Pubertetens svære år
5.0
Todd Solondz leverer med sin gennembrudsfilm Wellcome to the dollhouse en usentimental, hårhudet og særdeles sorthumoristisk fremstilling af de problemer man kan løbe ind i, når puberteten melder sig.
Filmen igennem følger vi den lidet smukke Dawn, som på Ben Franklin Junior High i New Jersey mobbes af både lærere og elever, mens hun derhjemme tyraniseres af både moder og søskende. Intet bliver nemmere af, at hun forelsker sig i en ca. 5 år ældre storchamør, som umuligt kan gengælde hendes teenagekærlighed.
Dawn protræteres fremragende af Heather Matarazzo, som virkelig får os til at føle med den lille pige. Selv om Solondz så fremragende serverer alle pointer med en hård sort humor kan man undgå at få ondt af stakkels Dawn. Alt og alle er på nakken af hende. Man forstår virkelig hendes smerte og vrede, og man frygter for hendes skæbne, når hun determineret sætter jagten ind på sin drømmefyr.
Filmen er så god, fordi Solondz rammer middelklasselivsprotrættet perfekt, og viser hvor mange absurtiterne, der gemmer sig under en ellers blankpoleret fernis. Der bliver ikke langt fingrer imellem, alle pinlige og ondskabsfulde scener, hvor man virkelig sidder og krummer tæer, trækkes lige lidt længere end man har lyst til, så pointerne bliver smasket ind i hovedet på en. Dette er ikke fordi Solondz er uelegant, men simpelthen for at provokere publikum.
Wellcome to the dollhouse rummer også glædesfyldte øjeblikke, men lykkens træppe trækkes væk under både filmens hovedpersoner og publikum uden at blikke. Intet er rart og ender godt, men det hele glider ned pga. filmens fremragende sorte humor.
Wellcome to the dollhouse er i høj grad en utraditionel måde at skildre pubertetens svære år, men det gør den bestemt ikke mindre interessant og underholdende. Dette er er en super fed film, og så lykkedes det endda Solondz at hæve kvaliteten yderligere med hans næste film Happiness, som må betegnes som et mesterværk.
Filmen igennem følger vi den lidet smukke Dawn, som på Ben Franklin Junior High i New Jersey mobbes af både lærere og elever, mens hun derhjemme tyraniseres af både moder og søskende. Intet bliver nemmere af, at hun forelsker sig i en ca. 5 år ældre storchamør, som umuligt kan gengælde hendes teenagekærlighed.
Dawn protræteres fremragende af Heather Matarazzo, som virkelig får os til at føle med den lille pige. Selv om Solondz så fremragende serverer alle pointer med en hård sort humor kan man undgå at få ondt af stakkels Dawn. Alt og alle er på nakken af hende. Man forstår virkelig hendes smerte og vrede, og man frygter for hendes skæbne, når hun determineret sætter jagten ind på sin drømmefyr.
Filmen er så god, fordi Solondz rammer middelklasselivsprotrættet perfekt, og viser hvor mange absurtiterne, der gemmer sig under en ellers blankpoleret fernis. Der bliver ikke langt fingrer imellem, alle pinlige og ondskabsfulde scener, hvor man virkelig sidder og krummer tæer, trækkes lige lidt længere end man har lyst til, så pointerne bliver smasket ind i hovedet på en. Dette er ikke fordi Solondz er uelegant, men simpelthen for at provokere publikum.
Wellcome to the dollhouse rummer også glædesfyldte øjeblikke, men lykkens træppe trækkes væk under både filmens hovedpersoner og publikum uden at blikke. Intet er rart og ender godt, men det hele glider ned pga. filmens fremragende sorte humor.
Wellcome to the dollhouse er i høj grad en utraditionel måde at skildre pubertetens svære år, men det gør den bestemt ikke mindre interessant og underholdende. Dette er er en super fed film, og så lykkedes det endda Solondz at hæve kvaliteten yderligere med hans næste film Happiness, som må betegnes som et mesterværk.
23/12-2006
