Apokalytisk blodigt parasitmararidt
4.0
Shivers var i 1975 David Cronenbergs første rigtige spillefilm, og allerede for 30 år siden bar Cronenbergs film hans kendemærke. Fokuset på den kropslige forvandling og det menneskelig forfald som følger af teknologisk og videnskabelig indgriben.
En videnskabsmand har plantet en parasit i maven på en ung pige, som udløber af et eksperiment, hvor parasiten skal være kuren ikke sygdomskilden. Eksperimentet løber løbsk, da parasiten ikke helbreder, men i stedet for gør bærerne voldelige og sulten efter seksuel afvigelse og perverteret opførsel. Parasiten spredes til et stort moderne boligkompleks, hvor samtlige beboere snart bukker under og inden længe er helvede bragt op til jordens overflade.
Filmen er gennem samtlige 83 min tynget af en utrolig dystopisk og ubehagelig stemning. Uden at publikum er advaret starter første scene med, at vi ser en ældre mand overflade en ung pige i en lejlighed. Han kvæler og afklæder hende for derefter at skære hendes mave op og brænde ned i såret. Der er ingen forklaring på, hvad der foregår, blot lades man tilbage med en klump i halsen.
Stemningen fortsætter filmen ud. Ikke mange sekunder trækkes der på smilebåndet og dommedagsstemningen fortættes efterhånden, som beboerne besættes af parasiterne og nærmest som zombier bevæger sig sultne rundt i jagten på kød og sex. I filmens sidste ti min er dommedagsstemningen total og afslutningen er opgivende og pessimistisk på menneskehedens vegne. Filmens forløb har således ikke så lidt tilfælles med Romeros Night of the living dead.
Shivers er for sin tid særdeles blodig og flere af scenerne er selv med dagens standarder ubehagelige og kvalmefrakaldende. Cronenborg er dog ikke kun grænseoverskridende, hvad angår horrordelen, men provokerer også stærkt med megen eksplicit nøgenhed og to af filmens afsluttende scener - en hvor far og datter i fælles liderlighedsrus skal til at dyrke sex og en scene, hvor to piger holdes i snor som hunde (hvem sagde Salo?) - er temmelig perverteret, og må i hvert fald i 1975 have provokeret i filmkredse.
Selvom filmen har et glimrende mørk og pessimistisk manuskript kan det ikke sige sig helt fri for en meget forsimplet og ikke speciel fremragende dialog, ligesom det nok ikke er nogen tilfældighed, at ingen af skuespillerne blev nomineret til en Oscar.
I forhold til de seneste års særdeles brutale, blodige og ikke mindst tempofyldte horrorfilm kan Shivers godt virke en smule tam. Filmen kan dog sagtens ses i dag, ikke mindst for stemningen og de blodige effekter. Der ud over er det en fornøjelse at se selve parasiten bevæge sig rundt lignende en mellemting mellem en lort, en snegl og et fallossymbol. Noget der blev perfektioneret 4 år senere i den både langt bedre og langt mere anerkendte Alien.
Cronenberg er aldrig kedelig og ordinær, hvilket bestemt heller ikke gælder Shivers. Leve helt op til hans senere film som fx The Fly kan Shivers dog ikke.
En videnskabsmand har plantet en parasit i maven på en ung pige, som udløber af et eksperiment, hvor parasiten skal være kuren ikke sygdomskilden. Eksperimentet løber løbsk, da parasiten ikke helbreder, men i stedet for gør bærerne voldelige og sulten efter seksuel afvigelse og perverteret opførsel. Parasiten spredes til et stort moderne boligkompleks, hvor samtlige beboere snart bukker under og inden længe er helvede bragt op til jordens overflade.
Filmen er gennem samtlige 83 min tynget af en utrolig dystopisk og ubehagelig stemning. Uden at publikum er advaret starter første scene med, at vi ser en ældre mand overflade en ung pige i en lejlighed. Han kvæler og afklæder hende for derefter at skære hendes mave op og brænde ned i såret. Der er ingen forklaring på, hvad der foregår, blot lades man tilbage med en klump i halsen.
Stemningen fortsætter filmen ud. Ikke mange sekunder trækkes der på smilebåndet og dommedagsstemningen fortættes efterhånden, som beboerne besættes af parasiterne og nærmest som zombier bevæger sig sultne rundt i jagten på kød og sex. I filmens sidste ti min er dommedagsstemningen total og afslutningen er opgivende og pessimistisk på menneskehedens vegne. Filmens forløb har således ikke så lidt tilfælles med Romeros Night of the living dead.
Shivers er for sin tid særdeles blodig og flere af scenerne er selv med dagens standarder ubehagelige og kvalmefrakaldende. Cronenborg er dog ikke kun grænseoverskridende, hvad angår horrordelen, men provokerer også stærkt med megen eksplicit nøgenhed og to af filmens afsluttende scener - en hvor far og datter i fælles liderlighedsrus skal til at dyrke sex og en scene, hvor to piger holdes i snor som hunde (hvem sagde Salo?) - er temmelig perverteret, og må i hvert fald i 1975 have provokeret i filmkredse.
Selvom filmen har et glimrende mørk og pessimistisk manuskript kan det ikke sige sig helt fri for en meget forsimplet og ikke speciel fremragende dialog, ligesom det nok ikke er nogen tilfældighed, at ingen af skuespillerne blev nomineret til en Oscar.
I forhold til de seneste års særdeles brutale, blodige og ikke mindst tempofyldte horrorfilm kan Shivers godt virke en smule tam. Filmen kan dog sagtens ses i dag, ikke mindst for stemningen og de blodige effekter. Der ud over er det en fornøjelse at se selve parasiten bevæge sig rundt lignende en mellemting mellem en lort, en snegl og et fallossymbol. Noget der blev perfektioneret 4 år senere i den både langt bedre og langt mere anerkendte Alien.
Cronenberg er aldrig kedelig og ordinær, hvilket bestemt heller ikke gælder Shivers. Leve helt op til hans senere film som fx The Fly kan Shivers dog ikke.
19/12-2006
