Udvandet effektcirkus

2.0
Michael er virkelig én af Hollywoods mest ferme actioninstruktører for tiden, og mange af hans film fremstår da også som gennemført godt håndværk. The Rock, Armageddon, ConAir er film som alle slår på stortromme, og rent faktisk formår at underholde.

Problemet opstår når en actioninstruktør får fat i et manus som tager udgangspunkt i en autentisk historisk begivenden. - Endda en større én af slagsen.

Bay har taget fat om det japanske angreb på Pearl Harbor, lavet det om til et ublodigt overgearet effektcirkus, og flettet det sammen med en et ordinært romantisk trekantsdrama, som er set 1 mio. gange før - Hov, sagde jeg 'flettet sammen'? Det var en fejl, for reelt er det to vidt forskellige historie, som slet ikke har nogen som helst indbyrdes relation.

Michael Bay har ikke blot fundet stortrommen frem. Hans supergo har gået efter den største tromme i universet. Resultatet bliver en tyktflydende flod af dårlige clichéer, i en ufattelig højrøvet film som dyrker amerikansk patrionisme og vilje. - Som da præsidenten, der sidder i kørestol, pludselig rejser sig med budskabet: "Intet er umuligt". Helt ærligt!!

Bay er tydeligvis mest tilpas i de rent fiktive actionfilm, og Pearl Harbor har da også afholdt ham fra at lave mere af den slags. Måske har de lært noget 'over there'?

For en sjov og rammende beskrivelse kan man prøve at se Team America, hvor de skrev en lille hyldets-sang til Pearl Harbor:

"I miss you like Michael Bay missed the spot, when he made Pearl Harbor... All I'm saying is that I miss you, and Pearl Harbor sucked".



Pearl Harbor