- Næsten for godt til at være sandt -
5.0
Det lykkedes for Batman, det lykkedes for Superman, og nu er det lykkedes for James Bond. Nemlig at finde tilbage til sine rødder og derved genopfinde sig selv på det store lærred.
Man har meget passende valgt at lade Casino Royale, den første bog om den berømte agent, være rammen for denne relancering af figuren. Jovist, handlingen er nutidig og problemstillingen vanen tro aktuel, men ellers har man i den grad gjort det til en dyd at finde tilbage til den gamle Bond-stil, som vi kender den fra de allerførste film med Sean Connery i hovedrollen. Og gud ske tak og lov for det! De seneste tilføjelser til serien har trods store underholdningskvaliteter været alt for fokuserede på gadgets og mastodonteffekter frem for den rette Bond-ånd, og særligt efter ”Die Another Day” begyndte man at spørge sig selv, om de da fuldstændig havde glemt, hvad Bond handler om.
Det har de heldigvis ikke! ”Casino Royale” tager nemlig Bond i en på samme tid ny og gammel retning. Væk er overfloden af computereffekter og de overdrevne påfund – usynlige biler og is-surfing er skiftet ud med kynisme og endda realisme. Bond er naturligvis stadig Bond, men i stedet for at gøre ham til et udødeligt supermenneske (som det har grænset til førhen), så er han denne gang atter bare en svineheldig agent, hvis overlevelsesteknikker er baseret på instinkt og snilde – ikke superbiler og armbåndsure med flere muligheder end en schweizerkniv. Dette ses eksempelvis i en af de mest mindeværdige Bond-scener nogensinde, nemlig torturscenen, hvor en blanding af humoristisk overskud og held redder ham. En fænomenal scene der på en og samme tid er modbydelig og skrupmorsom.
Selvom instruktør Martin Campbell allerede har bevist, at han kan skrue en Bond-film sammen (jf. ”Goldeneye”), så er han indrømmet også en meget middelmådig instruktør, når man drager hans øvrige film med i vurderingen. Men af en eller anden grund hæver han sig fra middelmådig til fremragende, når det er dette univers, han kaster sig over. Igen har han nemlig været sin opgave voksen og lavet en Bond-film, der opfylder alle de kriterier, der efterlyses. "Casino Royale" er velfortalt, medrivende, underholdende, veldrejet, humoristisk, velspillet, ja, kort sagt fremragende.
Hvor actionscenerne førhen har taget overhånd en smule, er de denne gang perfekt balanceret med de mere stemningsmættede scener og desuden særdeles flotte. Volden er rå og hårdkogt men også dejlig gammeldags, hvor actionsekvenserne mere bærer præg af godt stuntarbejde end kunstige effekter. Humoren er knivskarp og opløftende, og vi skal helt tilbage til Connery-æraen, før Bond har haft så gode og så veltimede oneliners som her. Og så er filmen proppet med kærlige hilsner til tidligere Bond-film og bærer i det hele taget præg af at være ualmindelig tro mod eget bagland.
Det der dog gør filmen decideret mindeværdig er, at den midt i dens søgen tilbage til forlagets rødder også formår at være nytænkende. Her særligt med tanke på kærlighedsdramaet. Bonds forelskelse kunne så let være endt i en katastrofe, da den er svær at give plads til i et så hårdkogt og maskulint univers som dette, men forbløffende nok er denne del noget af det bedste ved hele filmen. Dels kommer vi mere ind på livet af personen Bond, men vi får også en forståelse for, hvorfor Bond bliver nødt til at være en kynisk skiderik, hvad han jo dybest set er. ”Casino Royale” er en Bond-film med noget så sjældent som en eftertænksom og smuk kærlighedsfortælling.
Men af alle de plusser der er i denne film må det største dog siges at være den nye mand i smokingen, Daniel Craig. Meget har han måtte ligge ryg til, siden han blev valgt til rollen, men denne ”blonde grimrian”, som han er blevet kaldt, kan meget vel gå over i historien som den bedste Bond nogensinde. Craig formår at gøre karakteren til et menneske og hans præstation er den hidtil mest nuancerede i seriens historie. Han er kold som bare fanden men i sidste ende også utrolig sympatisk. Hans ydre vidner om den hårdeste Bond, der hidtil er set, men samtidig oser han af charme og kan levere en vittig replik, så det brager. Det siges allerede populært, at han er en god blanding af det bedste fra de tidligere rolleindehavere. Connerys appeal, Moores glimt i øjet og Daltons kynisme. Men lad os dog kalde ham det han er, for han er jo ikke den perfekte blanding - han er slet og ret den perfekte Bond!
