Sursødt sovset storværk
4.0
En fabelagtig historiefortæller krydser en kunstnerisk mørkemand, og udfaldet er gjort af klodsetheder og mesterlige takter. Som to modpoler der mødes og afviger fra hinanden, er "A.I" en frustrerende fornøjelse.
Steven Spielberg er markedets førende mester inden for brug af filmmediets værktøj, i en klasse hvor kun James Cameron hægter sig på hans baghjul. Spielberg er historiens bedst kommercielle filminstruktør, alle hans films indtjeninger lagt sammen. Han er Hollywood med stort og understreget ”H”, og derfor gør det lidt av at se ham male et ufærdiggjort Stanley Kubrick-projekt ud over det store lærred, med sin uhyre brede pensel. Kubrick, der selv var kendt som lidt af en ”rod” i filmverdenen, efterlod sig et manuskript efter sin død i ’99, på grund af udskydelser vedvarende at filmteknologien ikke var tilstrækkelig færdigudviklet. Kan en mesters vision realiseres af andre end mesteren selv, kan man spørge? Sci-fi dramaet "A.I" er et godt bud på, hvorfor nej ville være et oplagt svar.
Filmens grundsætning går på definitionen af et menneske, og Kubricks manuskript er en mørk og inspirerende smuk tilgang til den kunstige intelligens kvaler. Egentlig går fortællingen lige i ”kødet” på sin teknologisk fremstillede hovedperson, drengen David, der kommer til verden som plejesøn for et forældrepar. Davids forsøg på at begå sig i menneskets verden er velkendt Kubrick-dystopi om det umenneskelige menneske og den kolde verden. Hele det futuristiske univers leverer Steven Spielberg intet mindre end åndeløst smukt, men visualiseringen af fortællingens indmad er knap så imponerende. Her bliver der, ganske forgæves, smurt tykt på med glasur og oveni overhældt med smagsforstærker, faktisk i så høj grad at ”A.I” i ny og næ forekommer nærmest uspiselig. Efter en fremragende første time foreviser Spielberg for alvor sin søde tand, og fortællingen kører stille og roligt af sporet.
Inden da har filmen ellers opbygget en stemning af særdeles særegen slags, og lyspunkterne skinner som fra en klar himmel. Som et af dem, kan Haley Joel Osment nævnes i sin perfekte rolle som menneskedukken David, mens Jude Laws præstation først og fremmest fremtræder som særdeles velmaskeret. Som førnævnt er fremtiden iscenesat fantastisk og med et unikt øje for modernistiske opfindsomheder og ikke mindst de visuelle effekter i den ypperlige mesterklasse. Og naturligvis ligger Stanley Kubricks forlæg teoretisk set lige til Spielbergs højreben, med masser af familie-tematik.
Netop derfor er det svært ikke at ærgrer sig gevaldigt. Blandt andet John Williams' score er i filmens anden akt et sjældent fejlskud fra en af den vide verdens bedste filmkomponister, og Spielbergs førsteret tilskynder i sidste ende store frustrationer. Der kan derfor umuligt blive mere end 4 spinkle stjerner til "A.I".
Steven Spielberg er markedets førende mester inden for brug af filmmediets værktøj, i en klasse hvor kun James Cameron hægter sig på hans baghjul. Spielberg er historiens bedst kommercielle filminstruktør, alle hans films indtjeninger lagt sammen. Han er Hollywood med stort og understreget ”H”, og derfor gør det lidt av at se ham male et ufærdiggjort Stanley Kubrick-projekt ud over det store lærred, med sin uhyre brede pensel. Kubrick, der selv var kendt som lidt af en ”rod” i filmverdenen, efterlod sig et manuskript efter sin død i ’99, på grund af udskydelser vedvarende at filmteknologien ikke var tilstrækkelig færdigudviklet. Kan en mesters vision realiseres af andre end mesteren selv, kan man spørge? Sci-fi dramaet "A.I" er et godt bud på, hvorfor nej ville være et oplagt svar.
Filmens grundsætning går på definitionen af et menneske, og Kubricks manuskript er en mørk og inspirerende smuk tilgang til den kunstige intelligens kvaler. Egentlig går fortællingen lige i ”kødet” på sin teknologisk fremstillede hovedperson, drengen David, der kommer til verden som plejesøn for et forældrepar. Davids forsøg på at begå sig i menneskets verden er velkendt Kubrick-dystopi om det umenneskelige menneske og den kolde verden. Hele det futuristiske univers leverer Steven Spielberg intet mindre end åndeløst smukt, men visualiseringen af fortællingens indmad er knap så imponerende. Her bliver der, ganske forgæves, smurt tykt på med glasur og oveni overhældt med smagsforstærker, faktisk i så høj grad at ”A.I” i ny og næ forekommer nærmest uspiselig. Efter en fremragende første time foreviser Spielberg for alvor sin søde tand, og fortællingen kører stille og roligt af sporet.
Inden da har filmen ellers opbygget en stemning af særdeles særegen slags, og lyspunkterne skinner som fra en klar himmel. Som et af dem, kan Haley Joel Osment nævnes i sin perfekte rolle som menneskedukken David, mens Jude Laws præstation først og fremmest fremtræder som særdeles velmaskeret. Som førnævnt er fremtiden iscenesat fantastisk og med et unikt øje for modernistiske opfindsomheder og ikke mindst de visuelle effekter i den ypperlige mesterklasse. Og naturligvis ligger Stanley Kubricks forlæg teoretisk set lige til Spielbergs højreben, med masser af familie-tematik.
Netop derfor er det svært ikke at ærgrer sig gevaldigt. Blandt andet John Williams' score er i filmens anden akt et sjældent fejlskud fra en af den vide verdens bedste filmkomponister, og Spielbergs førsteret tilskynder i sidste ende store frustrationer. Der kan derfor umuligt blive mere end 4 spinkle stjerner til "A.I".
02/12-2006
