Livets sure jordbær

”Smultronstället” (jordbærstedet)er Ingmar Bergmans flotte og eftertænksomme film om en pensioneret svensk læge, der tænker tilbage på sit livs fejltrin, da han kører til Lund for at blive hædret med et jubilæumsdoktorat.

Umiddelbart lyder det som et mørkt emne, og det er det også. Men Bergman giver os en så dyb og underfundig karakteristik af manden, at man hele tiden føler sig draget af filmen. Samtidig er filmen også fyldt med lys, lune og humor, der omgiver de mørke tanker om ensomhed, død og frygt.

Professor Isak Borg (spillet fremragende af 'faderen til svensk film', instruktøren Victor Sjöström) virker umiddelbar som en hyggelig og rar gammel mand, men vi fornemmer også karakterens ensomhed. Hans kone er for længst død og borte, og den eneste, der holder ham i selskab i det store hus, er den gamle husholderske Agda (Jullan Kindahl), der tager sig af alt det huslige, men som frasiger alt ægteskabeligt. Der er et venskab i mellem dem og nogle småskænderier, men ingen kærlighed.

Efterhånden som vi lærer om Isaks liv, så lyder det som om, at forholdet til husholdersken måske ikke er så forskelligt fra de folk, som han egentlig skulle have haft et kærlighedsforhold til. I to af filmens nøglesekvenser, der begge foregår inde i to skove, ser vi de to vigtigste kvinder i Isaks liv være sammen med mænd, der begge er mere lidenskabelige og vovede end Isak. I den første sekvens ser vi Isaks ungdomskæreste, Sara (spillet med så meget liv af den strålende stjerne Bibi Andersson), der forføres af Isaks bror, som hun i sidste ende vælger til fordel for den pæne og kedelige Isak.

I den anden sekvens ser vi Isaks kone (Gertrud Fridh) blive jagtet af en fedladen mand i et jakkesæt, som hun villigt løfter skørterne for, mens Isak ser på i det fjerne. Også hun omtaler ham som en kold og kedelig person. Denne sekvens mindede mig en del om Kurosawas ”Rashomon”. Eftersom denne sekvens var et flashback, kom jeg også til at tænke på, at Isak måske farver sine minder en del. Men ikke desto mindre, er det sådan, at han husker sit liv, og det siger en hel del om karakteren.

I filmen ser vi ham også samle et ægtepar op efter et biluheld, hvor de næsten kørte ind i hinanden. Dette ægtepar har en modbydelig og aldeles kynisk måde at skændes på, og senere referer Isak også til dette ægtepar i en sammenligning til sit eget ægteskab.

Selv om det er en vigtig del af filmen, så foregår filmen ikke kun i Isaks minder. Filmen er i bund og grund en road movie, hvor Isak kører til Lund sammen med sin svigerdatter, Marianne (Ingrid Thulin), der har boet hos ham et stykke tid efter nogle store ægteskabelige problemer med Isaks søn, Evald (Gunnar Björnstrand). Det går op for os, at Evald på mange måder minder om den unge Isak. De er begge kolde og stædige.

Som et af filmens største lyspunkter er der tre unge mennesker, to drenge og en pige ved navn Sara, der minder utrolig meget om Isaks ungdomskæreste (hun er også spillet af Bibi Andersson), der på bagsædet af Isaks bil sprutter af livsglæde og 50er ungdom.

Sjovt nok kommer filmens mere direkte filosofiske diskussioner ud af munden på disse tre, da den ene læser til præst og den anden er en ateist, der ikke kan se nogen værdi i religion. Da de kommer op at tottes, og derefter vredt sætter sig på hver side af hende, spørger Sara: ”Nå, findes der så en Gud, eller hvad?”

Uanset om der er et efterliv eller ej, så frygter Isak døden næsten lige så højt, som han frygter, at han har levet et spildt liv. I starten af filmen ser vi et mareridt, hvor Isak står på en tom gade under et ur uden visere. Mareridtet ender med at han ser sit eget lig, der forsøger at hive ham med ned i kisten. I et senere mareridt, der også indeholder scenen med konen, kommer Isak op til medicin-eksamen, og han klarer sig forfærdeligt.

Sara har en anden virkelig god kommentar om, at denne gamle læge må kende alt til livet, da han har været læge i 50 år, og at han kan hele manuskriptet udenad. Han har muligvis kigget lidt i manuskriptet, men livet er ikke noget, som han har haft et godt greb om.

Og alligevel ender filmen i en forholdsvis positiv stemning, da han ser drømme og ikke længere mareridt. Der er på ingen måde tale om et stort happy end, men måske var hans liv ikke så rædsomt endda.

Bergman gør det fantastiske, at han får os til at føle, at vi har set og oplevet et helt liv. Deri kan filmen sammenlignes med ”Citizen Kane”. Men for mig virkede Isak mere virkelighedstro end Kane, da jeg har lettere ved at forholde mig til en svensk læge end en amerikansk mangemillionær.

Filmens måske største styrke ligger i, at Bergman formår at skildre noget, der er så ganske ordinært som at blive gammel, men på en helt særlig og Bergmansk måde.