Det er jo for børn...
3.0
Undertegnede ville måske være bedre til at vurdere den nye Far til Fire film hvis han var en 10-årig dreng. Men med skægstuppe og begyndende rynker hører jeg med sikkerhed ikke til i filmens kernemålgruppe.
Et eller andet sted må med vurdere den ud fra et andet perspektiv end ens eget.
Far til Fire er dansk folkekomedie anno 2006. Alle har set disse, og er bekendt med strukturen: By-folk, rødhårede og kvinder med bukser er altid onde. Proletaren er godsindet, og naturen er harmoniens dal. Det er den Morten Koch'ske filmtradition, som alle kender, og denne folkekomedie er hverken værre eller bedre end dem mine forældre så. (Bortset fra at der ikke er nogen Dirch).
Tilgengæld synes jeg den var overraskende velproduceret, hvilket naturligvis også dækker over det celofan-tynde koncept.
Producenterne har tydeligvis arbejdet overtid for at skaffe sponsorer, for Far til Fire er virkelig blev et radikalt kommercielt produkt der har forstået at udnytte muligheden for product-placements. - Heldigvis så tydeligt at det ville være en grotesk underdrivelse at kalde det for 'skjult reklame'.
Selvom det er overfladisk og fordummende, så er det også hyggeligt. Hvorfor ellers se folkekomedier, hvis det ikke var for hyggens skyld? Genren har aldrig udgjort nogen dybsindig kulturel investering, og det skal det vel heller ikke.
Børnene elsker det, og en gang imellem må man lægge sit kultursnobbede ego til side, og tage hensyn til de små. Det hele behøver ikke være kunst.
Et eller andet sted må med vurdere den ud fra et andet perspektiv end ens eget.
Far til Fire er dansk folkekomedie anno 2006. Alle har set disse, og er bekendt med strukturen: By-folk, rødhårede og kvinder med bukser er altid onde. Proletaren er godsindet, og naturen er harmoniens dal. Det er den Morten Koch'ske filmtradition, som alle kender, og denne folkekomedie er hverken værre eller bedre end dem mine forældre så. (Bortset fra at der ikke er nogen Dirch).
Tilgengæld synes jeg den var overraskende velproduceret, hvilket naturligvis også dækker over det celofan-tynde koncept.
Producenterne har tydeligvis arbejdet overtid for at skaffe sponsorer, for Far til Fire er virkelig blev et radikalt kommercielt produkt der har forstået at udnytte muligheden for product-placements. - Heldigvis så tydeligt at det ville være en grotesk underdrivelse at kalde det for 'skjult reklame'.
Selvom det er overfladisk og fordummende, så er det også hyggeligt. Hvorfor ellers se folkekomedier, hvis det ikke var for hyggens skyld? Genren har aldrig udgjort nogen dybsindig kulturel investering, og det skal det vel heller ikke.
Børnene elsker det, og en gang imellem må man lægge sit kultursnobbede ego til side, og tage hensyn til de små. Det hele behøver ikke være kunst.
14/12-2006
