Fra intens thriller til hardcore horror
5.0
Som horrorfan er man virkelig blevet forkælet det seneste års tid. Sæsonen har budt på fremragende film i genren så som Saw 2, Wolf Creek, The Descent, The Hills Have Eyes, Hostel og The Texas Chainsaw Massacre The beginning.
Fælles for de fleste af disse film er, at tonen er rå og brutal, og volden er eksplicit og in your face. Den selvironiske distance, som prægede mange af 90'ernes gyserfilm som fx Scream er lagt på hylden. Nu skal folk opleve ægte rædsel og ikke kun gyse, kvalmen skal indfinde sig og blodet flyde i en modbydelig strøm. Rå og brutal horror er blevet mere accepteret og mainstream. Ikke forstået således, at filmene er blevet mindre blodige og brutale, nærmere modsat. Forstået på den måde at der pumpes langt flere penge i filmene end tidligere, produktionen og kvaliteten er stigende (to af årets bedste The Descent og Wolf Creek er dog lavet for relativt få penge) og ikke mindst, så får de lov til at blive vist i biografen.
Horrorsæsonen sluttes så af med Saw 3, som jeg havde lidt bange anelser for, da den er på banen allerede under ét år efter 2'eren og kunne virke som et samlebåndsarbejde, men mine bange anelser blev gjort til skamme.
Hvor Saw var en intens thriller med visse horrorelementer og en suveræn og modbydelig twistslutning, så er Saw 3 helt igennem hardcore horror, hvor splatterniveauet er hævet noget så grusomt i forhold til 2'eren, som allerede lå noget højere på blodbarometeret end den første film.
Vi får stadig Jigsaw i centrum for begivenheder, endnu mere eksplicit end i de to første film, som en puppetmaster, der fører sine dukker rundt i et særdeles sadistisk teater, hvor den ene mere klamme dødsfælde end den anden skal overvindes og overleves.
Hvor det afsluttende twistplot måske er det svageste af plottene i de tre film - dog stadig overrumplende og fedt lavet - så er dødsfælderne og det generelle horrorniveau hævet betragteligt. Hvis Jigsaws små spil i 1'eren og 2'eren kan kaldes ubehagelige og syge, så er de i 3'eren direkte sindsyge og sadistiske på et niveau, hvor selv Pinhead (her tænkes på figuren fra Hellraiser og ikke Scopebrugeren) ville få bøvl med maven. Et er også at fælderne er blevet mere dødbringende, noget andet er, at vi som publikum får lov at se mere af modbydelighederne end tidligere. Knogler brækkes, hoveder og kroppe eksploderes og i filmens mest udfordrende scene saves og bores direkte ned i hjerneskallen, mens blodet sprøgter til alle side og fokus holdes direkte ned i herlighederne.
Flere i biografsalen udvandrerende undervejs, og havde man forventet en film ala den første Saw eller bare den anden film i rækken uden at være decideret horrorfreak, kan jeg til dels forstå hvorfor. Undertegnet slugte filmen råt, men de eksplicitte og meget brutale scener er virkelig noget af det mest ubehagelige længe set på film, så enten har det simpelthen være for ulækkert for folk eller også når det bare en grænse, hvor det ikke længere kan tages seriøst, hvis man ikke ikke normalt er til horror og splat.
Skuespillerpræstationerne er generelt hævet i forhold til seriens første to film, hvor jeg især synes, at det var lidt en hæmsko i den første film. Tobin Bell gør det glimrende som udspekuleret skurk og ryger snart ind i den eksklusive bøhmandsklub sammen med Michael Meyers, Freddy, Jason, Leatherface og andre. Også filmens andre skuespillere leverer troværdige præstationer, selvom mange af dem blot agerer slagtekvæg. Shawnee Smith, hvis rolle som Amanda er vokset fra film til film, får dog nok ingen Oscar i denne omgang.
Ligesom jeg troede, at film taget op i de danske biografer ikke kunne blive meget mere voldige, brutale og onde i sulet, så bryder Saw 3 grænserne for, hvad man vælger at vise for et mainstreampublikum. Jeg var topunderholdt, men den nye hardcore horror stil gør, at mange af de folk, som kunne være med i 1'eren og tildels 2'eren simpelthen står af. Filmen er stadig intens og med et fedt plot, som bærer spændingen undervejs, mens splatterfaktoren er ganget med noget nær 50 siden den første film.
Hurra for en horrorserie, hvor filmene nærmest bliver bedre fra film til film, og hurra for at pengemændene bag tør gå linen ud og gøre et så bredt anderkendt franchise så markabert.
