En Duft Af Kvinde, En Stank Af Råddenskab
4.0
Tyske Tykwer fik i 1998 sit store gennembrud på den europæiske filmscene med den hyperkinetiske og originale ”Lola Rennt”. En film der var noget mere minimalistisk i dens filmiske udtryk, end den sælsomme historie han her har givet sig i kast med.
Romanen bag filmen (som jeg aldrig har læst) er skrevet af den tyske forfatter Patrick Süskind, der i mange år angiveligt har tøvet meget med at ville sælge rettighederne til en filmatisering. En filmatisering som det siges at instruktører lige fra Stanley Kubrick til Martin Scorsese skulle have haft en interesse i, men alle fundet umuligt at yde retfærdighed. Om dette er lykkes Tykwer skal jeg naturligvis ikke bedømme. Men isoleret set fungerer den som filmisk fortælling om søgen efter en kærlighed vor hovedperson, flot spillet af den i brede kredse ukendte Whishaw, ikke kender til, godt.
Den originale og forunderlige historie om barnet Jean-Baptiste Grenouille der svigtes fra fødselen af og op igennem barndommen aldrig oplever kærligheden, med ved hjælp af en overnaturligt veludviklet lugtesans prøver at indfange essensen af skønhed i en duft og i sin manglende forståelse for at det er kærligheden han søger, uden at vide hvad denne består af gør sig til morder, er både barsk, smuk og tragisk.
Tykwer viser som i andre af sine film, at han er en mester i at skildre en fortælling i æstetiske og stemningsmættede billeder, hvor svær den end må forekomme, så den både bliver gribende og vedkommende, mens han også formår at gøre den regulært spændende på en måde, så man helt kan glemme at her slet ikke er tale om en thriller. Ja selv i en scene hvor der ikke i sig selv er indbygget spænding, som da Jean-Baptiste skal overbevise parfumemageren Baldini, spillet herligt krukket af Hoffman, om at han kan lave en perfekt duft på rekordtid, evner Tykwer at bruge de filmtekniske virkemidler så godt, at det bliver nervepirrende.
Men ellers er det i bund og grund en film hvis tematik er omsorgssvigt, pakket ind som en ejendommelig beretning og momentvis thriller, men det fungerer.
Desværre hiver klimaks og slutningen ned på helhedsindtrykket. Jeg måtte i hvert fald trække lidt rigeligt på smilebåndet her, da jeg følte at Tykwer smurte for tykt på til at man kunne tage det så seriøst som det sikkert har været tænkt. Det skal alligevel ikke tage fra filmen at den på flere planer er umådeligt vellykket og ikke kun på indholdssiden. Scenografisk er den nemlig også imponerende. Hvert en scene besidder en detaljerigdom, hvor et formidabelt design af både kostumer og miljø skaber en film, der sammen med de henholdsvis obskure og episk smukke billeder og den elegante musik skaber et værk der lader sig ses, og som man næsten tror man kan dufte.
Romanen bag filmen (som jeg aldrig har læst) er skrevet af den tyske forfatter Patrick Süskind, der i mange år angiveligt har tøvet meget med at ville sælge rettighederne til en filmatisering. En filmatisering som det siges at instruktører lige fra Stanley Kubrick til Martin Scorsese skulle have haft en interesse i, men alle fundet umuligt at yde retfærdighed. Om dette er lykkes Tykwer skal jeg naturligvis ikke bedømme. Men isoleret set fungerer den som filmisk fortælling om søgen efter en kærlighed vor hovedperson, flot spillet af den i brede kredse ukendte Whishaw, ikke kender til, godt.
Den originale og forunderlige historie om barnet Jean-Baptiste Grenouille der svigtes fra fødselen af og op igennem barndommen aldrig oplever kærligheden, med ved hjælp af en overnaturligt veludviklet lugtesans prøver at indfange essensen af skønhed i en duft og i sin manglende forståelse for at det er kærligheden han søger, uden at vide hvad denne består af gør sig til morder, er både barsk, smuk og tragisk.
Tykwer viser som i andre af sine film, at han er en mester i at skildre en fortælling i æstetiske og stemningsmættede billeder, hvor svær den end må forekomme, så den både bliver gribende og vedkommende, mens han også formår at gøre den regulært spændende på en måde, så man helt kan glemme at her slet ikke er tale om en thriller. Ja selv i en scene hvor der ikke i sig selv er indbygget spænding, som da Jean-Baptiste skal overbevise parfumemageren Baldini, spillet herligt krukket af Hoffman, om at han kan lave en perfekt duft på rekordtid, evner Tykwer at bruge de filmtekniske virkemidler så godt, at det bliver nervepirrende.
Men ellers er det i bund og grund en film hvis tematik er omsorgssvigt, pakket ind som en ejendommelig beretning og momentvis thriller, men det fungerer.
Desværre hiver klimaks og slutningen ned på helhedsindtrykket. Jeg måtte i hvert fald trække lidt rigeligt på smilebåndet her, da jeg følte at Tykwer smurte for tykt på til at man kunne tage det så seriøst som det sikkert har været tænkt. Det skal alligevel ikke tage fra filmen at den på flere planer er umådeligt vellykket og ikke kun på indholdssiden. Scenografisk er den nemlig også imponerende. Hvert en scene besidder en detaljerigdom, hvor et formidabelt design af både kostumer og miljø skaber en film, der sammen med de henholdsvis obskure og episk smukke billeder og den elegante musik skaber et værk der lader sig ses, og som man næsten tror man kan dufte.
05/12-2006
