Gentagelser Så Det Skræmmer
2.0
Det er svært at finde ud af hvad man skal mene om dette remake af Richard Donner’s vellykkede okkulte 1976 gyser, om drengen Damian der viser sig at være inkarnationen af ondskaben i skikkelse af antikrist. Har man set originalen, så er den i bedste fald blot overflødig og har man ikke, så er originalen lige netop den smule bedre der gør at jeg vil råde folk til at søge den.
Udgaven her følger sit ophav meget tæt, med kun få afvigelser der hverken lægger til eller trækker fra. Den er visuelt godt indrammet, hvor en dyster tone indfanges til at understøtte uhyggen, måske også bedre end Donner’s version, i hvert fald i den direkte sammenligning. Men skuespillerne fungerede så bedre i den gamle udgave, selv om både Schreiber og Stiles absolut ikke gør det dårligt. Også Thewlis er ret overbevisende i hans rolle, mens Farrow er en blanding af irriterende og direkte klam. Værre er det med Davey-Fitzpatrick i rollen som Damian og det er altså et af de meget kritiske punkter. Han formår kun svagt at overbevise en om, at han er en dreng der rummer på grumme hemmeligheder, og hans præstation er stort set forsvundet fra ens erindring kort efter at filmen er slut. Tematisk antydes der så fint et underliggende emne om omsorgssvigt, et budskab man også kunne finde i originalen, hvis man hører til dem der har mere travlt med at analysere og lede efter skjulte motiver end lade sig skræmme, selv om det stod mindre stærkt der.
Men det der skiller de to film mest, det er at Donner langt bedre end instruktør Moore formidlede både uhyggen og en stemning af at dommedag var på vej til sin tilskuer. Det kan være svært at pointere nøjagtigt hvad dette skyldes, men selvfølgelig spiller det en stor rolle at den unge Davey-Fitzpatrick ikke kan bære sin del. Forskellen er selvfølgelig også at da Donner’s udgave kom i 1976, der fremstod dens ideer langt mere friske og kreative, mens de i dag er set en del flere gange og derfor ikke har samme virkning. Og når så instruktør Moore lige skal insisterer på at smide et par af genrens klicheer oveni, uden at de kan tilføje noget særligt, uden måske at få den modsatte virkning end tiltænkt, og blot er et udtryk for, at man frygter at historien ellers ikke kan holde til et ungt publikum, der ikke vil finde den skræmmende nok, så hiver det ned i både sammenligningen og i filmen selv.
Udgaven her følger sit ophav meget tæt, med kun få afvigelser der hverken lægger til eller trækker fra. Den er visuelt godt indrammet, hvor en dyster tone indfanges til at understøtte uhyggen, måske også bedre end Donner’s version, i hvert fald i den direkte sammenligning. Men skuespillerne fungerede så bedre i den gamle udgave, selv om både Schreiber og Stiles absolut ikke gør det dårligt. Også Thewlis er ret overbevisende i hans rolle, mens Farrow er en blanding af irriterende og direkte klam. Værre er det med Davey-Fitzpatrick i rollen som Damian og det er altså et af de meget kritiske punkter. Han formår kun svagt at overbevise en om, at han er en dreng der rummer på grumme hemmeligheder, og hans præstation er stort set forsvundet fra ens erindring kort efter at filmen er slut. Tematisk antydes der så fint et underliggende emne om omsorgssvigt, et budskab man også kunne finde i originalen, hvis man hører til dem der har mere travlt med at analysere og lede efter skjulte motiver end lade sig skræmme, selv om det stod mindre stærkt der.
Men det der skiller de to film mest, det er at Donner langt bedre end instruktør Moore formidlede både uhyggen og en stemning af at dommedag var på vej til sin tilskuer. Det kan være svært at pointere nøjagtigt hvad dette skyldes, men selvfølgelig spiller det en stor rolle at den unge Davey-Fitzpatrick ikke kan bære sin del. Forskellen er selvfølgelig også at da Donner’s udgave kom i 1976, der fremstod dens ideer langt mere friske og kreative, mens de i dag er set en del flere gange og derfor ikke har samme virkning. Og når så instruktør Moore lige skal insisterer på at smide et par af genrens klicheer oveni, uden at de kan tilføje noget særligt, uden måske at få den modsatte virkning end tiltænkt, og blot er et udtryk for, at man frygter at historien ellers ikke kan holde til et ungt publikum, der ikke vil finde den skræmmende nok, så hiver det ned i både sammenligningen og i filmen selv.
14/12-2006
