En herlig stilren eventyrklassiker
4.0
Lidt vel meget 80ersk Giorgio Moroder-inspireret synthpop (dog med et udmærket ørehængende tema) samt en lidt for kær slutning kan ikke fratage "Ladyhawke" sin status som én af de mest veldrejede og mindeværdige eventyrfilm på markedet.
Manuskript og replikker understøtter den grundlæggende meget fascinerende eventyrfortælling på glimrende stilren vis, som rammer et meget bredt publikum, fordi den fornemt formår at balancere underholdning, røverhistorie og romantik mod hinanden.
Fint er også det meste af skuespillerholdet anført af den altid karismatiske hollænder Rutger [Rytger] Hauer og en ung, splejset Matthew Broderick, der trods sin rolle som sjov tyv med hjertet på rette sted, heldigvis slet ikke fjoller rundt, som man ku' ha' frygtet. Leo "Rumpole" McKern brænder også flot igennem i en fin birolle som munk med lig i lasten og løfter den fri af faldgruben som fjollet "Broder Tuck-agtig buldrebasse".
Pfeiffer spiller bitter, "bly viol", som den slags skal gøres, men selv om jeg generelt foretrækker korthårede kvinder i langt flere filmroller end tilfældet er, er denne lækre stylede 1985-frisure nok ikke dét, der henleder tankerne mest på noget, der skal forestille at være middelalder.
Særligt overbevisende er John Woods manifestation af biskoppen, som jeg oprigtigt tror på som 12-1300tals-biskop med alt hvad dertil hører af spekulativ snak om natlige åbenbaringer og Satan men dog alligevel god gammeldags, mørk gudsfrygt!
Filmen er skudt rundt omkring i den nordlige halvdel af Italien og helt ned til Roms katakomber, og naturen fungerer som en fin medspiller i en uundgåeligt mindeværdig eventyrklassiker herligt fri for for megen handlingsmæssig "sovs".
Karakter: 4½* - Se den før din nabo;-)
Manuskript og replikker understøtter den grundlæggende meget fascinerende eventyrfortælling på glimrende stilren vis, som rammer et meget bredt publikum, fordi den fornemt formår at balancere underholdning, røverhistorie og romantik mod hinanden.
Fint er også det meste af skuespillerholdet anført af den altid karismatiske hollænder Rutger [Rytger] Hauer og en ung, splejset Matthew Broderick, der trods sin rolle som sjov tyv med hjertet på rette sted, heldigvis slet ikke fjoller rundt, som man ku' ha' frygtet. Leo "Rumpole" McKern brænder også flot igennem i en fin birolle som munk med lig i lasten og løfter den fri af faldgruben som fjollet "Broder Tuck-agtig buldrebasse".
Pfeiffer spiller bitter, "bly viol", som den slags skal gøres, men selv om jeg generelt foretrækker korthårede kvinder i langt flere filmroller end tilfældet er, er denne lækre stylede 1985-frisure nok ikke dét, der henleder tankerne mest på noget, der skal forestille at være middelalder.
Særligt overbevisende er John Woods manifestation af biskoppen, som jeg oprigtigt tror på som 12-1300tals-biskop med alt hvad dertil hører af spekulativ snak om natlige åbenbaringer og Satan men dog alligevel god gammeldags, mørk gudsfrygt!
Filmen er skudt rundt omkring i den nordlige halvdel af Italien og helt ned til Roms katakomber, og naturen fungerer som en fin medspiller i en uundgåeligt mindeværdig eventyrklassiker herligt fri for for megen handlingsmæssig "sovs".
Karakter: 4½* - Se den før din nabo;-)
03/12-2006
