Satire om fordomme
5.0
”Borat” er ikke blot filmen med den længste titel, som jeg har set i biografen i år. Det er også den sjoveste komedie, jeg har set på det store lærred længe.
Men den er også mere end komedie. Den er nærmere et stykke fornemt performance art. Den britiske komiker Sacha Baron Cohen, der har skabt figuren, formår nemlig at udstille alt lige fra dobbeltmoral til mangel på moral og andre særheder og selvopfattelser i den dominerende civilisation i denne tid, når han tager skikkelse som den kazakhstanske reporter Borat.
Det er et gennemgående træk i filmen, at humoren ikke består i en satire over folk fra samfund i underudviklede lande, men snarere i den måde folk forholder sig til karakteren.
Filmen åbner med en satire over vores værste fordomme af et økonomisk fattigt samfund i et land, vi ikke kender noget til. Kazakhstan vises som et lorteland, hvor incest, prostitution, voldtægt, dyresex, kvindeundertrykkelse, jødehad og 40-årige kvinder, der ligner 90-årige, er normen. Ud af dette samfund sendes Borat ind i hjertet af USA, hvor han, som titlen siger, skal lære en masse godt med hjem til Kazakhstan.
Filmen har en forholdsvis tynd historie om, at han forelsker sig i Pamela Anderson efter at have set hende i ”Baywatch”, og at han sammen med sin producer rejser igennem USA i en ice cream truck til Californien. De vil ikke tage et fly i tilfælde af, at ”jøderne igen laver et angreb som 9/11”.
Historien er muligvis en parodi på the American dream, men den står i baggrunden for Borats møde med forskellige amerikanere i forskellige samfundslag. Nogle af disse amerikanere er skræmmende nok enige i hans synspunkter på jøder og homoseksuelle, og nogle af disse møder giver direkte kuldegysninger. For eksempel spørger Borat i en våbenbutik, hvilken pistol der ville være god til at skyde jøder med, og våbenhandler blinker ikke engang med øjnene, da han giver ham et pistol i hånden.
En af de sjoveste sekvenser for mig at se var ved et middagsselskab, hvor værtinden på et tidspunkt udtaler, at Borat, denne ekstreme parodi på vores egne fordomme om folk i fattige lande, er tæt på at blive amerikaniseret. Borat punkterer dette, da han viser hende den lort, han har lagt på et lagen, og han spørger hende, hvor han skal smide den ud henne.
Filmen blander også nogle tydeligvist iscenesatte scener med scener af 'almindelige' amerikanere, der blot reagerer på Borat. Faktisk er det ikke altid let at gennemskue, hvad der er iscenesat, og hvad der er virkelighed. Det er skræmmende godt lavet.
Sacha Baron Cohen og instruktør Larry Charles viser, at komedie kan være så meget mere end et billigt grin.
Men den er også mere end komedie. Den er nærmere et stykke fornemt performance art. Den britiske komiker Sacha Baron Cohen, der har skabt figuren, formår nemlig at udstille alt lige fra dobbeltmoral til mangel på moral og andre særheder og selvopfattelser i den dominerende civilisation i denne tid, når han tager skikkelse som den kazakhstanske reporter Borat.
Det er et gennemgående træk i filmen, at humoren ikke består i en satire over folk fra samfund i underudviklede lande, men snarere i den måde folk forholder sig til karakteren.
Filmen åbner med en satire over vores værste fordomme af et økonomisk fattigt samfund i et land, vi ikke kender noget til. Kazakhstan vises som et lorteland, hvor incest, prostitution, voldtægt, dyresex, kvindeundertrykkelse, jødehad og 40-årige kvinder, der ligner 90-årige, er normen. Ud af dette samfund sendes Borat ind i hjertet af USA, hvor han, som titlen siger, skal lære en masse godt med hjem til Kazakhstan.
Filmen har en forholdsvis tynd historie om, at han forelsker sig i Pamela Anderson efter at have set hende i ”Baywatch”, og at han sammen med sin producer rejser igennem USA i en ice cream truck til Californien. De vil ikke tage et fly i tilfælde af, at ”jøderne igen laver et angreb som 9/11”.
Historien er muligvis en parodi på the American dream, men den står i baggrunden for Borats møde med forskellige amerikanere i forskellige samfundslag. Nogle af disse amerikanere er skræmmende nok enige i hans synspunkter på jøder og homoseksuelle, og nogle af disse møder giver direkte kuldegysninger. For eksempel spørger Borat i en våbenbutik, hvilken pistol der ville være god til at skyde jøder med, og våbenhandler blinker ikke engang med øjnene, da han giver ham et pistol i hånden.
En af de sjoveste sekvenser for mig at se var ved et middagsselskab, hvor værtinden på et tidspunkt udtaler, at Borat, denne ekstreme parodi på vores egne fordomme om folk i fattige lande, er tæt på at blive amerikaniseret. Borat punkterer dette, da han viser hende den lort, han har lagt på et lagen, og han spørger hende, hvor han skal smide den ud henne.
Filmen blander også nogle tydeligvist iscenesatte scener med scener af 'almindelige' amerikanere, der blot reagerer på Borat. Faktisk er det ikke altid let at gennemskue, hvad der er iscenesat, og hvad der er virkelighed. Det er skræmmende godt lavet.
Sacha Baron Cohen og instruktør Larry Charles viser, at komedie kan være så meget mere end et billigt grin.
29/11-2006
