Superman i forklædning
3.0
Det var næsten for godt til at være sandt. Mens rulleteksterne kørte over skærmen, til tonerne af Rage Against The Machines’ ultra-coole ”Wake Up”, pumpede vildfarne og løbske tanker rundt i hovedet. ”The Matrix” sprang i 1999 alle rammer for moderne action-kreationer, og gjorde brug af filmteknik og konspirationsteorier i et forunderligt og fantastisk resultat. Og det var naturligvis for godt til at kunne være sandt, at instruktørerne Andy og Larry Wachowski samt pengemarkedets 2’er elite kunne holde nallerne fra en fortsættelse. Her står man med efterfølgeren ”The Matrix Reloaded”, og kan blot slå ud med armene i afmagt. Hollywood har gjort det igen.
”Reloaded” træder til hvor 1’eren sluttede. Den viderebygger, udvikler, forvandler og forstørre, uden på nogen måde at gøre sin forgænger kunsten efter. Tvært imod snubler brødrene Wachowski over deres egen ihærdighed efter at fordoble sin fortælling i alle førnævnte henseender. Lidende under den fejl står først og fremmest Neo, der har fået tildelt de superkræfter vi i ”The Matrix” blot fik et glimt af. Tilmed kan han flyve, og hans overordnede uovervindelighed fastslås i en række sanseløse kampe, hvor Neo nedlægger alt fra en asiatisk kampsportsmester til en mangfoldig skare Agent Smith-kloner med en uoverarbejdet lillefinger.
Matrix-universet svælger i ”Reloaded” rundt i det ene stykke underlægningsmusik mere malplaceret end det andet. I de menneskelige stunder står den på en kedelig og uvarieret score, mens den i sin actionmæssige fremdrift ruller et helt kavaleri frem af poppede og højrøstede tekno-toner. Selvom Andy og Larry Wachowski’s effektfyrværkeri er imponerende og i den absolutte filmtekniske top, er de grundlæggende elementer simpelthen end kende for tyndt udført. Spændingsopbygning er der stort set ingen af - deraf heller ingen rigtig indlevelse. Man ser frådende til når Trinity i lækker slowmotion fletter sig baglæns ud gennem et glassplintrende vindue fra 20. etage som en roterende pil, når samme Trinity i topfart styrter gennem en motorvej og undviger biler i modkørende retning, og når Neo atter engang bryder tyngdekraftens love i en skinnende smuk palæ-hall, men spændende bliver ”Reloaded” aldrig. Dertil er den for hjerteløst lækker.
Det ene øjeblik er “The Matrix Reloaded” håbløst kedelig, det andet er den et formidabelt action-buldrende overflødighedsorgie. Wachowski-brødrene finder aldrig den balance de førhen mestrede, den der udforskede sindet, drev fortællingen og gjorde ”The Matrix” til en vaskeægte nyklassiker. ”Reloaded” er derfor blot en krølle på en ellers spejlglat hale.
”Reloaded” træder til hvor 1’eren sluttede. Den viderebygger, udvikler, forvandler og forstørre, uden på nogen måde at gøre sin forgænger kunsten efter. Tvært imod snubler brødrene Wachowski over deres egen ihærdighed efter at fordoble sin fortælling i alle førnævnte henseender. Lidende under den fejl står først og fremmest Neo, der har fået tildelt de superkræfter vi i ”The Matrix” blot fik et glimt af. Tilmed kan han flyve, og hans overordnede uovervindelighed fastslås i en række sanseløse kampe, hvor Neo nedlægger alt fra en asiatisk kampsportsmester til en mangfoldig skare Agent Smith-kloner med en uoverarbejdet lillefinger.
Matrix-universet svælger i ”Reloaded” rundt i det ene stykke underlægningsmusik mere malplaceret end det andet. I de menneskelige stunder står den på en kedelig og uvarieret score, mens den i sin actionmæssige fremdrift ruller et helt kavaleri frem af poppede og højrøstede tekno-toner. Selvom Andy og Larry Wachowski’s effektfyrværkeri er imponerende og i den absolutte filmtekniske top, er de grundlæggende elementer simpelthen end kende for tyndt udført. Spændingsopbygning er der stort set ingen af - deraf heller ingen rigtig indlevelse. Man ser frådende til når Trinity i lækker slowmotion fletter sig baglæns ud gennem et glassplintrende vindue fra 20. etage som en roterende pil, når samme Trinity i topfart styrter gennem en motorvej og undviger biler i modkørende retning, og når Neo atter engang bryder tyngdekraftens love i en skinnende smuk palæ-hall, men spændende bliver ”Reloaded” aldrig. Dertil er den for hjerteløst lækker.
Det ene øjeblik er “The Matrix Reloaded” håbløst kedelig, det andet er den et formidabelt action-buldrende overflødighedsorgie. Wachowski-brødrene finder aldrig den balance de førhen mestrede, den der udforskede sindet, drev fortællingen og gjorde ”The Matrix” til en vaskeægte nyklassiker. ”Reloaded” er derfor blot en krølle på en ellers spejlglat hale.
08/12-2006
