Når filmen overgår sig selv

Min kærlighed til ”Capote” er ufattelig stor. Dette er simpelthen et mesterværk fra ende til anden, og en film med så mange kvaliteter at enhver filmnørd simpelthen bare må nikke genkendende på hovedet. For film som ”Capote” findes kun få steder. Der er meget få film der kan hamle op med denne. Og da man så de man så anmeldelserne dukke op fra forskellige medier, var det ganske umuligt ikke at glæde sig fuldkommen synder og sammen. Alle disse forventninger blev indfriet og hypen er berettiget. En nyklassiker er født.

Den geniale (i hvert fald ser han ud til at blive det) instruktør, Bennett Miller, har her skabt en dokumentarisk fiktionsdrama om den afdøde forfatter Truman Capote. Den selvpromoverende og lidt anstrengende selvcentrerende type, der bare ikke vil give slip på taget af succes. I rollen som Truman Capote ses den fantastiske Phillip Seymor Hoffman, som egentlig fra start til slut har gjort det fantastisk i sin karriere. Dette er et funklende og fascinerende drama, der ligesom byder op til dans med dens tilskuere. Og hvis man har en fordom om at dramaer er kedelige, burde man bare se denne film da den fra start til slut formår at underholde. Dog på sin helt egen stilfærdige og afdæmpede måde.

For lige at ridse historien op: Truman Capote for lyst til at skrive bogen om en lille familie der bliver brutalt myrdet i Kansas i efteråret 1959. Familien blev hver især skudt i hovedet. Truman Capote opfinder hermed sin helt egen nye genre ”Den Dokumentariske Roman”. Samtidig bliver han fantastiske venner og sågar lidt lun på den ene morder, Perry Smith. Henretningen nærmer sig for de to mordere, samtidig med at Truman Capote prøver at forlænge deres liv, ”så han kan få slutningen med”. Dette lægger ramme for det interessante plot, og filmen bliver for hvert sekund bedre og bedre.

Kvaliteterne er simpelthen ikke til at overse i ”Capote”. Det er lige så de små hår rejser sig på armene, og man langsomt bliver mere og mere interesseret i Truman Capote, der langsomt mskræller i livets skral og selvfølgelig skal have en tragisk død af alkohol. Et drama der hele tiden formår at holde udtrykket ”underholdning med holdning”. Det er ganske vidst kant og bid i dette mesterlige drama, og Bennett Miller instruerer som kun de mest motiverede og bedste instruktører gør. Dertil holder skuespilleren Dan Futterman fanen højt med manuskriptet, der går ud i en lang smøre, og hurtigt er filmen overstået. En typisk fejl der tydeligt ses i de fleste dramaer, er at filmen halvvejs går i stå, men ”Capote” bliver man på intet tidspunkt træt af.

Portrætterne af morderne bliver leveret meget skræmmende, og ja, man skulle næsten tro at det var dem selv. Clifton Collins Jr. er især fremragende som Perry Smith. Så fremragende at vi faktisk får sympati og følelser for ham, selvom han har myrdet en hel familie ved at skære halsen over på den ene, og lade de andre blive skudt i hovedet med en shotgun. Gudskelov og tak for at der ikke bliver lagt fingre imellem (man må så selv om det hvis man har lyst at sætte dem op for øjnene) når mordet bliver skildret. Og så kam man igen sige tak, for at denne sekvens ikke er særligt lang.

Dette mesterlige drama kan simpelthen ikke anbefales nok. Det ville ryge ind på enhver filmelskers lystavle, og har hermed også skrevet sig ind som det bedste drama i filmhistorien (indtil videre). Dette er ændelig filmkunst der stort set også er tilgængelig for de ikke så hærdede filmelskere. Det er fuldt fortjent at den fik fuldt hus af alle anmeldere for de store aviser. Den har noget på hjerte, og der er skam ikke bare stil, størstedelen af dette drama er substans. Man er så fristet til at se den igen, straks efter man har set den.