The Beginning of James Bond
5.0
Fra smart gentleman til barsk aktionhelt, fra tegneserieaktion til brutal realisme, fra overfladefacade til menneskelig dybde og ikke mindst fra Pierce Brosnan til Danial Craig.
Casino Royale er ikke bare en ny James Bond film i rækken, det er en helt ny begyndelse for verdens mest sejlivede agent. Vi bliver taget med tilbage til før James Bond fik sin 007titlen, til før han fik sin licens til at dræbe. Filmen er et opgør med den MTVglatte Pierce Bronsnan periode, som for hver film blev mere og mere overdreven og urealistisk, og hvor James Bondfiguren blev reduceret til en skabelonfigur, som skulle fyre smarte bemærkninger af, mens verdens eksploderede omkring ham.
Martin Campbell, som ironisk nok også stod bag den første - og bedste - Pierce Brosnan James Bond film har kigget nøje på de med rette succesfulde Bournefilm, og Casino Royale tager sit udgangspunkt i en (næsten) realistisk ramme med langt større brutalitet og nærvær end set i en James Bond i mange år, hvis ikke nogensinde. Daniel Craig smadrer sine modstandere, når det kræves, lige som han bløder og har troværdige smerte, når han ryger ned af trapper, gennem vægge eller forulykker i bil. Dette løfter filmen massivt i forhold til de seneste film i rækken. Filmen griber en på en helt anden måde, når man fornemmer, at skurken rent faktisk har en chance, og når vores helt ikke er komplet uovervindelig.
Med baggrund i den nyvundne realisme giver Martin Campbell i hvert fald tre store aktionklimaks, hvor især jagten i filmens start, samt en hæsblæsende sekvens på en lufthavn imponerer. Aktionspeederen er her helt i bund, og det hele er eminent eksikveret.
Men filmen er netop ikke én lang aktionsekvens. Den har megen menneskelig dybde og personkarakteristik. Især ofres meget tid på James Bonds indre kampe og på forholdet mellem Bond og Vesper Lynd, som vel er den Bondpige i historien med mest fylde og personlig på skærmen. Dette giver en god indlevelse i figurerne, og jeg blev grebet af filmen på en anden måde end i tidligere Bondfilm. Også det psykologiske spil mellem Bond og Le Chiffre spilles der meget på, og det giver filmen en god nerve.
Daniel Craig gør det fremragende som Bond. Efter den første halve times tilvending ER han Bond, men som nævnt en mere hårdkogt og sammenbidt Bond end nogensinde. Væk er Brosnans lidt fesne gentleman med slikhår og damer i øjnene. Her er Bond fokuseret på opgaven, og pigen reddes primært, fordi han rent faktisk er forelsket og ikke fordi han vil have en hurtig omgang. Det er dog også rigeligt plads til lumre playboykommentar, og især ordspillet med Eva Greens Vesper Lynd er i vanlig Bondstil. At disse scener er særdeles vellykkede skyldes i høj grad også, at Eva Green spiller rigtig godt. Daniel Craig er dog centrum, og med denne præstation glæder jeg mig allerede til den næste i rækken.
Mads Mikkelsen gør det overbevisende som Le Chiffre. Han kan virkelig se led og udspekuleret ud, og han spiller med en fin afdæmpethed, som sjældent ses i skurkerollen i en Bondfilm. Dette giver hans figur stor troværdighed.
Casino Royale er trods de mange plusser ikke kun fryd og gammen, og især to ting tæller ned.
For det første er filmen helt fri for de gadgets, som for mig er James Bonds varemærke. Uret som kan skyde med laser, kniven i skohælen, raketter i bilen osv. Filmen er godt nok ment som en ny begyndelse, hvor Bond knap nok er 00agent endnu, men at fjerne dette kendetegn helt er i mine øjne en fejl.
For det andet er filmen meget lang, hvilket ikke i sig selv er dårligt, men den føles også lang. Efter en hæsblæsende første time går filmen lidt i stå, og forholdet mellem Bond og Vesper, samt Bond og Le Chiffre, som ellers er en styrke kunne sagtens være klippet kortere og mere effektivt. Der går simpelthen for lang tid, hvor handlingen ikke rigtigt skubes fremad.
Ud over disse negative sider kan nævnes, at filmens underholdningsmæssig klimaks ligger i den første time, hvilket på trods af en flot afslutning, gør finalen lidt tam. Endvidere har jeg altid været tilhænger af skurke, hvor målet er verdens endeligt eller noget der ligner, men det er naturligvis ikke helt i tråd med filmens forsøg på opdateret realisme.
De positive sider overgår langt de negative, så velkommen til Daniel Craig og velkommen til James Bond anno 2006. Jeg glæder mig til flere film i serien, hvis denne "the beginning of James Bond" får lov at være retningsgivende for de næste mange film i serien.
