Brutalitetens blodige begyndelse
5.0
Der skal ikke herske tvivl om, at jeg er stor fan af Tope Hoopers originale The Texas Chainsaw Massacre fra 1974, ligesom jeg finder Marcus Nispels remake fra 2003 særdeldes underholdende, da den især skiller sig ud ved at være mere markaber og brutal end mange samtidige horrorfilm.
Jonathan Liebesmans prequel, som giver os starten på denne texanske kannibalistiske families myrderier er endnu mere markaber, ulækker og brutal end nogle af forgængerne i serien, hvilket er filmens primære eksistensberettigelse.
At sætte sig for at fortælle "The Beginning" for et af horrorfilmhistoriens største ikoner er en stor opgave, som man må tillade sig at have visse forventninger til. "The Birth of Leatherface" må være noget, som interesserer alle horrorfans, medmindre man selvfølgelig fraskriver disse andengenerationsmotorsavsfilm enhver betydning og interesse.
Jonathan Liebesmans film dvæler ikke længe ved mulighederne for at fortælle denne forhistorie, inden vi er tilbage i den faste skabelon, som er brugt i både Tope Hoopers og Marcus Nispels film og i øvrigt i hundredevis af andre horrorfilm. Eneste forklaring på de sadistiske tendenser i familien Hewitt er lukningen af det lokale slagteri, hvor den deforme og ualmindelig store Thomas "Leatherface" Hewitt arbejder, samt en tur i Koreakrigens rædsler for familiens overhoved, her i skikkelse af altid seværdige R. Lee Ermey, som spillede samme rolle i Marcus Nispels film.
Man kan beskylde filmen for genbrug, mangel på originalitet og for at fralægge sig muligheden for at fortælle en mere interessant dannelseshistorie, men jeg synes, at filmen formår, at dreje skabelonen "en folk teenagere møder lokale hillbillies i et øde område og alt går galt" i interessante retninger og tilføje Motorsavsuniverset nyt.
Selv i filmens første relativt rolige halvdel får vi kvalmende scener, brutale mord og sadistisk tortur i en lind strøm, primært med R. Lee Ermeys mavesure karakter som afstraffer, men det går for alvor løs i filmens anden halvdel, hvor good old Leatherface slår sig løs. Den ikoniske motorsav kommer for alvor på arbejde og langt mere eksplicit end nogensinde før. Blodet flyder i spandevis og sprøjter til alle sider, mens maver sprættes op, ben og arme saves af og i filmens klammeste scene, rives et ansigt langsomt af. Det er en sand fornøjelse for en horrorfan, hvis man er den slags, som sætter sadistisk tortur og kvalmende brutalitet over egentlig uhygge og skræmmende fortælling. Filmen er dog skræmmende i den forstand, at rædslen står mejslet i ansigterne på de dødsdømte teenagere, men det er dommedagsstemningen og den på en gang glinsende smukke og overdrevne klamme visualtet, som er filmens styrke.
Jonathan Liebesman har en mission med filmen, som er at forfærde og får maven til at vende sig på publikum, og denne mission lykkes til fulde. Filmen er utrolig hård og ren i sit udtryk, og foregiver ikke at ville meget andet end at levere et sansebombadement af brutale nedslagtninger og menneskelig afstraffelse.
Man kunne have ønske sig mere af en film, som postulerer at fortælle "The beginning" for en horrorlegende, ligesom den kan kritiseres for genbrug i filmens struktur. Men langt hen af vejen fik jeg, hvad jeg kom efter. En god gang gedin blodsprøjtende brutalitet med en stemning så tonstung og modbydelig, at der nærmest drev blod og rådenskab ned af væggene i biografen.
Filmen er visuelt og stemningsmæssigt i familie med Marcus Nispels film fra 2003 og Alexander Ajes fremragende remake af The Hills Have Eyes, men den overtrumfer begge i markaber sadisme og kvalme scener. Til gengæld er filmen ikke særlig original, ligesom forventninger til en mere dybdegående fødselsfortælling om Leatherface ikke udnyttes til fulde.
