Svagt Opkog Af Original Gyser

1.0
Det er snart mange år siden jeg har set Brian De Palma’s berømmede gyserfilm ”Carrie”, baseret på Stephen King’s roman, så derfor står den svagt i min erindring. Men som jeg husker og mindes den, så virker denne her værdiløse efterfølger ikke som andet end et betydningsløst opkog af den samme historie, blot langt mere overfladisk og ungdomsleflende fortalt.

Det der bygger bro mellem de to film er Amy Irving, der som den vistnok eneste spillede med i originalen og her gentager sin rolle, nu blot som voksen skoleleder. Det skal så gøre den til en efterfølger, resten må skulle sælges på navnet og selve salget må også have været eneste intention her. Ja, selvfølgelig har den unge pige Rachael (Bergl) en relation til pigen Carrie i første film, men det er blot undskyldningen for at lade Rachael gennemgå mere eller mindre det samme, hvor hun som socialt belastet outsider udsættes for en grov chikane af sine medstuderende og tager så grusom hævn. En hævn der kommer til slut hvor Rachael’s telekinetiske evner for alvor sættes ind, så publikum kan få det obligatoriske blodbad og gå hjem på.

Men ellers er der ærligt ikke meget at komme efter, hverken af gode gys eller solide spændingsmomenter og som tematisk kig på en ung piges frustrationer, når puberteten sætter ind, kærligheden skal prøves og så videre, der fungerer den absolut ikke. Den er for poppet og uoriginal til at man gider spilde den en tanke i den retning. Teknisk er den måske nok overraskende godt lavet, man kan ikke sætte en finger på den del af produktionen. Men uden en god historie, fortalt på en interessant måde, så holder det ikke. Og det har man ikke haft her. Jeg kedede mig i hvert fald bravt!
The Rage - Carrie 2