"Give a guy two guns..."
5.0
For at se en John Woo-film skal man være indforstået med et par ting: Et enkelt pistolmagasin kan vare ved i uendeligheder. Helte og skurke kan kaste sig gennem talrige glasruder, få skudt hagl og patroner gennem kroppen, og i sidste ende stadig stå oprejst med et smil på læben. En flok fjender kan skyde horder af skud mod hinanden uden nogle bliver ramt - og nærmest let på tå danse sig vej gennem en kugleregn. Og for at opnå besiddelsen af det fulde udbytte af en film som ”Hardboiled”, skal man først og fremmest kunne se æstetikken i en sygeligt velkoreograferet, Slowmotion-glaseret og lækker ildkamp. I John Woos hænder fås denne vare næppe bedre!
To mænd sidder på en restaurant. Begge kigger skævt og mistænksomt over mod et par andre borde. Ved disse sider en flok skumle herrer. De to fyre giver i et kort øjeblik hinanden et hint med øjnene, hvorefter den ene løfter et fuglebur fra ved siden af sin stol op på sit skød og giver det et vrid der brister burets bund. Pistoler og magasiner flyder ud på restaurantens gulv. Et split sekund efter, i en uigennemtrængelig krudttåge, rasler tomme patronhylstre til jorden, i takt med de kuglespiddede kroppe der plasker i blodpøle. Ikke nok med at introduktionen til actionbraget ”Hardboiled” nådesløst hamrer sit publikum tilbage i sædet - den formår at give seeren en ærgerlig formodning om, at filmen allerede indenfor sensationelt få minutter topper sin actionkurve.
Naturligvis har John Woo dog flere kort i ærmet, og udspiller dem til enhvers forbløffelse bedre og bedre som spilletiden på 120 minutter forløber og som drabstallet stiger. Ikke mindre end tre gange skubber han standart-actionfilmens grænser og overgår sine egne mageløse bedrifter. Først i sit herlige flammehelvede i restauranten, siden i den gnidrende og glødende lagerbygning og sidst, som grydens kogepunkt, i de fuldkommen uforlignelige skududvekslinger i de gennemhullede hospitalsgange. Specielt i sidstnævnte rammer slår Woo sin mesterstatus som action-koreograf fast med et 3-4 minutters langt ”longshot”, der beviser hans talent rækker til andet end at efterarbejde og Slowmotion-tilsmage en actionsekvens. Chow Yun-fat og Tony Leung dasker en 15-20 mand til jorden som bevæbnede guder i én lang komposition, der minder om et hvilken som helst klassisk skydespil på en spilkonsol. At befinder sig som midt i krydsildens herligheder, er som at være i den eksplosive syvende himmel. Og hvilken følelse.
Aldrig har jeg oplevet ildspyende pistolløb, heroiske massemord, svedige håndvåben og fuldstændigt vanvittigt stuntarbejde i en så smuk bearbejdelse som hvad John Woos actionballet opviser af veliscenesat action. At Woo til gengæld aldrig hæver dialog, skuespil, plot og karakternuancer op på nået decideret interessant stadie, må være den eneste væsentlige fedtfinger at sætte på hans film. ”Hardboiled” er så rendyrket en genrefilm som det er muligt. Nok er skurkene elendige til at ramme, nok udskifter heltene usandsynligt sjældent sine magasiner og nok tåler de mere end mennesker bør. Men alt dette dækker John Woo-præmissen naturligvis for, og kan man ”leve” med den, venter der her en fremragende fuldblods actionoplevelse.
To mænd sidder på en restaurant. Begge kigger skævt og mistænksomt over mod et par andre borde. Ved disse sider en flok skumle herrer. De to fyre giver i et kort øjeblik hinanden et hint med øjnene, hvorefter den ene løfter et fuglebur fra ved siden af sin stol op på sit skød og giver det et vrid der brister burets bund. Pistoler og magasiner flyder ud på restaurantens gulv. Et split sekund efter, i en uigennemtrængelig krudttåge, rasler tomme patronhylstre til jorden, i takt med de kuglespiddede kroppe der plasker i blodpøle. Ikke nok med at introduktionen til actionbraget ”Hardboiled” nådesløst hamrer sit publikum tilbage i sædet - den formår at give seeren en ærgerlig formodning om, at filmen allerede indenfor sensationelt få minutter topper sin actionkurve.
Naturligvis har John Woo dog flere kort i ærmet, og udspiller dem til enhvers forbløffelse bedre og bedre som spilletiden på 120 minutter forløber og som drabstallet stiger. Ikke mindre end tre gange skubber han standart-actionfilmens grænser og overgår sine egne mageløse bedrifter. Først i sit herlige flammehelvede i restauranten, siden i den gnidrende og glødende lagerbygning og sidst, som grydens kogepunkt, i de fuldkommen uforlignelige skududvekslinger i de gennemhullede hospitalsgange. Specielt i sidstnævnte rammer slår Woo sin mesterstatus som action-koreograf fast med et 3-4 minutters langt ”longshot”, der beviser hans talent rækker til andet end at efterarbejde og Slowmotion-tilsmage en actionsekvens. Chow Yun-fat og Tony Leung dasker en 15-20 mand til jorden som bevæbnede guder i én lang komposition, der minder om et hvilken som helst klassisk skydespil på en spilkonsol. At befinder sig som midt i krydsildens herligheder, er som at være i den eksplosive syvende himmel. Og hvilken følelse.
Aldrig har jeg oplevet ildspyende pistolløb, heroiske massemord, svedige håndvåben og fuldstændigt vanvittigt stuntarbejde i en så smuk bearbejdelse som hvad John Woos actionballet opviser af veliscenesat action. At Woo til gengæld aldrig hæver dialog, skuespil, plot og karakternuancer op på nået decideret interessant stadie, må være den eneste væsentlige fedtfinger at sætte på hans film. ”Hardboiled” er så rendyrket en genrefilm som det er muligt. Nok er skurkene elendige til at ramme, nok udskifter heltene usandsynligt sjældent sine magasiner og nok tåler de mere end mennesker bør. Men alt dette dækker John Woo-præmissen naturligvis for, og kan man ”leve” med den, venter der her en fremragende fuldblods actionoplevelse.
26/12-2006