På trods af at filmen har åbenlyse svagheder, så taler den så meget til mit horrorsplatterhjerte, at jeg giver den 5 maveflænsende motorsave, selvom den måske kun fortjerne 4. Indenfor genren og de præmisser, der sættes op fungerer den simpelthen upåklageligt.
Jonathan Liebesmans prequel, som giver os starten på denne texanske kannibalistiske families myrderier er endnu mere markaber, ulækker og brutal end nogle af forgængerne i serien, hvilket er filmens primære eksistensberettigelse.
At sætte sig for at fortælle "The Beginning" for et af horrorfilmhistoriens største ikoner er en stor opgave, som man må tillade sig at have visse forventninger til. "The Birth of Leatherface" må være noget, som interesserer alle horrorfans, medmindre man selvfølgelig fraskriver disse andengenerationsmotorsavsfilm enhver betydning og interesse.
Jonathan Liebesmans film dvæler ikke længe ved mulighederne for at fortælle denne forhistorie, inden vi er tilbage i den faste skabelon, som er brugt i både Tope Hoopers og Marcus Nispels film og i øvrigt i hundredevis af andre horrorfilm. Eneste forklaring på de sadistiske tendenser i familien Hewitt er lukningen af det lokale slagteri, hvor den deforme og ualmindelig store Thomas "Leatherface" Hewitt arbejder, samt en tur i Koreakrigens rædsler for familiens overhoved, her i skikkelse af altid seværdige R. Lee Ermey, som spillede samme rolle i Marcus Nispels film.
Man kan beskylde filmen for genbrug, mangel på originalitet og for at fralægge sig muligheden for at fortælle en mere interessant dannelseshistorie, men jeg synes, at filmen formår, at dreje skabelonen "en folk teenagere møder lokale hillbillies i et øde område og alt går galt" i interessante retninger og tilføje Motorsavsuniverset nyt.
Selv i filmens første relativt rolige halvdel får vi kvalmende scener, brutale mord og sadistisk tortur i en lind strøm, primært med R. Lee Ermeys mavesure karakter som afstraffer, men det går for alvor løs i filmens anden halvdel, hvor good old Leatherface slår sig løs. Den ikoniske motorsav kommer for alvor på arbejde og langt mere eksplicit end nogensinde før. Blodet flyder i spandevis og sprøjter til alle sider, mens maver sprættes op, ben og arme saves af og i filmens klammeste scene, rives et ansigt langsomt af. Det er en sand fornøjelse for en horrorfan, hvis man er den slags, som sætter sadistisk tortur og kvalmende brutalitet over egentlig uhygge og skræmmende fortælling. Filmen er dog skræmmende i den forstand, at rædslen står mejslet i ansigterne på de dødsdømte teenagere, men det er dommedagsstemningen og den på en gang glinsende smukke og overdrevne klamme visualtet, som er filmens styrke.
Jonathan Liebesman har en mission med filmen, som er at forfærde og får maven til at vende sig på publikum, og denne mission lykkes til fulde. Filmen er utrolig hård og ren i sit udtryk, og foregiver ikke at ville meget andet end at levere et sansebombadement af brutale nedslagtninger og menneskelig afstraffelse.
Man kunne have ønske sig mere af en film, som postulerer at fortælle "The beginning" for en horrorlegende, ligesom den kan kritiseres for genbrug i filmens struktur. Men langt hen af vejen fik jeg, hvad jeg kom efter. En god gang gedin blodsprøjtende brutalitet med en stemning så tonstung og modbydelig, at der nærmest drev blod og rådenskab ned af væggene i biografen.
Filmen er visuelt og stemningsmæssigt i familie med Marcus Nispels film fra 2003 og Alexander Ajes fremragende remake af The Hills Have Eyes, men den overtrumfer begge i markaber sadisme og kvalme scener. Til gengæld er filmen ikke særlig original, ligesom forventninger til en mere dybdegående fødselsfortælling om Leatherface ikke udnyttes til fulde.
På trods af at filmen har åbenlyse svagheder, så taler den så meget til mit horrorsplatterhjerte, at jeg giver den 5 maveflænsende motorsave, selvom den måske kun fortjerne 4. Indenfor genren og de præmisser, der sættes op fungerer den simpelthen upåklageligt.
25/11-2006
