Socialrealisme for begyndere
3.0
Billy Elliot er hypet til skyerne. Derfor glædede jeg mig ufatteligt meget til at se den, og gik derfor fra den med ærgrelse over hele kroppen.
Billy Elliot er alt for lang, trods den sammenmaste spilletid på de 90minutter. Man sidder og gaber kigger på den noget forudsigelige Elliot og kigger videre. Og som Rasmus Faber L. korrekt skriver, bliver alle gode og alt ender godt.
I stort set alle Engelske socialrealistiske dramaer, er ordet ”fuck” blevet en helt normal start eller slutning på en replik, og selvom vi sjældent følger med, sker det at vi en enkel gang opdager Billy’s homoseksuelle ven sige ordet. Også nære familiemedlemmer tøver ikke med at bruge ordet, lige for næsen af deres mindreårige børn. Stephen Daldry har ærligt talt haft fat i den lange ende (eller skulle vi nærmere sig tynde) ende af det nedslidte og udkørte engelske samfund.
Teaterinstruktøren Stephen Daldry er i hjemlandet meget anerkendt som teaterinstruktør. Det skal dog siges at mit førstehåndsindtryk var uerfarent og var bygget op i nærmest mol og så dur, da de glade toner altid bliver malet på og tildækker alle mørke toner og farver. Jeg finder det nærmest uerfarent at denne mand, ikke engang kan bore dybt nok i sine personskildringer, der sagtens kunne være yderst interessante.
Jeg kan dog godt se at Billy Elliot er meget indbydende, hvis man ikke har overværet mange film af denne genre. Man føler sig typisk tilpas, nærmest den samme følelse man får når man har set et Dr. Phil program. Man føler sig nemlig hævet over personerne, og alligevel kan man (jeg) identificere sig med Billy, der bare altid vil gøre det bedste for alle, og ”bare er drengen der gerne vil lave noget andet, end det hans onde far beder ham om”.
Der er også de to sidehistorier, der faktisk forbliver langt mere spænende end den centrale historie. Historien om den lokale mine, hvor alle arbejdere strejker, og alligevel sender de bare nye folk ind. Minearbejderne gør oprør, råber ”skruebrækkere” og kaster tomater og gamle æg efter vinduerne på bussen ”skruebrækkerne kommer ind med. Den anden sideløbende historie er langt mere enkel, og handler om Billy’s mor, der døde for nogle år siden.
Til slut kan jeg anbefale Kes fra 1979 af Ken Loach.
Billy Elliot er alt for lang, trods den sammenmaste spilletid på de 90minutter. Man sidder og gaber kigger på den noget forudsigelige Elliot og kigger videre. Og som Rasmus Faber L. korrekt skriver, bliver alle gode og alt ender godt.
I stort set alle Engelske socialrealistiske dramaer, er ordet ”fuck” blevet en helt normal start eller slutning på en replik, og selvom vi sjældent følger med, sker det at vi en enkel gang opdager Billy’s homoseksuelle ven sige ordet. Også nære familiemedlemmer tøver ikke med at bruge ordet, lige for næsen af deres mindreårige børn. Stephen Daldry har ærligt talt haft fat i den lange ende (eller skulle vi nærmere sig tynde) ende af det nedslidte og udkørte engelske samfund.
Teaterinstruktøren Stephen Daldry er i hjemlandet meget anerkendt som teaterinstruktør. Det skal dog siges at mit førstehåndsindtryk var uerfarent og var bygget op i nærmest mol og så dur, da de glade toner altid bliver malet på og tildækker alle mørke toner og farver. Jeg finder det nærmest uerfarent at denne mand, ikke engang kan bore dybt nok i sine personskildringer, der sagtens kunne være yderst interessante.
Jeg kan dog godt se at Billy Elliot er meget indbydende, hvis man ikke har overværet mange film af denne genre. Man føler sig typisk tilpas, nærmest den samme følelse man får når man har set et Dr. Phil program. Man føler sig nemlig hævet over personerne, og alligevel kan man (jeg) identificere sig med Billy, der bare altid vil gøre det bedste for alle, og ”bare er drengen der gerne vil lave noget andet, end det hans onde far beder ham om”.
Der er også de to sidehistorier, der faktisk forbliver langt mere spænende end den centrale historie. Historien om den lokale mine, hvor alle arbejdere strejker, og alligevel sender de bare nye folk ind. Minearbejderne gør oprør, råber ”skruebrækkere” og kaster tomater og gamle æg efter vinduerne på bussen ”skruebrækkerne kommer ind med. Den anden sideløbende historie er langt mere enkel, og handler om Billy’s mor, der døde for nogle år siden.
Til slut kan jeg anbefale Kes fra 1979 af Ken Loach.
30/11-2006
