Livets gang
5.0
Efter at have oplevet koreanske ”Forår, sommer, efterår, vinter... Og forår”, er man så godt som målløs. Det er en film, der i grunden ikke er så meget at sige til og så meget at udpensle et computertastatur med. Det er derimod en film hvis billeder og stemningstyngede atmosfære går igen i hukommelsen, og planter sig på det sted, hvor den vil blive siddende.
Instruktøren Kim Ki-Duk giver os en smukt illustration af livets fredsommelighed, skønhed og værdier. Med buddhismen som sin films røde tråd, lader han enkelt og elegant sine billeder af træer, blade og klare vandoverflader og lyden af kvidrende fugle tale sit helt eget beroligende sprog. Behøver man overhoved mere, kan man spørge sig selv? Svaret kan kun blive nej, for Kim Ki-Duk væver sin film ind i en nærmest filmisk trance, hvor hastværk er lastværk, og hvor den fredfyldte følelse fuldkommen afskærer sig fra den hektiske omverden. Her behøver hverken overflødig dialog, eksplosioner, kække biljagter eller en hastighed med sømmet i bund. Synet af et minitempel med beliggenhed midt på en klarvandet flod omringet af grøn natur, er nok til at imponere og give en lille oplevelse i sig selv.
Naturligvis kan billeder alene ikke skabe en fuldendt oplevelse, og Kim Ki-Duk har heldigvis også sit blik rettet mod mennesket. I en af filmens mest mindeværdige scener får vi genopridset hvad god og ondt er, da en dreng får sig en lærestreg efter at have fastbundet en frø, en slange og en fisk med stykke garn, hvorpå en sten hænger fast for enden. Drengen vågner op med et reb bundet om livet og en tung sten på ryggen, og beder sin læremester, en ældre munk, om at flytte stenen. Munken afviser og fortæller, at hvis ikke drengen genfinder frøen, slangen og fisken i live, vil han bære på stenen i sit hjerte i al evighed. En meget banal lille lektion, men alligevel kan man ikke undgå at blive rørt et eller andet sted i sit indre system af, da knægten finder to ud af de tre stakkels dyr døde. Det er et af de mange momenter fra filmen man tager med sig efter oplevelsen, på grund af buddhismens helhjertede måde at fortolke de mest elskværdige sider af livet. Og ”Forår, sommer, efterår, vinter... Og forår” er en film, man kun kan holde af.
Filmen handler hovedsaglige om omdrejningen af livets hjul. For hver del af filmen åbner en port til en helt ny årstid, et helt nyt syn og en helt ny side af livet. Som titlen antyder, ser vi hjulet dreje rundt blot en enkel gang, og får færden af begyndelsen på endnu en rundgang. Især temaet om genopstandelse som buddhismen betror sig til, spiller en vigtig rolle i cyklussen om livets gang, hvilket flot kommer til udtryk i Kim Ki-Duk’s smagfulde overblik og overskud. For det er i sidste dens uimodståelige tilgang til de smukkeste sider ved livet, der redder ”Forår, sommer, efterår, vinter... Og forår” fra det banale og kedelige, og gør den til en ualmindelig smuk oplevelse om livets gang.
Instruktøren Kim Ki-Duk giver os en smukt illustration af livets fredsommelighed, skønhed og værdier. Med buddhismen som sin films røde tråd, lader han enkelt og elegant sine billeder af træer, blade og klare vandoverflader og lyden af kvidrende fugle tale sit helt eget beroligende sprog. Behøver man overhoved mere, kan man spørge sig selv? Svaret kan kun blive nej, for Kim Ki-Duk væver sin film ind i en nærmest filmisk trance, hvor hastværk er lastværk, og hvor den fredfyldte følelse fuldkommen afskærer sig fra den hektiske omverden. Her behøver hverken overflødig dialog, eksplosioner, kække biljagter eller en hastighed med sømmet i bund. Synet af et minitempel med beliggenhed midt på en klarvandet flod omringet af grøn natur, er nok til at imponere og give en lille oplevelse i sig selv.
Naturligvis kan billeder alene ikke skabe en fuldendt oplevelse, og Kim Ki-Duk har heldigvis også sit blik rettet mod mennesket. I en af filmens mest mindeværdige scener får vi genopridset hvad god og ondt er, da en dreng får sig en lærestreg efter at have fastbundet en frø, en slange og en fisk med stykke garn, hvorpå en sten hænger fast for enden. Drengen vågner op med et reb bundet om livet og en tung sten på ryggen, og beder sin læremester, en ældre munk, om at flytte stenen. Munken afviser og fortæller, at hvis ikke drengen genfinder frøen, slangen og fisken i live, vil han bære på stenen i sit hjerte i al evighed. En meget banal lille lektion, men alligevel kan man ikke undgå at blive rørt et eller andet sted i sit indre system af, da knægten finder to ud af de tre stakkels dyr døde. Det er et af de mange momenter fra filmen man tager med sig efter oplevelsen, på grund af buddhismens helhjertede måde at fortolke de mest elskværdige sider af livet. Og ”Forår, sommer, efterår, vinter... Og forår” er en film, man kun kan holde af.
Filmen handler hovedsaglige om omdrejningen af livets hjul. For hver del af filmen åbner en port til en helt ny årstid, et helt nyt syn og en helt ny side af livet. Som titlen antyder, ser vi hjulet dreje rundt blot en enkel gang, og får færden af begyndelsen på endnu en rundgang. Især temaet om genopstandelse som buddhismen betror sig til, spiller en vigtig rolle i cyklussen om livets gang, hvilket flot kommer til udtryk i Kim Ki-Duk’s smagfulde overblik og overskud. For det er i sidste dens uimodståelige tilgang til de smukkeste sider ved livet, der redder ”Forår, sommer, efterår, vinter... Og forår” fra det banale og kedelige, og gør den til en ualmindelig smuk oplevelse om livets gang.
19/12-2006
