt limstof, gjort af ønsket om en Oscar-statuette.
Og resultatet er som en forloren og oppustet storfilmsballon, der springer på stedet når man stikker til den.
Mesterinstruktøren Martin Scorseses største projekt pt - "Gangs of New York" - er muligvis (citat fra Bo Green Jensen) en film gjort af ambitioner som kun ses én gang hvert årti. Til gengæld er den en bedrøvende skuffelse, smertelig af en sjælden grad der måske rammer sjældnere, og en opsvulmet, følelsesgusten film så langt under instruktørens normale standart, at man flere gange må gnide sig i øjnene og se efter om dette virkelig kan passe?
"Gangs of New York" var året 2002's helt store Oscar-kandidat og en storfilm af den slags, Hollywood elsker at være bekendt. Film randfyldt med blodige kampe, et spigrende trekantsdrama og måske vigtigst af alt navne der bespotter plakaten med frydefuld cadeau. Ikke desto mindre svupper Martin Scorsese rundt i et klichéhav der stiger ham til halsen, og måske endda til hoved. Fuldkommen hovedløse underlægningstoner, magert skuespil og en skare særdeles ringe bandesammenstød, er hovedemnerne man af undrende grunde længe kan klø sin hovedbund til blods over. Kort sagt giver filmen et gyseligt billede af en mester på markante afveje.
Alle kendetegn ved Scorseses tidligere bedrifter er stort set umulige at få øje på. Alt fra en fortællings saft, kraft og gnist til stilistisk udførte voldsindfald. I sig selv og inden for sin egen standart, er "Gangs" dog i ligeså utvivlsom grad en ganske jammerlig forestilling. Epoken om Amerikas grundlæggende gadedåb undlader helt igennem at medrive, og skuffelsen over hele filmens tabte potentielle muligheder nager mig stadig. Det kunne være blevet rigtig stort, men Scorseses sammenlapning af sin Amerika-krønikke ses med et tydeligt klæbrigt limstof, gjort af ønsket om en Oscar-statuette.
Og resultatet er som en forloren og oppustet storfilmsballon, der springer på stedet når man stikker til den.
22/11-2006
