Real horroshow
6.0
Spoilers:
I Stanley Kubricks film er der altid splid at finde. Hvis ikke mellem det filmiske så mellem de menneskelige holdninger til hvad der er rigtigt og forkert. For første gang set i "Lolita" med aldersforskelle, siden hen i "Dr. Strangelove" og i 1971 med den senere hen globalt bandlyste "A Clockwork Orange". Sidstnævnte blev i store dele af verden forbudt på grund af dens skruppelløse vold, og muligvis dels også på grund af filmens lumre forhold til magtmisbrug, påduttede meninger og de filmforevisninger som folkeskolens elever efter anden verdenskrig fik at se, i moralsk sort/hvid forhold til hvad godt og ondt er. "A Clockwork Orange" er af mange grunde en film af dem, der kun laves en af. En oplevelse af dem, der negler sig fast i sindet som en tirrende splint man gerne vil udrydde, men man samtidig elsker at kradse i. Et værk der vil, tør og formår langt mere end de andre.
"There was me, that is Alex, and my three droogs, that is Pete, Georgie and Dim and we sat in the Korova Milkbar trying to make up our rassodocks what to do with the evening...". Ordene siges af Alex, en charmerende ung bølle, der, fri som en fugl, nyder livet i hærværk, sang og brutale voldsudøvelser. Alex lever et sært dobbeltliv, hvor han og hans tremandsslæng på den ene side, iført bizarre hvide kostumer og sorte bowlerhatte, udlever deres afskyelige voldsrelaterede lyster, og hvor han i sin modsatte eksemplariske facade nyder Beethoven-symfonier, mens han blot filosofere over alverdens former for ondskab. For Alex, Pete, Georgie og Dim går livet mildest talt let som en leg, når de næve- og lænkeprygler aftener tynde i håbet om stimulans.
Der er tale om den mest absurde form for livsnydelse, og netop med den absurde følelse opfører Stanley Kubrick sin afgørende problemstilling. Alex ender efter en mislykket boliginvadering op i statens og politiets magt, og her tager filmen en chokerende drejning. Fortællingens kanter spidser til, og i modsætning til filmens første kapitel af heftige og herlige voldsforevisninger, er anden del regulært skræmmende. Kubrick giver et rus af psykisk og fysisk pinsel, specielt i sin afvænningssekvens der ved nærmere tilbageblik hver gang står som et uudsletteligt, vammelt rædselsinferno. I billede og lyd tager filmen ligeledes et spring fra at være syrede og lystige kontraster til den farverige vold, til at forekommer som understøttende elementer for den mørke psykiske beklemthed, både i de hårrejsende elektro-lyde og den langt mere grumsede fotografering og farvesætning.
Her bliver ”A Clockwork Orange” en film om noget langt mere skræmmende end vold, voldtægt og lovløshed. Nemlig om sygeligt magtmisbrug der undertrykker den menneskelige frihed og deraf viderefører den skræmmende tanke om at udhule sjælen, hvidvaske sindet og påfylde moralsk fyld efter eget valg.
Alex bliver medvilligt offer for kureringsmetoden Ludovico, der med filmforevisninger i grusom utugt, vold og ondskab omvender ham til et vandrende hult hylster. Som taget ud fra et surrealistisk mareridt sættes han i spændetrøje i en mørk, øde biografsal, og iføres små klemmer på øjenlågene, mens hans øjeæbler fra stund til anden dryppes våde af en mager og kitteliklædt forsøgsassistent. Følelsen går fra nydelse til kvalme for ondskabspassionerede Alex, mens han, uden at kunne afvige fra lærredets udpenslede brutaliteter, skriger om hjælp og nåde.
Et klip efter ser vi Alex til en forevisningskongres, hvor en af statens overhoveder stolt og selvtilfreds viser sin identitetsløse undersåt frem. Straks smider filmen med spørgsmål fra alle vinkler. Har vi nogensinde holdt af Alex? Var han et godt menneske før? Er han et bedre menneske nu? Herfra føles ”A Clockwork Orange” som et stille kvælertag fra Stanley Kubrick, hvis greb om struben udfordrer seeren til en helt unik udholdenhedstest hvori hans tag blot strammes og strammes.
”A Clockwork Orange” er ingen realistisk film. Man kan beskylde Kubrick for at overdrive alle skuespillernes roller, for at ligge et distancerende teatralsk overtræk over fortællingen og for at skabe et forvirrende univers af futurisme og drømmelignende kreationer (Med den flippede mælkebar som hovedeksempel). Alligevel er historien som ét, langt fængslende stålgreb, der appellere til såvel sanser som følelser, og lader os iagttage et af filmhistoriens mest overvældende rus. Følelsen er bestemt ikke rar, men den er på alle måder enestående, eftertrykkelig og umådelig tilfredsstillende, og understreger fortjent "A Clockwork Orange" som et af filmhistoriens absolutte hovedværker.
