Blod, Babser og Bras

1.0
Jeg er næsten parat til at udsætte en dusør til den der kan forklare mig hvad i helvede denne gyser her går ud på. Jeg mindes aldrig at have set en film med en så rodet, hjælpeløst og absurd fortalt historie (der er faktisk ingen, så vidt jeg kan regne ud).

5 unge (og lækre naturligvis) piger spærres inde på et gammelt sanatorium med en grusom fortid, vistnok for at blive optaget i en studenterforening (jeg er dog ærligt ikke sikker), men hvornår spøgen stopper og alvoren begynder, det ved jeg stadig ikke. Men med noget der minder om ”Saw” tilsat lidt spøgelser, så bliver pigerne (vistnok) udsat for diverse grusomheder, mens de forsøger at slippe ud i friheden. Det har de fem timer til og i løbet af disse timer skal de have befundet sig på alle fem etager (eller noget vrøvl i den stil). Men altså disse piger render rundt, skriger lidt, viser lidt patter, blodet flyder og i et latterligt forsøg på at gøre det uhyggeligt, krydsklippes der til diverse ”skræmmende” billeder.

Det er holdt dystert, som i netop ”Saw”, men det giver nul mening og der er ingen sammenhæng i begivenhederne eller hvor vi befinder os og hvorfor. Der klippes rundt i et væk, med spring frem og tilbage til noget man alligevel ikke fatter hvad går ud på. Jeg har faktisk aldrig set en film der hænger så dårligt sammen, slet ikke med et så tyndt udgangspunkt. Man skulle næsten tro det var en spøg i sig selv og et forsøg på at tage røven på publikum, for at se om disse ville, hvis det blev uforståeligt nok, finde det godt???

Den her film sætter helt enkelt bundrekord i talentløshed. Ja selv de værste film med det bollefede røvfjæs Steven Seagal kan ikke præstere noget så gennemført ringe. Desværre kan det ikke engang siges at være morsomt, ikke engang ufrivilligt, for man sætter filmen igennem og venter på at der da på et tidspunkt må komme noget der giver bare lidt mening og forståelse for hvordan det skal forestille at hænge sammen. Det sker bare aldrig og man lades tilbage med en undren over hvorfor man lige har spildt et par timer af sit liv med noget så jammerligt.
Death Tunnel