Horrorsæsonen går på hæld og aldrig før har den været så brutal, ond, modbydelig og ikke mindst underholdende som i 2006.
Fælles for de fleste af disse film er, at tonen er rå og brutal, og volden er eksplicit og in your face. Den selvironiske distance, som prægede mange af 90'ernes gyserfilm som fx Scream er lagt på hylden. Nu skal folk opleve ægte rædsel og ikke kun gyse, kvalmen skal indfinde sig og blodet flyde i en modbydelig strøm. Rå og brutal horror er blevet mere accepteret og mainstream. Ikke forstået således, at filmene er blevet mindre blodige og brutale, nærmere modsat. Forstået på den måde at der pumpes langt flere penge i filmene end tidligere, produktionen og kvaliteten er stigende (to af årets bedste The Descent og Wolf Creek er dog lavet for relativt få penge) og ikke mindst, så får de lov til at blive vist i biografen.
Horrorsæsonen sluttes så af med Saw 3, som jeg havde lidt bange anelser for, da den er på banen allerede under ét år efter 2'eren og kunne virke som et samlebåndsarbejde, men mine bange anelser blev gjort til skamme.
Hvor Saw var en intens thriller med visse horrorelementer og en suveræn og modbydelig twistslutning, så er Saw 3 helt igennem hardcore horror, hvor splatterniveauet er hævet noget så grusomt i forhold til 2'eren, som allerede lå noget højere på blodbarometeret end den første film.
Vi får stadig Jigsaw i centrum for begivenheder, endnu mere eksplicit end i de to første film, som en puppetmaster, der fører sine dukker rundt i et særdeles sadistisk teater, hvor den ene mere klamme dødsfælde end den anden skal overvindes og overleves.
Hvor det afsluttende twistplot måske er det svageste af plottene i de tre film - dog stadig overrumplende og fedt lavet - så er dødsfælderne og det generelle horrorniveau hævet betragteligt. Hvis Jigsaws små spil i 1'eren og 2'eren kan kaldes ubehagelige og syge, så er de i 3'eren direkte sindsyge og sadistiske på et niveau, hvor selv Pinhead (her tænkes på figuren fra Hellraiser og ikke Scopebrugeren) ville få bøvl med maven. Et er også at fælderne er blevet mere dødbringende, noget andet er, at vi som publikum får lov at se mere af modbydelighederne end tidligere. Knogler brækkes, hoveder og kroppe eksploderes og i filmens mest udfordrende scene saves og bores direkte ned i hjerneskallen, mens blodet sprøgter til alle side og fokus holdes direkte ned i herlighederne.
Flere i biografsalen udvandrerende undervejs, og havde man forventet en film ala den første Saw eller bare den anden film i rækken uden at være decideret horrorfreak, kan jeg til dels forstå hvorfor. Undertegnet slugte filmen råt, men de eksplicitte og meget brutale scener er virkelig noget af det mest ubehagelige længe set på film, så enten har det simpelthen være for ulækkert for folk eller også når det bare en grænse, hvor det ikke længere kan tages seriøst, hvis man ikke ikke normalt er til horror og splat.
Skuespillerpræstationerne er generelt hævet i forhold til seriens første to film, hvor jeg især synes, at det var lidt en hæmsko i den første film. Tobin Bell gør det glimrende som udspekuleret skurk og ryger snart ind i den eksklusive bøhmandsklub sammen med Michael Meyers, Freddy, Jason, Leatherface og andre. Også filmens andre skuespillere leverer troværdige præstationer, selvom mange af dem blot agerer slagtekvæg. Shawnee Smith, hvis rolle som Amanda er vokset fra film til film, får dog nok ingen Oscar i denne omgang.
Ligesom jeg troede, at film taget op i de danske biografer ikke kunne blive meget mere voldige, brutale og onde i sulet, så bryder Saw 3 grænserne for, hvad man vælger at vise for et mainstreampublikum. Jeg var topunderholdt, men den nye hardcore horror stil gør, at mange af de folk, som kunne være med i 1'eren og tildels 2'eren simpelthen står af. Filmen er stadig intens og med et fedt plot, som bærer spændingen undervejs, mens splatterfaktoren er ganget med noget nær 50 siden den første film.
Hurra for en horrorserie, hvor filmene nærmest bliver bedre fra film til film, og hurra for at pengemændene bag tør gå linen ud og gøre et så bredt anderkendt franchise så markabert.
Horrorsæsonen går på hæld og aldrig før har den været så brutal, ond, modbydelig og ikke mindst underholdende som i 2006.
10/12-2006
