The Royal Treatment
5.0
James Bond er rebooted. Denne gang er han blevet blond og med blå øjne. Før filmen udkom, var de første mange reaktioner på Daniel Craig som den nye James Bond ikke positive. Men da han endelig trådte i smoking på det store lærred, så gjorde han alle kritikere til skamme. Mest af alt fordi filmen løfter sig langt over niveauet fra de seneste Bond-eskapader, hvor Pierce Brosnan havde designet tandpastasmil og dingenoter.
Der er skam også nogle enkelte dingenoter med i dette reboot af franchiset, men oveni hatten er der også en hel del råstyrke. Filmen åbner brutal og blodig kamp på et herretoilet, hvor Bond klarer sig mere med slag, der gør ondt, snarere end med stiliseret action-ballet på en eller anden high tech u-båd med fem atombomber klar til at springe, hvis man trykker på den forkerte disco-belyste knap. Der er med andre ord skruet ned for den stærke campy ironi, og der er skruet mere op for mørket og realismen i Bonds nye verden. Der er ganske vist stadig en hel del camp og larger than life-settings, men ikke voldsomt meget larger than life og ikke voldsomt meget camp i forhold til tidligere film.
Eftersigende så ligger filmens univers, Bond-figur og historie tættere op ad Ian Flemmings roman end mange af de tidligere film. Bond efterforsker en terrorist-gruppe, der er finansieret af den skumle, klamme Le Chiffre (Mads Mikkelsen). Le Chiffre har investeret imod et flyselskab, der ser ud til at få fremgang. Til gengæld har han også investeret i en bombe på vej imod flyselskabet nyeste prototype, så det ser ud til at Le Chiffre nok skal tjene sine penge hjem igen. Indtil Bond begynder at blande sig. Le Chiffre er derfor på skideren, så han afholder et kæmpe poker-spil i Monaco, hvor gevinsten er flere hundrede millioner dollars. At England vælger at sende Bond til at spille poker hører måske mere til den urealistiske og tåbelige del af plottet, men det gør nu filmen ganske underholdende, at kampen mod de to foregår over et pokerbord fremfor på en undersøisk base med 100 bevæbnede vagter som cannon fodder.
Bond og Le Chiffre kommer forholdsvis hurtigt ansigt til ansigt, og manuskriptet giver skuespillerne noget rum til at tilføje nuancer til deres karakterer oveni al hurlumhejet med de hurtige biler og cool macho-måder at håndtere smerte på.
Mads Mikkelsen gør det godt som Le Chiffre, men det er i høj grad, fordi manuskriptet giver ham lov til at have andre karaktertræk end et klamt smil. Craig gør det virkelig godt som Bond, og for en gang skyld er der noget, der ligner en reel karakterudvikling og nogle antydninger af menneskelighed. Den menneskelighed får han i høj grad i kraft af samspillet med Bond-baben Vesper Lynd (Eva Green), der lige som de fleste andre karakterer i filmen er mere end blot en Bond-babe. Filmen har i starten en brug-og-smid-væk Bond-babe, men Vesper Lynd er en karakter med en kompleksitet og en baggrund, der måske ikke er videre originalt udtænkt, men den er godt spillet.
Lækkert at se en Bond-film, der tør prioritere karakterer frem for tju-bang. Som en omgang ren og skær eskapistisk action-underholdning er det noget af det bedste Hollywood har haft at byde på længe.
Der er skam også nogle enkelte dingenoter med i dette reboot af franchiset, men oveni hatten er der også en hel del råstyrke. Filmen åbner brutal og blodig kamp på et herretoilet, hvor Bond klarer sig mere med slag, der gør ondt, snarere end med stiliseret action-ballet på en eller anden high tech u-båd med fem atombomber klar til at springe, hvis man trykker på den forkerte disco-belyste knap. Der er med andre ord skruet ned for den stærke campy ironi, og der er skruet mere op for mørket og realismen i Bonds nye verden. Der er ganske vist stadig en hel del camp og larger than life-settings, men ikke voldsomt meget larger than life og ikke voldsomt meget camp i forhold til tidligere film.
Eftersigende så ligger filmens univers, Bond-figur og historie tættere op ad Ian Flemmings roman end mange af de tidligere film. Bond efterforsker en terrorist-gruppe, der er finansieret af den skumle, klamme Le Chiffre (Mads Mikkelsen). Le Chiffre har investeret imod et flyselskab, der ser ud til at få fremgang. Til gengæld har han også investeret i en bombe på vej imod flyselskabet nyeste prototype, så det ser ud til at Le Chiffre nok skal tjene sine penge hjem igen. Indtil Bond begynder at blande sig. Le Chiffre er derfor på skideren, så han afholder et kæmpe poker-spil i Monaco, hvor gevinsten er flere hundrede millioner dollars. At England vælger at sende Bond til at spille poker hører måske mere til den urealistiske og tåbelige del af plottet, men det gør nu filmen ganske underholdende, at kampen mod de to foregår over et pokerbord fremfor på en undersøisk base med 100 bevæbnede vagter som cannon fodder.
Bond og Le Chiffre kommer forholdsvis hurtigt ansigt til ansigt, og manuskriptet giver skuespillerne noget rum til at tilføje nuancer til deres karakterer oveni al hurlumhejet med de hurtige biler og cool macho-måder at håndtere smerte på.
Mads Mikkelsen gør det godt som Le Chiffre, men det er i høj grad, fordi manuskriptet giver ham lov til at have andre karaktertræk end et klamt smil. Craig gør det virkelig godt som Bond, og for en gang skyld er der noget, der ligner en reel karakterudvikling og nogle antydninger af menneskelighed. Den menneskelighed får han i høj grad i kraft af samspillet med Bond-baben Vesper Lynd (Eva Green), der lige som de fleste andre karakterer i filmen er mere end blot en Bond-babe. Filmen har i starten en brug-og-smid-væk Bond-babe, men Vesper Lynd er en karakter med en kompleksitet og en baggrund, der måske ikke er videre originalt udtænkt, men den er godt spillet.
Lækkert at se en Bond-film, der tør prioritere karakterer frem for tju-bang. Som en omgang ren og skær eskapistisk action-underholdning er det noget af det bedste Hollywood har haft at byde på længe.
04/12-2006