I Stanley Kubricks film er der altid splid at finde. Hvis ikke mellem det filmiske så mellem de menneskelige holdninger til hvad der er rigtigt og forkert. For første gang set i "Lolita" med aldersforskelle, siden hen i "Dr. Strangelove" og i 1971 med den senere hen globalt bandlyste "A Clockwork Orange". Sidstnævnte blev i store dele af verden forbudt på grund af dens skruppelløse vold, og muligvis dels også på grund af filmens lumre forhold til magtmisbrug, påduttede meninger og de filmforevisninger som folkeskolens elever efter anden verdenskrig fik at se, i moralsk sort/hvid forhold til hvad godt og ondt er. "A Clockwork Orange" er af mange grunde en film af dem, der kun laves en af. En oplevelse af dem, der negler sig fast i sindet som en tirrende splint man gerne vil udrydde, men man samtidig elsker at kradse i. Et værk der vil, tør og formår langt mere end de andre.
"There was me, that is Alex, and my three droogs, that is Pete, Georgie and Dim and we sat in the Korova Milkbar trying to make up our rassodocks what to do with the evening...". Ordene siges af Alex, en charmerende ung bølle, der, fri som en fugl, nyder livet i hærværk, sang og brutale voldsudøvelser. Alex lever et sært dobbeltliv, hvor han og hans tremandsslæng på den ene side, iført bizarre hvide kostumer og sorte bowlerhatte, udlever deres afskyelige voldsrelaterede lyster, og hvor han i sin modsatte eksemplariske facade nyder Beethoven-symfonier, mens han blot filosofere over alverdens former for ondskab. For Alex, Pete, Georgie og Dim går livet mildest talt let som en leg, når de næve- og lænkeprygler aftener tynde i håbet om stimulans.
Der er tale om den mest absurde form for livsnydelse, og netop med den absurde følelse opfører Stanley Kubrick sin afgørende problemstilling. Alex ender efter en mislykket boliginvadering op i statens og politiets magt, og her tager filmen en chokerende drejning. Fortællingens kanter spidser til, og i modsætning til filmens første kapitel af heftige og herlige voldsforevisninger, er anden del regulært skræmmende. Kubrick giver et rus af psykisk og fysisk pinsel, specielt i sin afvænningssekvens der ved nærmere tilbageblik hver gang står som et uudsletteligt, vammelt rædselsinferno. I billede og lyd tager filmen ligeledes et spring fra at være syrede og lystige kontraster til den farverige vold, til at forekommer som understøttende elementer for den mørke psykiske beklemthed, både i de hårrejsende elektro-lyde og den langt mere grumsede fotografering og farvesætning.
Her bliver ”A Clockwork Orange” en film om noget langt mere skræmmende end vold, voldtægt og lovløshed. Nemlig om sygeligt magtmisbrug der undertrykker den menneskelige frihed og deraf viderefører den skræmmende tanke om at udhule sjælen, hvidvaske sindet og påfylde moralsk fyld efter eget valg.
Alex bliver medvilligt offer for kureringsmetoden Ludovico, der med filmforevisninger i grusom utugt, vold og ondskab omvender ham til et vandrende hult hylster. Som taget ud fra et surrealistisk mareridt sættes han i spændetrøje i en mørk, øde biografsal, og iføres små klemmer på øjenlågene, mens hans øjeæbler fra stund til anden dryppes våde af en mager og kitteliklædt forsøgsassistent. Følelsen går fra nydelse til kvalme for ondskabspassionerede Alex, mens han, uden at kunne afvige fra lærredets udpenslede brutaliteter, skriger om hjælp og nåde.
Et klip efter ser vi Alex til en forevisningskongres, hvor en af statens overhoveder stolt og selvtilfreds viser sin identitetsløse undersåt frem. Straks smider filmen med spørgsmål fra alle vinkler. Har vi nogensinde holdt af Alex? Var han et godt menneske før? Er han et bedre menneske nu? Herfra føles ”A Clockwork Orange” som et stille kvælertag fra Stanley Kubrick, hvis greb om struben udfordrer seeren til en helt unik udholdenhedstest hvori hans tag blot strammes og strammes.
”A Clockwork Orange” er ingen realistisk film. Man kan beskylde Kubrick for at overdrive alle skuespillernes roller, for at ligge et distancerende teatralsk overtræk over fortællingen og for at skabe et forvirrende univers af futurisme og drømmelignende kreationer (Med den flippede mælkebar som hovedeksempel). Alligevel er historien som ét, langt fængslende stålgreb, der appellere til såvel sanser som følelser, og lader os iagttage et af filmhistoriens mest overvældende rus. Følelsen er bestemt ikke rar, men den er på alle måder enestående, eftertrykkelig og umådelig tilfredsstillende, og understreger fortjent "A Clockwork Orange" som et af filmhistoriens absolutte hovedværker.
25/11-2006