Når du så kombinerer Daniel Craigs blændende præstation i hovedrollen med næsten lige så blændende præstationer i de andre bærende roller, så får du en af de mest velspillede Bond-film i mands minde. I skurkerollen lever vores egen Mads Mikkelsen op til de tårnhøje forventninger, der forståelig nok har været herhjemme. Le Chiffre er en dejlig klassisk skurk, som sender ens tanker tilbage til selveste Blofeld. Med et vansiret øje og en defekt tårekanal, der får ham til at græde blod, er han indbegrebet af en Bond-skurk. Men samtidig er han også en mand, der godt er klar over, han ikke er øverst i hierarkiet, hvilket også giver karakteren en ydmyghed og i sidste ende ynkelighed, som næsten vækker sympati. Alt dette formår Mikkelsen at inkludere i sit glimrende portræt af Le Chiffre og yder således den fine karakterbeskrivelse retfærdighed. Eva Green er ligeledes et godt valg til rollen som Bonds kvindelige medspiller. Hun kan bestemt andet end at se smuk ud, da det er lykkedes hende at skabe en troværdig og anderledes Bond-pige, som for første gang i lang tid giver vores helt noget modspil frem for blot at være endnu en nem erobring, der naivt kaster sig i hans arme. For en gangs skyld er kvinden lige så stærk som Bond selv.
Man kunne blive ved med at rose denne på alle måder vellykkede og helstøbte Bond-film. Lige fra den sort/hvide og stemningsmættede intro til den elegante og kontante slutning formår ”Casino Royale” at vise, hvorfor Bond efter 44 år stadig er verdens sejeste helt. Filmen har i den grad pustet nyt liv i serien og sikret dens eksistens i mange år fremover, men den har vigtigst af alt gjort det på den rigtige måde og efter den gode gamle opskrift. Er dette den bedste Bond-film nogensinde, spørger man straks sig selv, mens man er på vej ud af biografmørket. Tja, på bekostning af så fremragende film som ”From Russia With Love” og ”Goldfinger” føler man, at dette prædikat nærmest ville være helligbrøde at give den, men alene det at man overvejer tanken må være en klokkeklar indikation af, at Campbell og Craig har udrettet mirakler. Godt gået.
Man har meget passende valgt at lade Casino Royale, den første bog om den berømte agent, være rammen for denne relancering af figuren. Jovist, handlingen er nutidig og problemstillingen vanen tro aktuel, men ellers har man i den grad gjort det til en dyd at finde tilbage til den gamle Bond-stil, som vi kender den fra de allerførste film med Sean Connery i hovedrollen. Og gud ske tak og lov for det! De seneste tilføjelser til serien har trods store underholdningskvaliteter været alt for fokuserede på gadgets og mastodonteffekter frem for den rette Bond-ånd, og særligt efter ”Die Another Day” begyndte man at spørge sig selv, om de da fuldstændig havde glemt, hvad Bond handler om.
Det har de heldigvis ikke! ”Casino Royale” tager nemlig Bond i en på samme tid ny og gammel retning. Væk er overfloden af computereffekter og de overdrevne påfund – usynlige biler og is-surfing er skiftet ud med kynisme og endda realisme. Bond er naturligvis stadig Bond, men i stedet for at gøre ham til et udødeligt supermenneske (som det har grænset til førhen), så er han denne gang atter bare en svineheldig agent, hvis overlevelsesteknikker er baseret på instinkt og snilde – ikke superbiler og armbåndsure med flere muligheder end en schweizerkniv. Dette ses eksempelvis i en af de mest mindeværdige Bond-scener nogensinde, nemlig torturscenen, hvor en blanding af humoristisk overskud og held redder ham. En fænomenal scene der på en og samme tid er modbydelig og skrupmorsom.
Selvom instruktør Martin Campbell allerede har bevist, at han kan skrue en Bond-film sammen (jf. ”Goldeneye”), så er han indrømmet også en meget middelmådig instruktør, når man drager hans øvrige film med i vurderingen. Men af en eller anden grund hæver han sig fra middelmådig til fremragende, når det er dette univers, han kaster sig over. Igen har han nemlig været sin opgave voksen og lavet en Bond-film, der opfylder alle de kriterier, der efterlyses. "Casino Royale" er velfortalt, medrivende, underholdende, veldrejet, humoristisk, velspillet, ja, kort sagt fremragende.
