Er Kærligheden En Illusion?
4.0
Intet er som det ser ud til er en af filmens slaglinier, men filmen lever så til gengæld fuldt ud op til sin titel. Historien om tryllekunstneren Eisenheim (Norton), der efter mange år i udlandet vender tilbage til Wien, hvor han som ganske ung blev nægtet adgang til at være sammen med den adelige Sophie (Biel), der nu står til at skulle giftes med den østrigske kronprins (Sewell), er i sig selv intet særligt. Den besidder ikke nogen dybere konstituerende intentioner, som den måske gerne vil have os til at tro, eller som den først kan se ud til. Handlingen er dog relativt udspekuleret, måske lige lovligt konstrueret, men heri ligger dens force, når den drillende prøver at lege med publikum.
Filmens største styrke er nu ikke des mindre dens skuespillere og en dunkelsmuk og scenografisk dragende billedside. Den er visuelt fornemt kombineret og realiseret. Den oser af en besnærende stemning og en grundlæggende pirrende tone, der driver fortællingen frem i en pulserende rytme, med et historisk overbevisende Wien som baggrund for beretningen om en tilsyneladende umulig kærlighed, hvor kun illusionen lader til at kunne eksistere. Når så gode folk som Norton, Sewell og en især fremragende Giamatti som filmens fortæller, fylder lærredet ud som de gør, så føler man sig i særdeles godt og kvalificeret selskab. Norton og Sewell har alene med deres tilstedeværelser nok personlighed til at hjælpe med at bære en film som henholdsvis hoved- og birolle. De er, specielt måske Norton set bedre, men gør det ellers godt. Giamatti derimod overtrumfer dem alle som politiinspektøren Uhl, der fanges mellem to mænds magtspil, med endnu en flot og overbevisende præstation udi kunsten at give sin karakter troværdigt liv. Som kvinden det drejer sig om er Biel et kønt ansigt, men forbliver som person anonym, og det er lidt en skam.
Men uagtet kritikken og selv om ”The Illusionist” i Neil Burger’s instruktion ikke er blevet til noget mesterværk, så er den blevet til overbevisende og solidt underholdende filmhåndværk, der uden at efterlade en med større åbenbaringer, holder en i et fast greb mens den kører og det gør den til et anbefalelsesværdigt og spændende bekendtskab trods alt. Jeg var i hvert fald rigtigt godt underholdt.
Filmens største styrke er nu ikke des mindre dens skuespillere og en dunkelsmuk og scenografisk dragende billedside. Den er visuelt fornemt kombineret og realiseret. Den oser af en besnærende stemning og en grundlæggende pirrende tone, der driver fortællingen frem i en pulserende rytme, med et historisk overbevisende Wien som baggrund for beretningen om en tilsyneladende umulig kærlighed, hvor kun illusionen lader til at kunne eksistere. Når så gode folk som Norton, Sewell og en især fremragende Giamatti som filmens fortæller, fylder lærredet ud som de gør, så føler man sig i særdeles godt og kvalificeret selskab. Norton og Sewell har alene med deres tilstedeværelser nok personlighed til at hjælpe med at bære en film som henholdsvis hoved- og birolle. De er, specielt måske Norton set bedre, men gør det ellers godt. Giamatti derimod overtrumfer dem alle som politiinspektøren Uhl, der fanges mellem to mænds magtspil, med endnu en flot og overbevisende præstation udi kunsten at give sin karakter troværdigt liv. Som kvinden det drejer sig om er Biel et kønt ansigt, men forbliver som person anonym, og det er lidt en skam.
Men uagtet kritikken og selv om ”The Illusionist” i Neil Burger’s instruktion ikke er blevet til noget mesterværk, så er den blevet til overbevisende og solidt underholdende filmhåndværk, der uden at efterlade en med større åbenbaringer, holder en i et fast greb mens den kører og det gør den til et anbefalelsesværdigt og spændende bekendtskab trods alt. Jeg var i hvert fald rigtigt godt underholdt.
20/12-2006
