Gammelmandstårer
4.0
Jeg så denne film for godt et års tid siden i Japan, og jeg havde faktisk ikke regnet med at den ville komme til Danmark. Det er bestemt ikke Zhang Yimous bedste, men han er trods alt en instruktør af sådan en kaliber, at selv hans mindste og mindst vellykkede film bliver interessante.
Zhang Yimou har i mange år været fascineret af japanske Takakura Ken som skuespiller, og han har derfor skrevet ”Riding Alone for Thousands of Miles” med Takakura Ken i tankerne.
Takakura Ken er en klassisk gammeldags mand af få ord. Han udstråler en robusthed og en styrke, som man ikke kan finde i mange unge skuespillere i dag.
I Japan blev han en stjerne igennem alle de yakuza-film, han spillede med i i 60erne og 70erne. Hvis man vil sammenligne ham med en kendt vestlig stjerne, så er det nok Eastwood, der kommer tættest på.
I denne film holder han sig til denne stille og fåmælte karakter, da han i rollen som fiskeren Takada spiller en far, der ikke har set sin søn i de sidste ti år, og som ikke ved, hvad han skulle sige, hvis de mødtes.
Da filmen åbner, hører vi, at sønnen ligger syg på hospitalet, og Takada bruger det som en lejlighed til at besøge ham, og måske få ryddet op i deres indbyrdes forhold. Men sønnen nægter at se ham, selv om hans kone (Terajima Shinobu) forsøger at overtale ham til at se sin far.
Da det ikke lykkedes, viser hun i stedet Takada nogle bånd med optagelser af kinesisk opera, som sønnen havde optaget på et ophold i en kinesisk landsby. En sanger/danser lover ham at synge en sang/dans som deler titel med filmen næste gang sønnen kommer forbi. Takada drager til Kina for at optage den dans, nu hvor sønnike ligger syg.
Han gør det både for at kunne komme i kontakt med sin søn, men også for at forstå hvad det er for et liv sønnen har levet. I Kina løber han dog ind i problemer, da sangeren på båndet nu er i fængsel. Samtidig længes sangeren ligesom Takada selv efter at se sin søn, som nu er efterladt til en landsby langt ude på landet.
Dermed bliver filmen i setting og stil lig de film, som Zhang Yimou lavede før ”Hero” eventyret. Nemlig film om livet i landsbyerne i Kina, hvor logik, imødekommenhed og livsstil er et stykke fra livet i Tokyo.
Filmen er ligesom Zhang Yimous tidligere film en kende sentimental med mere end et enkelt closeup af stolte mænd i tårer. Denne fåmælte japaners møde med de åbenhjertede kinesiske landboer føles dog en hel del mere nede på jorden og realistisk end mange andre melodramaer, der handler om faderforhold.
Jeg beundrede filmen for skuespillet og for de fantastiske landskabsbilleder, men jeg så den måske lidt mere på en følelsesmæssig afstand end de biografgængere, der har levet med Takakura Kens film, og som måske selv har svært ved at udtrykke deres følelser overfor deres børn. Dem er der måske ikke så få af, og det er prisværdigt, at Zhang Yimou har lavet en film for og om dem.
Et dansk publikum vil nok også kunne finde mange ting at nyde i denne film. Men før man sætter sig alt for godt til rette i biografsædet er det nok en god ide at putte sine kyniske briller tilbage i etuiet. Der er nemlig tale om en film, der bestemt ikke er bleg for at være sentimental.
Zhang Yimou har i mange år været fascineret af japanske Takakura Ken som skuespiller, og han har derfor skrevet ”Riding Alone for Thousands of Miles” med Takakura Ken i tankerne.
Takakura Ken er en klassisk gammeldags mand af få ord. Han udstråler en robusthed og en styrke, som man ikke kan finde i mange unge skuespillere i dag.
I Japan blev han en stjerne igennem alle de yakuza-film, han spillede med i i 60erne og 70erne. Hvis man vil sammenligne ham med en kendt vestlig stjerne, så er det nok Eastwood, der kommer tættest på.
I denne film holder han sig til denne stille og fåmælte karakter, da han i rollen som fiskeren Takada spiller en far, der ikke har set sin søn i de sidste ti år, og som ikke ved, hvad han skulle sige, hvis de mødtes.
Da filmen åbner, hører vi, at sønnen ligger syg på hospitalet, og Takada bruger det som en lejlighed til at besøge ham, og måske få ryddet op i deres indbyrdes forhold. Men sønnen nægter at se ham, selv om hans kone (Terajima Shinobu) forsøger at overtale ham til at se sin far.
Da det ikke lykkedes, viser hun i stedet Takada nogle bånd med optagelser af kinesisk opera, som sønnen havde optaget på et ophold i en kinesisk landsby. En sanger/danser lover ham at synge en sang/dans som deler titel med filmen næste gang sønnen kommer forbi. Takada drager til Kina for at optage den dans, nu hvor sønnike ligger syg.
Han gør det både for at kunne komme i kontakt med sin søn, men også for at forstå hvad det er for et liv sønnen har levet. I Kina løber han dog ind i problemer, da sangeren på båndet nu er i fængsel. Samtidig længes sangeren ligesom Takada selv efter at se sin søn, som nu er efterladt til en landsby langt ude på landet.
Dermed bliver filmen i setting og stil lig de film, som Zhang Yimou lavede før ”Hero” eventyret. Nemlig film om livet i landsbyerne i Kina, hvor logik, imødekommenhed og livsstil er et stykke fra livet i Tokyo.
Filmen er ligesom Zhang Yimous tidligere film en kende sentimental med mere end et enkelt closeup af stolte mænd i tårer. Denne fåmælte japaners møde med de åbenhjertede kinesiske landboer føles dog en hel del mere nede på jorden og realistisk end mange andre melodramaer, der handler om faderforhold.
Jeg beundrede filmen for skuespillet og for de fantastiske landskabsbilleder, men jeg så den måske lidt mere på en følelsesmæssig afstand end de biografgængere, der har levet med Takakura Kens film, og som måske selv har svært ved at udtrykke deres følelser overfor deres børn. Dem er der måske ikke så få af, og det er prisværdigt, at Zhang Yimou har lavet en film for og om dem.
Et dansk publikum vil nok også kunne finde mange ting at nyde i denne film. Men før man sætter sig alt for godt til rette i biografsædet er det nok en god ide at putte sine kyniske briller tilbage i etuiet. Der er nemlig tale om en film, der bestemt ikke er bleg for at være sentimental.
04/12-2006
