strømliniet underholdning
3.0
Den nutidigt fallerede instruktør Richard Donner formåede i sine gyldne karriereår på kompetencefyldt vis at højeffektiviserer gængse Hollywood film med en sublim underholdningsmæssig seværdighed til følge, hvilket blandt andet indbefatter så distingverende film som apokalypsegyseren The Omen, den banebrydende Dødbringende Våben (hvoraf den originale manuskriptforfatter Shane Black dog nok skal komplimenteres højest), den herligt uforpligtende westernkomedie Maverick, og ikke mindst Conspiracy Theories fra ´98, en irriterende undervurderet, memorabel og intelligent perle. Efter at have unødvendigt genoplivet Riggs/Murtaugh makkerparret i den fjerde og indiskutabelt dårligste installation i Dødbringende Våben-serien, tog Donner sig nogle tiltrængte sabbatår, der nok mere skal anses som en selverklæret kapitulation end en afslappende kunstpause. Donner forsøgte sig usuccesfuldt med en filmisk genopstandelse med den rodede og horrible Timeline, og nu allierer han sig med en af actionfilmens helt store ikoner, den udødelige Bruce Willis. Forventningerne lå på lavt blus for mit vedkommende, men faktum er, at Donner og Willis leverer en gammeldags og gedigen underholdningssag med 16 Blocks, der svagt løfter sig over kategoriseringen tidsspilde, men som til gengæld fungerer upåklageligt på sine egne, uprætentiøse præmisser.
Willis indtager den mere end velkendte rolle som den afdankede og traumatiserede anti-helt, der langsomt finder sin indre godhed frem i retfærdighedens navn. Willis leverer en rutinepræget præstation med et minimum af engagement, men formår alligevel at vække en smule interesse for sin karakter, takket være Willis’ ubenægtende og signaturprægede karisma. Handlingen i 16 Blocks er den klassiske tidsbegrænsede set-up, her indrammet i et lettere uplausibelt scenarium, hvor den fordrukne og apostasierende misantrop skal eskortere en vaneforbryder til retsbygningen. Den tidligere rapper Mos Def er et af de unikke tilfælde, hvor en rappers konvertering til skuespillerfaget faktisk hverken føles patetisk eller selvophævende. Def leverer en udmærket præstation som det lettere retarderede og overoptimistiske vidne, der udsættes for korrumperede strømer og amoralsk gadelov, samtidig med at han katalyserer Willis’ humanistiske integritet. Kemien mellem de to hovedrolleindehavere er dog til at overse, og som publikum savner man en mere dybdegående psykologisk interesse. Dialogen er svag og uinspirerende, mens historien lidt for ofte kører i tomgang, solide spændingsmomenter og bombastiske actionudladninger til trods. Altid fremragende David Morse træder lidt vande som filmens ensidige skurk, men han får til gengæld også kun begrænsede midler at arbejde med. Den visuelle side er uophidsende, men virkningsfuld, hvilket paralleliseres fint med filmens overordnede indtryk.
Donner har med 16 Blocks kreeret en uforpligtende og let forglemmelig underholdningssag, der på trods af en glat overflade, velkendte (hvis ikke decideret forslidte) virkemidler og en bundsentimental slutning, alligevel rehabiliterer instruktørens noget ujævne renommé en smule. Desuden er filmen talrige kvalitetsniveauer over Willis’ sidste udskejelse som derangeret actionhelt i den forfærdelige Hostile.
Willis indtager den mere end velkendte rolle som den afdankede og traumatiserede anti-helt, der langsomt finder sin indre godhed frem i retfærdighedens navn. Willis leverer en rutinepræget præstation med et minimum af engagement, men formår alligevel at vække en smule interesse for sin karakter, takket være Willis’ ubenægtende og signaturprægede karisma. Handlingen i 16 Blocks er den klassiske tidsbegrænsede set-up, her indrammet i et lettere uplausibelt scenarium, hvor den fordrukne og apostasierende misantrop skal eskortere en vaneforbryder til retsbygningen. Den tidligere rapper Mos Def er et af de unikke tilfælde, hvor en rappers konvertering til skuespillerfaget faktisk hverken føles patetisk eller selvophævende. Def leverer en udmærket præstation som det lettere retarderede og overoptimistiske vidne, der udsættes for korrumperede strømer og amoralsk gadelov, samtidig med at han katalyserer Willis’ humanistiske integritet. Kemien mellem de to hovedrolleindehavere er dog til at overse, og som publikum savner man en mere dybdegående psykologisk interesse. Dialogen er svag og uinspirerende, mens historien lidt for ofte kører i tomgang, solide spændingsmomenter og bombastiske actionudladninger til trods. Altid fremragende David Morse træder lidt vande som filmens ensidige skurk, men han får til gengæld også kun begrænsede midler at arbejde med. Den visuelle side er uophidsende, men virkningsfuld, hvilket paralleliseres fint med filmens overordnede indtryk.
Donner har med 16 Blocks kreeret en uforpligtende og let forglemmelig underholdningssag, der på trods af en glat overflade, velkendte (hvis ikke decideret forslidte) virkemidler og en bundsentimental slutning, alligevel rehabiliterer instruktørens noget ujævne renommé en smule. Desuden er filmen talrige kvalitetsniveauer over Willis’ sidste udskejelse som derangeret actionhelt i den forfærdelige Hostile.
25/12-2006
