Kvalmende ringe
1.0
Ligegyldigt hvor underholdende det kan være at se et menneskekranie blive gennemboret af jernspidser forfra og bagfra, ligegyldig hvor fedt det er, at iagttage en pistol blæse indmaden af et hoved for alle vinde, og ligegyldigt hvor befriende en opvisning i meningsløse pinsler for mange må være, er "Saw II" en ufattelig dårlig film. Og da instruktøren Darren Lynn Bousman tydeligvis er stærk tilhænger af skaren der finder førnævnte grusomheder fornøjelige, kan man ikke andet end at ryste på hoved. Hvad er det her?
Endnu engang genopfrisker "Saw"-konseptet for de glemsomme hvor lede mennesker kan være. Vi skal da atter lige have sat på plads, hvad rendyrket ondskab vil sige, og var det ikke for bageovne, bjørneklørsmasker, pigtråd og diverse sadistiske fælder, var det måske gået op for filmverdenen, hvor minimalt filmene nogensinde berøre sit udspekulerede tema.
Uden sit blodfilter havde ”Saw”-filmenes psykologiske kapacitet stået tilbage - blottet og pinlig nøgent. De små lyspunkter af plot-, mord- og effektmæssig opfindsomhed der var at finde hos "Saw", er i efterfølgeren fuldkommen klinisk renset bort, uden en tilnærmelse af en tilnærmelse af en tilnærmelse af en anelse kvalitativ tænkning. "Saw II" skraber bunden af bunden med samme gennemskærende, pibende klang som når rustent metal sliber gammelt jern.
Pennen stærkere end saven? Skrivearbejdet er under alle omstændigheder forfærdeligt ringe, og plottet konstrueret i fuldkommen tåbelighed. En håndfuld mere eller mindre livskrænkende mennesker, primært narkomaner, spærrers inde i et fældebefængt hus, og går på jagt efter en udvej. Undervejs skal de da lige score sig et fix, og sprøjter er serveret rundt omkring i huset som det rene tagselvbord. Der sparres naturligvis ikke på perversiteterne når junkierne straffes for deres naivitet og grådighed. De brændes, skydes, skæres eller blot forblødes til døde, når bagmanden Jigsaw leger med liv som en anden helgen, der opfører dagens gode gerning for åbne blodsluser. ”Saw”-ideen er flere gange blevet sammenlignet med David Fincher’s mesterthriller ”Se7en”, og tematisk set er der da noget om snakken. John Doe’s og Jigsaw’s livsfilosofier minder om unægtelig meget om hinanden, i deres grumme afstraffelse af syndere. Her stopper lighederne dog også mellem en så brillant og en så luset film.
”Saw II” er ligeså meningsløs som et afsnit amatørlavet ”Happy Slapping”, og tilmed ligeså teknisk skidt udført som samme. Udrustet med en skare elendige skuespillere, frontført af Tobin Bell der imponerende effektivt formår at tørlægge sin karakter for nogen som helst form for ondskab, et rædselsfuldt manuskript, en stor dunk teater-blod og en pose med afrevne lemmer, gør Darren Lynn Bousman sin entre i filmverdenen, med en debut af absolut værst tænkelige slags. Der sprøjtes med blod fra åbne sår, hule kranier og svitsede håndled, men kvalitet levner ”Saw II” ikke en dråbe af.
Endnu engang genopfrisker "Saw"-konseptet for de glemsomme hvor lede mennesker kan være. Vi skal da atter lige have sat på plads, hvad rendyrket ondskab vil sige, og var det ikke for bageovne, bjørneklørsmasker, pigtråd og diverse sadistiske fælder, var det måske gået op for filmverdenen, hvor minimalt filmene nogensinde berøre sit udspekulerede tema.
Uden sit blodfilter havde ”Saw”-filmenes psykologiske kapacitet stået tilbage - blottet og pinlig nøgent. De små lyspunkter af plot-, mord- og effektmæssig opfindsomhed der var at finde hos "Saw", er i efterfølgeren fuldkommen klinisk renset bort, uden en tilnærmelse af en tilnærmelse af en tilnærmelse af en anelse kvalitativ tænkning. "Saw II" skraber bunden af bunden med samme gennemskærende, pibende klang som når rustent metal sliber gammelt jern.
Pennen stærkere end saven? Skrivearbejdet er under alle omstændigheder forfærdeligt ringe, og plottet konstrueret i fuldkommen tåbelighed. En håndfuld mere eller mindre livskrænkende mennesker, primært narkomaner, spærrers inde i et fældebefængt hus, og går på jagt efter en udvej. Undervejs skal de da lige score sig et fix, og sprøjter er serveret rundt omkring i huset som det rene tagselvbord. Der sparres naturligvis ikke på perversiteterne når junkierne straffes for deres naivitet og grådighed. De brændes, skydes, skæres eller blot forblødes til døde, når bagmanden Jigsaw leger med liv som en anden helgen, der opfører dagens gode gerning for åbne blodsluser. ”Saw”-ideen er flere gange blevet sammenlignet med David Fincher’s mesterthriller ”Se7en”, og tematisk set er der da noget om snakken. John Doe’s og Jigsaw’s livsfilosofier minder om unægtelig meget om hinanden, i deres grumme afstraffelse af syndere. Her stopper lighederne dog også mellem en så brillant og en så luset film.
”Saw II” er ligeså meningsløs som et afsnit amatørlavet ”Happy Slapping”, og tilmed ligeså teknisk skidt udført som samme. Udrustet med en skare elendige skuespillere, frontført af Tobin Bell der imponerende effektivt formår at tørlægge sin karakter for nogen som helst form for ondskab, et rædselsfuldt manuskript, en stor dunk teater-blod og en pose med afrevne lemmer, gør Darren Lynn Bousman sin entre i filmverdenen, med en debut af absolut værst tænkelige slags. Der sprøjtes med blod fra åbne sår, hule kranier og svitsede håndled, men kvalitet levner ”Saw II” ikke en dråbe af.
22/12-2006
