Soleklart mesterværk
6.0
En gang imellem, midt i overfloden af kommercielt fremstillede, publikumsbehagende produktioner, stikker en film frem fra mængden. En film der vitterlig ikke ligner nogen anden. En film så gennemført nytænkende at man knap tror sine egne øjne. Netop en sådan film er ”Evigt solskin i et pletfrit sind” - en film af den sjældne slags man formodede at filmverdenen var løbet tør for. Og det er bare med at rage til sig af fantasien, fortællerækkefølgens uregerlige styrtdyk og den drillende tone af forvrængede stemninger der beriger hvert et sekund af ”Evigt Solskin i et pletfrit sind”. Det er nemlig uhyggeligt sjældent at man oplever en så kompleks genreblanding.
Filmen er en beretning om kærlighed mellem mennesker, men hvor velkendt formlen end må lyde, er netop kærlighed sjældent set behandlet så overdådigt på film. Og det med en fortælling der fastholder sin kernes glød, samtidig med at flikflakke rundt mellem nutid, fortid, her og der, og filmmediets uendelige muligheder. ”Evigt solskin i et pletfrit sind” er et værk, hvor simpelthen alle tråde væves op i en højere enhed. Hvor historien til at starte med synes splintret i tusind stykker, og hvor det blot er en fryd at samle brikkerne til en mere og mere lovende helhed. Ligesom det lidt efter lidt går op for én, at man sammenstykker en film af de absolut bedste siden årtusindskiftet - hvis ikke en af de bedste nogensinde.
Joel og Clementine, formidabelt spillet af Jim Carrey og Kate Winslet, finder sammen som to komplette modstykker af hinanden. Joel er lidt af et kedeligt rutinemenneske, hvorimod den impulsive Clementine skifter livsstil som hun skifter hårfarve - altså ofte. En dag står Joel op og tager fuldkommen ud i det blå toget til Montauk. ”Hvorfor Montauk?”, må første puslespilsbrik være. På sit usandsynlig tynde grundlag møder hans blik Clementines. En pige der oser af al den spontanitet og farverig lyst, Joel mangler i sit liv. Kort efter er de to faldet i snak om hun mon ikke har set ham før? Endnu en brik at pusle med, men mest er alt danner hele tilfældigheden et stort spørgsmål om skæbnens medvirken. Allerede i den 11-12 minutter lange introsekvens har manuskriptforfatteren Charlie Kaufman fået hoved til at flagre løs af tanker, og forud venter en rebus-fortælling af mest sindrig slags.
Instruktøren Michel Gondrys bearbejdelse med filmens udtryk strækker sig lige fra dogmenære håndholdte optagelser, til hans vilde, visuelle og effektmæssige akrobatik. En mageløs bedrift af en mand, der lige akkurat ved hvor grænsen går mellem det ægte og det fantastiske, og en mand der aldrig drukner sin film i stil, men derimod gør stilen en del af filmen. Bedst af alt er Gondrys og Kaufmans samarbejde et soleklart bevis på, at nytænkning ikke nødvendigvis er koldt og indholdsløst. ”Evigt solskin i et pletfrit sind” er ligeså stærk, varm, ægte og rammende som filmskildret kærlighed bør være, og tilsat sin ekstra afsindige dimension af bizar genialitet, løfter den kærlighedsfilmen op på et hidtil uset stadie. Udfaldet er et rent og hjertefuldt mesterværk, jeg med garanti aldrig vil glemme.
Filmen er en beretning om kærlighed mellem mennesker, men hvor velkendt formlen end må lyde, er netop kærlighed sjældent set behandlet så overdådigt på film. Og det med en fortælling der fastholder sin kernes glød, samtidig med at flikflakke rundt mellem nutid, fortid, her og der, og filmmediets uendelige muligheder. ”Evigt solskin i et pletfrit sind” er et værk, hvor simpelthen alle tråde væves op i en højere enhed. Hvor historien til at starte med synes splintret i tusind stykker, og hvor det blot er en fryd at samle brikkerne til en mere og mere lovende helhed. Ligesom det lidt efter lidt går op for én, at man sammenstykker en film af de absolut bedste siden årtusindskiftet - hvis ikke en af de bedste nogensinde.
Joel og Clementine, formidabelt spillet af Jim Carrey og Kate Winslet, finder sammen som to komplette modstykker af hinanden. Joel er lidt af et kedeligt rutinemenneske, hvorimod den impulsive Clementine skifter livsstil som hun skifter hårfarve - altså ofte. En dag står Joel op og tager fuldkommen ud i det blå toget til Montauk. ”Hvorfor Montauk?”, må første puslespilsbrik være. På sit usandsynlig tynde grundlag møder hans blik Clementines. En pige der oser af al den spontanitet og farverig lyst, Joel mangler i sit liv. Kort efter er de to faldet i snak om hun mon ikke har set ham før? Endnu en brik at pusle med, men mest er alt danner hele tilfældigheden et stort spørgsmål om skæbnens medvirken. Allerede i den 11-12 minutter lange introsekvens har manuskriptforfatteren Charlie Kaufman fået hoved til at flagre løs af tanker, og forud venter en rebus-fortælling af mest sindrig slags.
Instruktøren Michel Gondrys bearbejdelse med filmens udtryk strækker sig lige fra dogmenære håndholdte optagelser, til hans vilde, visuelle og effektmæssige akrobatik. En mageløs bedrift af en mand, der lige akkurat ved hvor grænsen går mellem det ægte og det fantastiske, og en mand der aldrig drukner sin film i stil, men derimod gør stilen en del af filmen. Bedst af alt er Gondrys og Kaufmans samarbejde et soleklart bevis på, at nytænkning ikke nødvendigvis er koldt og indholdsløst. ”Evigt solskin i et pletfrit sind” er ligeså stærk, varm, ægte og rammende som filmskildret kærlighed bør være, og tilsat sin ekstra afsindige dimension af bizar genialitet, løfter den kærlighedsfilmen op på et hidtil uset stadie. Udfaldet er et rent og hjertefuldt mesterværk, jeg med garanti aldrig vil glemme.
10/12-2006
