´A Kansas City Shuffle´ – no kidding!

Stjernebesat, overrumplende, lukrativ og umådelig elegant krimi/komedie/drama/thriller, der konstant redefinerer de distingverende genrer, som filmen så sømløst boltrer sig i, med en både legende og alvorsfuld indfaldsvinkel, hvilket udmunder sig i en mildest talt unik og fremragende perle, der af uforklarlige årsager dog modtog en middelmådig, hvis ikke decideret dårlig kritik ved premieren, og Lucky Number Slevin blev herved en af årets mest oversete og skamløst undervurderede film. Det er et nemt træk, at paralleliserer filmen med de utallige anonyme post-Tarantino film, der fulgte i kølvandet på filmgudens postmodernistiske mesterværk Pulp Fiction, men med et sublimt og forfriskende opfindsomt manuskript og en uhyre kompetencefyldt iscenesættelse, formår Lucky Number Slevin at hæve sig langt over den kapitulante kategorisering.

Den forholdsvis uerfarne skotske instruktør Paul McGuigan (der spillefilmsdebuterede sidste år med den oprigtige, om end mangelfulde og svage amerikanske genindspilning af den franske thriller L’Appartement) har inddraget et beundringsværdigt og renommeret hold skuespillere til at levendegøre det komplicerede og gennemførte manuskript. Den evigt underminerede Josh Hartnett indtager hovedrollen som den selverklærede ataraksekirer (en lidelse der, postuleres der i filmen, hensætter offeret i en konstant bekymringsløst tilstand, uanfægtet af omgivelsernes konfrontationer), der mere eller mindre ufrivilligt trækkes ind i gangsterintriger omhandlende pengegæld, familiær hævn og fatalistiske udskejelser. Hartnett er karismatisk og velspillende som storcharmøren, men man lurer en nærliggende og mere dramatisk dybde lige under overfladen, hvilket eskalerer gradvist gennem filmen, der fornemt udvisker grænserne mellem genrer og sammensmelter komedieelementer indenfor thrillerens konventioner, der så igen bøjes på original vis. Lucky Number Slevin er en filmisk kamæleon, der i perfektionistisk kongruens føles både uforpligtende underholdende, uforklarlig intimiderende og ikke mindst uhyre intelligent, alt imens McGuigan holder kortene tæt på kroppen med en uafslørende superioritet.

I en nærmest Shakespeare’sk opsætning er der en underliggende gangsterkrig mellem to tidligere venner, der nu har indelukket sig i hver deres tårn, dog med et klaustrofobisk og evigt suspekt blik over mod rivalens bo. Morgan Freeman er veloplagt og suveræn velspillende som den optimistiske halvdel, der svor hævn over sønnens eliminering, tilsyneladende katalyseret af den psykotiske Rabbineren, personificeret af Sir Ben Kingsley, der gentager sin rolle fra Glazers fremragende og legesyge Sexy Beast, der tydeligvis har stået som sufficient inspirationskilde for McGuigan. Hartnetts identitet forveksles med en anden, og han kommer nu til at fremstå som en lus mellem to gangsternegle, alt imens en aldrende, men evigt seværdige Bruce Willis tiltræder som en nonchalant og professionel lejemorderrolle i periferien. Tingene er dog ikke nær så simple, som det fremstår, og Lucky Number Slevin udvikler sig til at være en ambitiøs og følelsesmæssig bredtfavnende hævnfortælling, der indiskutabelt bruger forløsningsbegrebet som understøtter til historiens mystificerende stemning, og ikke omvendt, men da hverken McGuigan eller manuskriptforfatteren Jason Milovich har haft intentioner om at begå en kontemplativ hævnskildring, og i stedet har koncentreret sig om at kreere en medrivende stiløvelse med hjerte, har de nu intet at skamme sig over, da sidstnævnte mål er opnået til fulde. Slutningen byder på en uventet emotionel resonans, og kærlighedshistorien mellem Hartnett og en atypisk ikke-irriterende Lucy Liu føles forbavsende genuin. McGuinan akkompagnerer ganske originalt Hartnetts symbolske scene (hvor han indser den dybdegående forelskelse) med Wendy Renes nostalgiske After Laughter Comes Tears, hvilket er en af filmens kunstneriske højdepunkter.

Lucky Number Slevin er et rent overflodshorn af en mere ungdommelig filminnovation, hvor McGuigans æstetik er både konventionel attraktiv og mere eksperimenterende interessant, og klippestilen mystificerer fortællingen yderligere på fornem vis. Der er ligeledes et utal af dialogmæssige genistreger, perfekt udleveret af de engagerede skuespillere, hvor det er en sand fornøjelse at se mere kommercielle aktører medvirke i en egenrådig og bevidst distorsionerende affære som denne film, der byder på flere mindeværdige sekvenser, alt fra det legende (en visuel opsummering af historiens udfoldelse på bare 2 sekunder) til det mere skræmmende (en likvidering perspektiveret til p.o.v.). Muligvis ville Lucky Number Slevin ikke erhverve sig de fem stjerner ved gensyn, da uforudsigeligheden er en af filmens største attraktioner, men jeg blev mildest talt overrumplet af filmens tårnhøje og særegne kvalitetsniveau, så en stor anbefaling skal der lyde herfra, hvor jeg allerede glæder mig til at indsuges i filmens ubeskrivelige univers igen, da jeg efterlod Lucky Number Slevin i en besynderlig inspireret ekstase.