She fell funny
4.0
Der er få, der er så gode til at filme skiderikker som Scorsese, og der er få, der er så gode til at spille skiderikker som Jack Nicholson. I ”The Departed” mødes de to, og det er smukt. Det er måske ikke så fremragende og dybdegående en film, som halvdelen af internettet og sikkert også en stor bunke filmpriser vil gøre den til, men det er stadig en af de mest underholdende amerikanske film fra år 2006.
Filmen er som bekendt et remake af Hong Kong filmen, ”Infernal Affairs”, og plottet i den oprindelige film er mere solidt fortalt end i Scorseses version med undtagelse af lidt melodrama hist og her. Fordi jeg kendte plottet, så nød jeg Scorseses film en del mindre. ”The Departed” blev for mig at se svag de steder, hvor den forsøgte at skabe suspense og spænding via plottet alene.
Plottet er næsten identisk med forgægneren. To mænd er på hver deres side af loven, og de arbejder begge undercover på den modsatte side. Billy (en ganske velspillende Leonardo DiCaprio) er en betjent, der har en dobbeltfortid hos en mor fra overklassen og en far fra underklassen. Dette udnytter politiet ved at få ham til at infiltrere den irske gangsterboss Frank Costellos (Jack Nicholson) gruppe.
Frank er en kynisk djævel, der har udnyttet og myrdet mange mennesker på sin vej til toppen af den kriminelle underverden i Boston. En af de første gang vi ser ham, skyder han en kvinde i baghovedet på en strand, hvorefter han fniser og siger: "She fell funny". Franks verden består af vold, stoffer, kvinder og magt. Som et af sine værdifulde magtværktøjer oplærer han den unge knægt, Colin Sullivan (Matt Damon), som han senere får til at infiltrere politiet. Vi ser Colin stige i graderne i en politistyrke under ledelse af Ellerby (Alec Baldwin).
I Ellerbys enhed er kammertonen egentlig ikke så forskellig som hos Costello, og forskellen eller ligheden mellem politi og røvere er et af filmens temaer. Det var nu også et af temaerne i ”Infernal Affairs”, som ”The Departed” låner hele plottet af helt ned til slutningen, hvor vi finder ud af, hvor sammensmeltet politi og røvere i virkeligheden er blevet. Det er ikke helt som, da man legede den leg som barn. Og alligevel. Dengang handlede det jo også bare om at pløkke de andre, før man selv bliver pløkket. Og filmen udspiller sig som et langt spil katten-efter-musen, hvor musen er lige så ivrig en jæger som katten. Ikke mindst fordi de begge kan blive ædt af en glubsk ulv i form af Jack Nicholson, hvornår det end skulle være.
Jack Nicholson overdriver sin karakter en hel del nogle steder med rottetænder og blod op ad ærmerne, men det er skam en nydelse at se ham spille denne glubske djævel alligevel.
Filmen bruger også meget tid på Billys eksistentielle krise. Og DiCaprio formår ganske godt at give os et indtryk af, hvor langt nede i lortet karakteren er.
Scorsese sætter også sit præg på mange scener. Han er glad for at krydsklippe, og jeg er sikker på, at han har haft en stor indflydelse på den sprudlende dialog. Om ikke andet, så ved at give Nicholson frigear hist og her.
”The Departed” er bestemt ikke på niveau med hverken ”Taxi Driver” eller ”Raging Bull”, men det er svært ikke at holde af en film, der giver os så medrivende og underholdende scener som scenen hvor en bil fyldt med irske gangstere farer afsted på en high way i Boston med Dropkick Murphys punkede folkemusik/rock for fuldt drøn, mens tekstbeskeder mellem dobbeltagenter afgører skæbner.
Måske ikke noget mesterværk, men absolut underholdende.
Filmen er som bekendt et remake af Hong Kong filmen, ”Infernal Affairs”, og plottet i den oprindelige film er mere solidt fortalt end i Scorseses version med undtagelse af lidt melodrama hist og her. Fordi jeg kendte plottet, så nød jeg Scorseses film en del mindre. ”The Departed” blev for mig at se svag de steder, hvor den forsøgte at skabe suspense og spænding via plottet alene.
Plottet er næsten identisk med forgægneren. To mænd er på hver deres side af loven, og de arbejder begge undercover på den modsatte side. Billy (en ganske velspillende Leonardo DiCaprio) er en betjent, der har en dobbeltfortid hos en mor fra overklassen og en far fra underklassen. Dette udnytter politiet ved at få ham til at infiltrere den irske gangsterboss Frank Costellos (Jack Nicholson) gruppe.
Frank er en kynisk djævel, der har udnyttet og myrdet mange mennesker på sin vej til toppen af den kriminelle underverden i Boston. En af de første gang vi ser ham, skyder han en kvinde i baghovedet på en strand, hvorefter han fniser og siger: "She fell funny". Franks verden består af vold, stoffer, kvinder og magt. Som et af sine værdifulde magtværktøjer oplærer han den unge knægt, Colin Sullivan (Matt Damon), som han senere får til at infiltrere politiet. Vi ser Colin stige i graderne i en politistyrke under ledelse af Ellerby (Alec Baldwin).
I Ellerbys enhed er kammertonen egentlig ikke så forskellig som hos Costello, og forskellen eller ligheden mellem politi og røvere er et af filmens temaer. Det var nu også et af temaerne i ”Infernal Affairs”, som ”The Departed” låner hele plottet af helt ned til slutningen, hvor vi finder ud af, hvor sammensmeltet politi og røvere i virkeligheden er blevet. Det er ikke helt som, da man legede den leg som barn. Og alligevel. Dengang handlede det jo også bare om at pløkke de andre, før man selv bliver pløkket. Og filmen udspiller sig som et langt spil katten-efter-musen, hvor musen er lige så ivrig en jæger som katten. Ikke mindst fordi de begge kan blive ædt af en glubsk ulv i form af Jack Nicholson, hvornår det end skulle være.
Jack Nicholson overdriver sin karakter en hel del nogle steder med rottetænder og blod op ad ærmerne, men det er skam en nydelse at se ham spille denne glubske djævel alligevel.
Filmen bruger også meget tid på Billys eksistentielle krise. Og DiCaprio formår ganske godt at give os et indtryk af, hvor langt nede i lortet karakteren er.
Scorsese sætter også sit præg på mange scener. Han er glad for at krydsklippe, og jeg er sikker på, at han har haft en stor indflydelse på den sprudlende dialog. Om ikke andet, så ved at give Nicholson frigear hist og her.
”The Departed” er bestemt ikke på niveau med hverken ”Taxi Driver” eller ”Raging Bull”, men det er svært ikke at holde af en film, der giver os så medrivende og underholdende scener som scenen hvor en bil fyldt med irske gangstere farer afsted på en high way i Boston med Dropkick Murphys punkede folkemusik/rock for fuldt drøn, mens tekstbeskeder mellem dobbeltagenter afgører skæbner.
Måske ikke noget mesterværk, men absolut underholdende.
22/12-2006