Casino Royale er ikke bare en ny James Bond film i rækken, det er en helt ny begyndelse for verdens mest sejlivede agent. Vi bliver taget med tilbage til før James Bond fik sin 007titlen, til før han fik sin licens til at dræbe. Filmen er et opgør med den MTVglatte Pierce Bronsnan periode, som for hver film blev mere og mere overdreven og urealistisk, og hvor James Bondfiguren blev reduceret til en skabelonfigur, som skulle fyre smarte bemærkninger af, mens verdens eksploderede omkring ham.
Martin Campbell, som ironisk nok også stod bag den første - og bedste - Pierce Brosnan James Bond film har kigget nøje på de med rette succesfulde Bournefilm, og Casino Royale tager sit udgangspunkt i en (næsten) realistisk ramme med langt større brutalitet og nærvær end set i en James Bond i mange år, hvis ikke nogensinde. Daniel Craig smadrer sine modstandere, når det kræves, lige som han bløder og har troværdige smerte, når han ryger ned af trapper, gennem vægge eller forulykker i bil. Dette løfter filmen massivt i forhold til de seneste film i rækken. Filmen griber en på en helt anden måde, når man fornemmer, at skurken rent faktisk har en chance, og når vores helt ikke er komplet uovervindelig.
Med baggrund i den nyvundne realisme giver Martin Campbell i hvert fald tre store aktionklimaks, hvor især jagten i filmens start, samt en hæsblæsende sekvens på en lufthavn imponerer. Aktionspeederen er her helt i bund, og det hele er eminent eksikveret.
Men filmen er netop ikke én lang aktionsekvens. Den har megen menneskelig dybde og personkarakteristik. Især ofres meget tid på James Bonds indre kampe og på forholdet mellem Bond og Vesper Lynd, som vel er den Bondpige i historien med mest fylde og personlig på skærmen. Dette giver en god indlevelse i figurerne, og jeg blev grebet af filmen på en anden måde end i tidligere Bondfilm. Også det psykologiske spil mellem Bond og Le Chiffre spilles der meget på, og det giver filmen en god nerve.
Daniel Craig gør det fremragende som Bond. Efter den første halve times tilvending ER han Bond, men som nævnt en mere hårdkogt og sammenbidt Bond end nogensinde. Væk er Brosnans lidt fesne gentleman med slikhår og damer i øjnene. Her er Bond fokuseret på opgaven, og pigen reddes primært, fordi han rent faktisk er forelsket og ikke fordi han vil have en hurtig omgang. Det er dog også rigeligt plads til lumre playboykommentar, og især ordspillet med Eva Greens Vesper Lynd er i vanlig Bondstil. At disse scener er særdeles vellykkede skyldes i høj grad også, at Eva Green spiller rigtig godt. Daniel Craig er dog centrum, og med denne præstation glæder jeg mig allerede til den næste i rækken.
Mads Mikkelsen gør det overbevisende som Le Chiffre. Han kan virkelig se led og udspekuleret ud, og han spiller med en fin afdæmpethed, som sjældent ses i skurkerollen i en Bondfilm. Dette giver hans figur stor troværdighed.
Casino Royale er trods de mange plusser ikke kun fryd og gammen, og især to ting tæller ned.
For det første er filmen helt fri for de gadgets, som for mig er James Bonds varemærke. Uret som kan skyde med laser, kniven i skohælen, raketter i bilen osv. Filmen er godt nok ment som en ny begyndelse, hvor Bond knap nok er 00agent endnu, men at fjerne dette kendetegn helt er i mine øjne en fejl.
For det andet er filmen meget lang, hvilket ikke i sig selv er dårligt, men den føles også lang. Efter en hæsblæsende første time går filmen lidt i stå, og forholdet mellem Bond og Vesper, samt Bond og Le Chiffre, som ellers er en styrke kunne sagtens være klippet kortere og mere effektivt. Der går simpelthen for lang tid, hvor handlingen ikke rigtigt skubes fremad.
Ud over disse negative sider kan nævnes, at filmens underholdningsmæssig klimaks ligger i den første time, hvilket på trods af en flot afslutning, gør finalen lidt tam. Endvidere har jeg altid været tilhænger af skurke, hvor målet er verdens endeligt eller noget der ligner, men det er naturligvis ikke helt i tråd med filmens forsøg på opdateret realisme.
De positive sider overgår langt de negative, så velkommen til Daniel Craig og velkommen til James Bond anno 2006. Jeg glæder mig til flere film i serien, hvis denne "the beginning of James Bond" får lov at være retningsgivende for de næste mange film i serien.
26/11-2006
