Agentfilmen sejre på ny
5.0
Med en fremragende credits-prolog af de mange senere Bond-films mest opfindsomme og en rocket og herlig titelmelodi, slår instruktøren Martin Campbell allerede indenfor få minutter tonen an med en film, der meget vel kan kaldes den ultimative James Bond-bedrift.
”Casino Royale” har så godt som det hele. Glubske skurke, labre kvinder, fede biler og naturligvis verdens sejeste agent til at tage kærlig hånd om disse. Man skal vitterligt over tredive år tilbage i arkivet for at finde en film der med samme elegance og gnist væver Bond-elementerne sammen så overdådigt som Martin Campbell formår, og at se resultatet sender mig tilbage til dengang man dårligt kunne kigge over et biografsæde. Dengang kendingsmelodien fik mig til at klappe i hænderne af glæde og hvor man straks efter at have set Bond i aktion måtte en tur udenfor, finde plasticpistolerne frem, skyde til højre og venstre og fægte med arme og ben, alt imens melodien summede i baghovedet. ”Casino Royale” giver tekop-øjne, hjertebanken og en fantastisk følelser af at blive sendt tilbage til dengang en James Bond-film var det bedste der fandtes.
007 selv er naturligvis filmens vigtigste kort, og heldigvis er det også dens stærkeste. Fedt er det at se vor helt Bond som aggressiv og uerfaren og derfor også pragtfuldt utilregnelig foruden den stereotype rutine. Charmerende, karismatisk og hårdhudet er Daniel Craig en udsøgt fornøjelse i en præstation, der bruger de bedste træk fra karakteren gennem tiderne og oven i købet selv dyrker videre på James Bonds rødder. Filmen har hånd i hånd med sin hovedperson gået i den mere menneskelige retning. Campbell er ikke blot ude på at vise os hvordan Bond påbegyndte sin sans for at skyde, køre i bil og score damer i hobetal, men derimod hvordan den umenneskelige koldblodighed, der hjalp Bond gennem 20 film, indædte en helt almindelig nymoden MI6-agent.
Også skurken er for engangsskyld portrætteret mindre tynd end et fladt stykke karton, og Mads Mikkelsen ligger overbevisende ansigt til en af de mest interessante fjender gennem mange år. Særligt i sekvenserne ved pokerbordet viser de to herre begge deres værd med helt fortræffeligt modspil. Hvor filmen sætter trumf på er med den imponerende Eva Green, der smukt fuldender et ualmindeligt vellykket trekløver, for en film af action-klassen at være.
Her har man den bedste James Bond og den bedste Bond-film til dato, intet mindre. Man er næsten fristet til at give alle 6 stjerner fra sig, ligesom man er fristet til, atter at storme i biffen og gense ”Casino Royale” i en hast.
”Casino Royale” har så godt som det hele. Glubske skurke, labre kvinder, fede biler og naturligvis verdens sejeste agent til at tage kærlig hånd om disse. Man skal vitterligt over tredive år tilbage i arkivet for at finde en film der med samme elegance og gnist væver Bond-elementerne sammen så overdådigt som Martin Campbell formår, og at se resultatet sender mig tilbage til dengang man dårligt kunne kigge over et biografsæde. Dengang kendingsmelodien fik mig til at klappe i hænderne af glæde og hvor man straks efter at have set Bond i aktion måtte en tur udenfor, finde plasticpistolerne frem, skyde til højre og venstre og fægte med arme og ben, alt imens melodien summede i baghovedet. ”Casino Royale” giver tekop-øjne, hjertebanken og en fantastisk følelser af at blive sendt tilbage til dengang en James Bond-film var det bedste der fandtes.
007 selv er naturligvis filmens vigtigste kort, og heldigvis er det også dens stærkeste. Fedt er det at se vor helt Bond som aggressiv og uerfaren og derfor også pragtfuldt utilregnelig foruden den stereotype rutine. Charmerende, karismatisk og hårdhudet er Daniel Craig en udsøgt fornøjelse i en præstation, der bruger de bedste træk fra karakteren gennem tiderne og oven i købet selv dyrker videre på James Bonds rødder. Filmen har hånd i hånd med sin hovedperson gået i den mere menneskelige retning. Campbell er ikke blot ude på at vise os hvordan Bond påbegyndte sin sans for at skyde, køre i bil og score damer i hobetal, men derimod hvordan den umenneskelige koldblodighed, der hjalp Bond gennem 20 film, indædte en helt almindelig nymoden MI6-agent.
Også skurken er for engangsskyld portrætteret mindre tynd end et fladt stykke karton, og Mads Mikkelsen ligger overbevisende ansigt til en af de mest interessante fjender gennem mange år. Særligt i sekvenserne ved pokerbordet viser de to herre begge deres værd med helt fortræffeligt modspil. Hvor filmen sætter trumf på er med den imponerende Eva Green, der smukt fuldender et ualmindeligt vellykket trekløver, for en film af action-klassen at være.
Her har man den bedste James Bond og den bedste Bond-film til dato, intet mindre. Man er næsten fristet til at give alle 6 stjerner fra sig, ligesom man er fristet til, atter at storme i biffen og gense ”Casino Royale” i en hast.
11/12-2006
