Charmerende og uden charme
3.0
Jeg satte mig foran fjerneren og var klar på en lille rap thriller på højest halvanden time. Den var rap men sjovt nok følte jeg mig ikke underholdt. ”The Whole Nine Yards” er til gengæld ikke uden ævner, og ikke desto mindre følte jeg mig moret af det friske humør som filmen besidder.
”The Whole Nine Yards” er ganske kæk og frisk. Den gjorde mig i forrygende godt humør, samtidig med at den kvikkede mig op. Her er der tale om endnu en Tarantino’sk affære, med masser af pistoler, lejemordere, sex, gangstere, Bruce Willis’er og så en forbandet uheldig hovedperson. Efter jeg havde set den fantastisk fremragende men også lidt for Tarantino inspirerede ”Lucky Number Selvin”, var mine forventninger godt puret til. Men disse blev desværre (næsten) ikke indfriet. Og med stort desværre.
Bruce Willis kører totalt på autopilot. Han kan efterhånden disse roller udenad, og dermed kan man ikke lade være med at blive utroligt skuffet. Ham der engang var et lysende håb, er nu blevet en irriterende og lidt ligegyldig fyr. Det kan heller ikke siges at vores hovedrolleindehaver Matthew Perry er særligt interessant, og er med dette småtynde startskud hermed kaldt uinteressant. Michael Clarke Duncan er til gengæld et fantastisk håb. Med sin dybe soul-stemme har han hermed skrevet sig ind i en bog om interessante skuespillere!
Det fraholder dog ikke ”The Whole Nine Yards” fra at være forbandet sjov. Blandt andet er hans tur til hans arbejde, hvor han flere gange på turen gokker hovedet ned i hornet og slår på instrumentbrættet forbandet morsom. Den er også flere steder vitterligt skrevet, lidt for meget Tarantino men dog rigtigt velfungerende, til tider. Især er momenterne hvor den herlige svindler-komedie tager over dybt interessante.
”The Whole Nine Yards” har også ganske iørefaldene musik med i. En herlig blanding af funk og fusion gør denne komedie tjekket, hvilket de egentlig bare er gået mest op i at gøre den. Dog er denne tjekkethed bare gået hen og blevet til kunkenhed. Lunkenhed med charme. Det er derfor at ”The Whole Nine Yards” for tre lidt for store men alligevel passende stjerner.
”The Whole Nine Yards” er ganske kæk og frisk. Den gjorde mig i forrygende godt humør, samtidig med at den kvikkede mig op. Her er der tale om endnu en Tarantino’sk affære, med masser af pistoler, lejemordere, sex, gangstere, Bruce Willis’er og så en forbandet uheldig hovedperson. Efter jeg havde set den fantastisk fremragende men også lidt for Tarantino inspirerede ”Lucky Number Selvin”, var mine forventninger godt puret til. Men disse blev desværre (næsten) ikke indfriet. Og med stort desværre.
Bruce Willis kører totalt på autopilot. Han kan efterhånden disse roller udenad, og dermed kan man ikke lade være med at blive utroligt skuffet. Ham der engang var et lysende håb, er nu blevet en irriterende og lidt ligegyldig fyr. Det kan heller ikke siges at vores hovedrolleindehaver Matthew Perry er særligt interessant, og er med dette småtynde startskud hermed kaldt uinteressant. Michael Clarke Duncan er til gengæld et fantastisk håb. Med sin dybe soul-stemme har han hermed skrevet sig ind i en bog om interessante skuespillere!
Det fraholder dog ikke ”The Whole Nine Yards” fra at være forbandet sjov. Blandt andet er hans tur til hans arbejde, hvor han flere gange på turen gokker hovedet ned i hornet og slår på instrumentbrættet forbandet morsom. Den er også flere steder vitterligt skrevet, lidt for meget Tarantino men dog rigtigt velfungerende, til tider. Især er momenterne hvor den herlige svindler-komedie tager over dybt interessante.
”The Whole Nine Yards” har også ganske iørefaldene musik med i. En herlig blanding af funk og fusion gør denne komedie tjekket, hvilket de egentlig bare er gået mest op i at gøre den. Dog er denne tjekkethed bare gået hen og blevet til kunkenhed. Lunkenhed med charme. Det er derfor at ”The Whole Nine Yards” for tre lidt for store men alligevel passende stjerner.
22/12-2006
