Smuk og smertefuld krig iklædt et trivielt drama
4.0
I Clint Eastwoods nyeste skud på instruktørstammen forstørres skalaen fra det nære drama i de fremragende Mystric River og Million Dollar Baby til den episke storfilm, da Clinten sætter spot på slaget på Iwo Jima eller rettere på det verdenskendte fotografi, som blev taget, da amerikanerne satte deres flag op på øens bjergtop.
Flag of our Fathers bindes sammen af tre tråde, hvor især to fylder de 132 min ud. Selve fortællingen om slaget og krigshandlingerne ved Iwo Jima, samt de nyudråbte heltes hjemkomst til staterne efter deres mere eller mindre tilfældige tilstedeværelse på det omtalte fotografi. Disse to tråde krydsklippes på glimrende vis igennem hele filmen, mens vi i små klip ser filmens tredje tråd klippet ind primært i slutningen, hvor den ene af de tre overlevende soldaters søn forfølger historien og danner en ramme om hele filmen.
Filmen starter ud med selve landgangen på Iwo Jima og parallellerne til landgangen i Saving Private Ryan er mange og åbenlyse. Der bruges samme håndholdte kamerateknik, så publikum kommer helt tæt på, og det imponerende lydspor buldrer løs fra alle sider. Slaget her er dog næsten endnu mere imponerede end den 20 min. lange landgang i SPR. Panoreringerne er utroligt flotte, brutaliteten er stor, kampene og eksplotionerne nærværende, så Clinten formår virkelig at sætte trumf på i hans udgave af "krig er helvede på jord". Filmen igennem er sekvenserne fra Iwo Jima klart filmens styrke, og det er i disse sekvenser at en vis spænding etableres.
Af ovenstående følger også, at filmens anden store tråd, og vel faktisk den som er filmens kerne, ikke er så vellykket. Hele skildringen af de tre ufrivillige heltes hjemkomst, deltagelse i en kynisk krigsfinansieringskampagne og ikke mindst deres modvilje mod og besvær med at blive behandlet som helte udlægges, som filmens dramatiske højdepunkt, idet det menneskelige drama får mere spilletid end selve krigshandlingerne. På trods af ønsket om en stor karaktermæssig dybde, synes jeg ikke, at Hr. Eastwood stik mod forventning med hans seneste film i ærindringen formår at få publikum ind under huden på de tre hjemvendte soldater. De samme pointer og virkermidler gentages flere gange, men denne del af historien blev for mig aldrig særlig vedkommende og gribende.
Det sidste og absolut mindste ben på filmtaburetten med et nutidigt fokus på krigens tre "helte" som gamle veteraner er alligevel det mindst vellykkede. Disse sekvenser er tydeligt inspireret af de ellers meget seværdige indslag i starten og slutningen af hver afsnit af HBOs eminente Band of Brothers. Her bliver det simpelthen for sentimentalt og påklistret for min smag, da der næsten går hvem-elsker-hvem-højest i den til sidst.
Skuespillerne i de tre hovedroller gør det ganske glimrende, og jeg tilskriver det mere manuskriptet end mindre godt skuespil, at den dramaturiske mission ikke lykkes til fulde.
Alt i alt er Flag of our Fathers dog ikke på noget tidspunkt kedeligt, den er bare ikke så god som forventet. Krigssekvenserne er helt i særklasse, og er for sig selv til 6/6, men når to ud af tre sideløbende historier ikke lykkes til meget over middel, trækker det kraftig ned. Måske er min dom for hård, fordi jeg havde forventet mere af en instruktør med Clintens bagkatalog, og måske vinder den ved gensyn, men i første omgang må denne episke storfilm nøjes med 4/6 stjerner.
Flag of our Fathers bindes sammen af tre tråde, hvor især to fylder de 132 min ud. Selve fortællingen om slaget og krigshandlingerne ved Iwo Jima, samt de nyudråbte heltes hjemkomst til staterne efter deres mere eller mindre tilfældige tilstedeværelse på det omtalte fotografi. Disse to tråde krydsklippes på glimrende vis igennem hele filmen, mens vi i små klip ser filmens tredje tråd klippet ind primært i slutningen, hvor den ene af de tre overlevende soldaters søn forfølger historien og danner en ramme om hele filmen.
Filmen starter ud med selve landgangen på Iwo Jima og parallellerne til landgangen i Saving Private Ryan er mange og åbenlyse. Der bruges samme håndholdte kamerateknik, så publikum kommer helt tæt på, og det imponerende lydspor buldrer løs fra alle sider. Slaget her er dog næsten endnu mere imponerede end den 20 min. lange landgang i SPR. Panoreringerne er utroligt flotte, brutaliteten er stor, kampene og eksplotionerne nærværende, så Clinten formår virkelig at sætte trumf på i hans udgave af "krig er helvede på jord". Filmen igennem er sekvenserne fra Iwo Jima klart filmens styrke, og det er i disse sekvenser at en vis spænding etableres.
Af ovenstående følger også, at filmens anden store tråd, og vel faktisk den som er filmens kerne, ikke er så vellykket. Hele skildringen af de tre ufrivillige heltes hjemkomst, deltagelse i en kynisk krigsfinansieringskampagne og ikke mindst deres modvilje mod og besvær med at blive behandlet som helte udlægges, som filmens dramatiske højdepunkt, idet det menneskelige drama får mere spilletid end selve krigshandlingerne. På trods af ønsket om en stor karaktermæssig dybde, synes jeg ikke, at Hr. Eastwood stik mod forventning med hans seneste film i ærindringen formår at få publikum ind under huden på de tre hjemvendte soldater. De samme pointer og virkermidler gentages flere gange, men denne del af historien blev for mig aldrig særlig vedkommende og gribende.
Det sidste og absolut mindste ben på filmtaburetten med et nutidigt fokus på krigens tre "helte" som gamle veteraner er alligevel det mindst vellykkede. Disse sekvenser er tydeligt inspireret af de ellers meget seværdige indslag i starten og slutningen af hver afsnit af HBOs eminente Band of Brothers. Her bliver det simpelthen for sentimentalt og påklistret for min smag, da der næsten går hvem-elsker-hvem-højest i den til sidst.
Skuespillerne i de tre hovedroller gør det ganske glimrende, og jeg tilskriver det mere manuskriptet end mindre godt skuespil, at den dramaturiske mission ikke lykkes til fulde.
Alt i alt er Flag of our Fathers dog ikke på noget tidspunkt kedeligt, den er bare ikke så god som forventet. Krigssekvenserne er helt i særklasse, og er for sig selv til 6/6, men når to ud af tre sideløbende historier ikke lykkes til meget over middel, trækker det kraftig ned. Måske er min dom for hård, fordi jeg havde forventet mere af en instruktør med Clintens bagkatalog, og måske vinder den ved gensyn, men i første omgang må denne episke storfilm nøjes med 4/6 stjerner.
05/12-2006