Hvor actionscenerne førhen har taget overhånd en smule, er de denne gang perfekt balanceret med de mere stemningsmættede scener og desuden særdeles flotte. Volden er rå og hårdkogt men også dejlig gammeldags, hvor actionsekvenserne mere bærer præg af godt stuntarbejde end kunstige effekter. Humoren er knivskarp og opløftende, og vi skal helt tilbage til Connery-æraen, før Bond har haft så gode og så veltimede oneliners som her. Og så er filmen proppet med kærlige hilsner til tidligere Bond-film og bærer i det hele taget præg af at være ualmindelig tro mod eget bagland.
Det der dog gør filmen decideret mindeværdig er, at den midt i dens søgen tilbage til forlagets rødder også formår at være nytænkende. Her særligt med tanke på kærlighedsdramaet. Bonds forelskelse kunne så let være endt i en katastrofe, da den er svær at give plads til i et så hårdkogt og maskulint univers som dette, men forbløffende nok er denne del noget af det bedste ved hele filmen. Dels kommer vi mere ind på livet af personen Bond, men vi får også en forståelse for, hvorfor Bond bliver nødt til at være en kynisk skiderik, hvad han jo dybest set er. ”Casino Royale” er en Bond-film med noget så sjældent som en eftertænksom og smuk kærlighedsfortælling.
Men af alle de plusser der er i denne film må det største dog siges at være den nye mand i smokingen, Daniel Craig. Meget har han måtte ligge ryg til, siden han blev valgt til rollen, men denne ”blonde grimrian”, som han er blevet kaldt, kan meget vel gå over i historien som den bedste Bond nogensinde. Craig formår at gøre karakteren til et menneske og hans præstation er den hidtil mest nuancerede i seriens historie. Han er kold som bare fanden men i sidste ende også utrolig sympatisk. Hans ydre vidner om den hårdeste Bond, der hidtil er set, men samtidig oser han af charme og kan levere en vittig replik, så det brager. Det siges allerede populært, at han er en god blanding af det bedste fra de tidligere rolleindehavere. Connerys appeal, Moores glimt i øjet og Daltons kynisme. Men lad os dog kalde ham det han er, for han er jo ikke den perfekte blanding - han er slet og ret den perfekte Bond!
Når du så kombinerer Daniel Craigs blændende præstation i hovedrollen med næsten lige så blændende præstationer i de andre bærende roller, så får du en af de mest velspillede Bond-film i mands minde. I skurkerollen lever vores egen Mads Mikkelsen op til de tårnhøje forventninger, der forståelig nok har været herhjemme. Le Chiffre er en dejlig klassisk skurk, som sender ens tanker tilbage til selveste Blofeld. Med et vansiret øje og en defekt tårekanal, der får ham til at græde blod, er han indbegrebet af en Bond-skurk. Men samtidig er han også en mand, der godt er klar over, han ikke er øverst i hierarkiet, hvilket også giver karakteren en ydmyghed og i sidste ende ynkelighed, som næsten vækker sympati. Alt dette formår Mikkelsen at inkludere i sit glimrende portræt af Le Chiffre og yder således den fine karakterbeskrivelse retfærdighed. Eva Green er ligeledes et godt valg til rollen som Bonds kvindelige medspiller. Hun kan bestemt andet end at se smuk ud, da det er lykkedes hende at skabe en troværdig og anderledes Bond-pige, som for første gang i lang tid giver vores helt noget modspil frem for blot at være endnu en nem erobring, der naivt kaster sig i hans arme. For en gangs skyld er kvinden lige så stærk som Bond selv.
Man kunne blive ved med at rose denne på alle måder vellykkede og helstøbte Bond-film. Lige fra den sort/hvide og stemningsmættede intro til den elegante og kontante slutning formår ”Casino Royale” at vise, hvorfor Bond efter 44 år stadig er verdens sejeste helt. Filmen har i den grad pustet nyt liv i serien og sikret dens eksistens i mange år fremover, men den har vigtigst af alt gjort det på den rigtige måde og efter den gode gamle opskrift. Er dette den bedste Bond-film nogensinde, spørger man straks sig selv, mens man er på vej ud af biografmørket. Tja, på bekostning af så fremragende film som ”From Russia With Love” og ”Goldfinger” føler man, at dette prædikat nærmest ville være helligbrøde at give den, men alene det at man overvejer tanken må være en klokkeklar indikation af, at Campbell og Craig har udrettet mirakler. Godt gået.
27/11-2006
