Modbydelig velsmurt motorsavsremake
5.0
Efter for nyligt at have set "TCM The Beginning" måtte jeg for gud ved hvilken gang gense Marcus Nispels tempofyldte og visuelt imponerende remake fra 2003 af Tope Hoopers originale Texas Chainsaw Massacre fra 1974.
En sammenligning af de to film er ikke rimelig, idet de nok fortæller samme historie, men vælger forskellige virkemidler og forskellige visuelle udtryk.
Marcus Nispels remake er ondt og modbydeligt og en stak af død og rådenskab klæber til filmen fra første sekund, hvor vi introduceres til massakren via et dokumentarisk indslag, som jeg filmtektisk finder ganske glimrende og effektivt. Intensiteten af den ubehagelige stemning stiger igennem hele filmen indtil den når et modbydeligt uudholdeligt niveua, hvor rædslen og den åbenlyse terror brænder i øjene på en. Denne stemning er genialt skabt gennem hele filmen først ved den stakkels piges selvmord, det første glip af Leatherface, hvor han dukker op af intetheden og smadrer en hammer i hovedet på en af vores unge "helte" til rundturen i helvedes forgård, nemlig familien Hewitts kælder, hvor rådne lig, kødkroge, udrevne øjne samt selvfølgelig den ikoniske motorsav gør, at man næsten kan lugte død sive ud af lærredet. Dette er måske ikke specielt revolutionerende virkemidler, men det virker til UG.
Filmen er utrolig rå og brutal og slår visuelt på, at vise volden og nedslagtninger helt eksplicit. Dette skaber en anden form for skræmmende horror end mange samtidige og forudgående horrorfilm. Det er sadismen, ubehagen og rædsel, der er i højsædet frem for uhyggen og frygt. Filmen er skam også uhyggelig, men missionen er snarere, at publikum skal væmmes og skrige af rædsel end at de skal frygte "mørket" og være bange. Leatherface hverken sniger sig frem eller gemmer sig. Han smadrer igennem alt på sin vej og nedslagter det, som måtte komme i vejen for den toptunede og blodindsmurte motorsav.
Den onde stemning bliver hjulpet godt på vej af en ualmindelig flot billedeside. Det kan næppe overraske, når produceren hedder Michael Bay, men det er alligevel en sjældenhed at se en så flot og velproduceret gyser. Det er en sand fornøjelse filmen igennem.
På skuespillersiden falder især to præstationer i øjene. R. Lee Ermey gentager med god vilje sin mavesure og ondskabsfulde rolle fra Full Metal Jacket, som øger underholdningsværdien betydeligt. Jessica Biel er igennem hele filmen en fryd for øjet, selv når hendes ansigt skriger af rædsel og hun er sølet ind i blod. At hun ikke ligger i den mindre tiltrækkende ende af skalaen har tydeligvis heller ikke gået Marcus Nispel og hans fotografs næse forbi, da kameraet forguder hendes krop. Dette er dog ikke på nogen måder nødvendigt for at lægge mærke til hende, da hun faktisk leverer en gedin og troværdig skuespillerindsats. Man tror filmen igennem på hendes vrede, rædsel og beslutsomhed.
Alt i alt er Texas Chainsaw Massacre anno 2003 en overraskende vellykket horrorfilm og en af de bedste jeg på det tidspunkt havde set i årevis. Dens høje tempo, eksplicitte brutalitet og egen fortolkning af myten om Leatherface med respekt for originalen går rent ind hos undertegnet, som i nærværende anmeldelse har valgt at fokuserer på de mange plusser fremfor de få minusser, som der trods alt også er.
5 afskårne lemmer til en topunderholdende opdatering af Leatherface og co.
En sammenligning af de to film er ikke rimelig, idet de nok fortæller samme historie, men vælger forskellige virkemidler og forskellige visuelle udtryk.
Marcus Nispels remake er ondt og modbydeligt og en stak af død og rådenskab klæber til filmen fra første sekund, hvor vi introduceres til massakren via et dokumentarisk indslag, som jeg filmtektisk finder ganske glimrende og effektivt. Intensiteten af den ubehagelige stemning stiger igennem hele filmen indtil den når et modbydeligt uudholdeligt niveua, hvor rædslen og den åbenlyse terror brænder i øjene på en. Denne stemning er genialt skabt gennem hele filmen først ved den stakkels piges selvmord, det første glip af Leatherface, hvor han dukker op af intetheden og smadrer en hammer i hovedet på en af vores unge "helte" til rundturen i helvedes forgård, nemlig familien Hewitts kælder, hvor rådne lig, kødkroge, udrevne øjne samt selvfølgelig den ikoniske motorsav gør, at man næsten kan lugte død sive ud af lærredet. Dette er måske ikke specielt revolutionerende virkemidler, men det virker til UG.
Filmen er utrolig rå og brutal og slår visuelt på, at vise volden og nedslagtninger helt eksplicit. Dette skaber en anden form for skræmmende horror end mange samtidige og forudgående horrorfilm. Det er sadismen, ubehagen og rædsel, der er i højsædet frem for uhyggen og frygt. Filmen er skam også uhyggelig, men missionen er snarere, at publikum skal væmmes og skrige af rædsel end at de skal frygte "mørket" og være bange. Leatherface hverken sniger sig frem eller gemmer sig. Han smadrer igennem alt på sin vej og nedslagter det, som måtte komme i vejen for den toptunede og blodindsmurte motorsav.
Den onde stemning bliver hjulpet godt på vej af en ualmindelig flot billedeside. Det kan næppe overraske, når produceren hedder Michael Bay, men det er alligevel en sjældenhed at se en så flot og velproduceret gyser. Det er en sand fornøjelse filmen igennem.
På skuespillersiden falder især to præstationer i øjene. R. Lee Ermey gentager med god vilje sin mavesure og ondskabsfulde rolle fra Full Metal Jacket, som øger underholdningsværdien betydeligt. Jessica Biel er igennem hele filmen en fryd for øjet, selv når hendes ansigt skriger af rædsel og hun er sølet ind i blod. At hun ikke ligger i den mindre tiltrækkende ende af skalaen har tydeligvis heller ikke gået Marcus Nispel og hans fotografs næse forbi, da kameraet forguder hendes krop. Dette er dog ikke på nogen måder nødvendigt for at lægge mærke til hende, da hun faktisk leverer en gedin og troværdig skuespillerindsats. Man tror filmen igennem på hendes vrede, rædsel og beslutsomhed.
Alt i alt er Texas Chainsaw Massacre anno 2003 en overraskende vellykket horrorfilm og en af de bedste jeg på det tidspunkt havde set i årevis. Dens høje tempo, eksplicitte brutalitet og egen fortolkning af myten om Leatherface med respekt for originalen går rent ind hos undertegnet, som i nærværende anmeldelse har valgt at fokuserer på de mange plusser fremfor de få minusser, som der trods alt også er.
5 afskårne lemmer til en topunderholdende opdatering af Leatherface og co.
06/12-2006
