impersonalistisk vellykket

En af Hollywoods ubestridt kvalitative underholdningsmestre Tony Scott, havde med sine seneste par værker abdiceret fra mainstreamproduktets gængse konventioner og forsøgt sig med en mere eksperimentalform på billedsiden. Scotts innovative æstetiske talent har vækket genklang siden hans opsigtsvækkende karrieres begyndelse, hvor hans klare og signaturprægede vision har været til stede i alle hans distingverende værker. Tilsyneladende følte Scott sig på det seneste dog mere tiltrukket af den psykedeliske klippestil (som han påbegyndte i den fremragende og undervurderede Enemy of the State) end de mere gennemførte enkeltstående billeder, hvilket resulterede i den visuelt overrumplende, men også umådelig udmattende og momentvis anstrengende Man on Fire, hvis originale og eksperimentale billedside udgjorde filmens eksistensgrundlag, hvilket gjorde at man efterlod filmen med en følelse af visuel velsignelse, men emotionel tomhed. Scott ekspanderede sin selvfundamenterede æstetik i den rodede og groft udskældte Domino, der ligeledes var i besiddelse af forrige films fejl og kvaliteter. Domino blev mildest talt køligt modtaget af kritikerne, og publikum afveg også fra de varme biografsæder. Personligt fandt jeg Scotts dedikerede innovationsforsøg beundringsværdige, om end indiskutabelt ukomplette og fejlfyldte, og jeg håber da ikke, at enkeltstående fiaskoer vil afskrække ham fra at videreeksplorere og eksperimentere med billedformen. Derved ikke sagt, at det ikke er en sand fornøjelse at se Scott tilbage i mainstreamrammernes sekuritet, hvor han efter flere års kollaborationspause atter har allieret sig med den magtfulde producermogul Jerry Bruckheimer, og sammen leverer de med den teknologifikserede Deja Vú en superunderholdende og dejlig uprætentiøs film, der retter op på Scotts tidligere ufokusering og uinteresse med den fortællende historie.

Deja Vú (hvis titel aldrig rigtig relateres til handlingen) omhandler et banebrydende regeringsforskningsprojekt, der tillader videnskabsmænd at sammenlappe parallelle dimensioner og overvære fortidens allerede hændte scenariums. Der bruges megen tid og energi på at kortlægge og logisk videreformidle filmens obskure omdrejningspunkt (der dog heldigvis kun anvendes som overfladisk fremadskridende katalysator end forsøg på decideret kontemplative tiltag), der dog ikke undviger det faktum, at det hele er noget videnskabeligt nonsens og til tider føles ret fjollet. Heldigvis fokuserer den rationelle Scott dog mere på spændingsmuligheder i historien, hvilke han udnytter formfuldendt. Indledningen er et sandt skoleeksempel på fascinerende og publikumsmæssig interessevækkelse, hvor et bombeattentat iscenesættes uhyre virtuost med en konstant underliggende intimidationsfølelse og tommetyk stemning (ikke mindst takket være originalt brug af en The Beach Boys sang). Denzel Washington indtager sin velkendte rolle som sympatisk og integritetsfyldt helt, der skal undersøge omstændighederne omkring den massedræbende tragedie. Washington er som altid seværdig og plausibelt spillende, men selvom rollen ikke byder på hverken den store udfordring eller psykologiske tyngde, så er man som publikum fænget hele vejen igennem. Washington trækkes ind i en nærmest uoverskuelig opklaringssag, der sender hjernen og kroppen tilbage til fortiden, hvor han skal forsøge at afdække mysteriet og undgå den muligvis skæbnebestemte hændelse. Deja Vú er klassisk fortalt med fornemme set-up og pay-offs (især tegnene i den afdøde kvindes hjem er gennemtænkte), men den eneste grund til, at man ikke falder fra under de evigt stigende forklaringsproblemer og tåbeligheder, er den tårnhøje og konstant spændingseskalerende underholdningsværdi, hvor Scott atter viser sig sin førnævnte klassificering værdig. Birollerne fyldes glimrende ud af velkendte ansigter som Val Kilmer (der leverede en absolut uforglemmelig, men kortvarig præstation i Scotts kunstneriske og emotionelle karrierehøjdepunkt, True Romance), Adam Goldberg, Bruce Greenwood og ikke mindst en skræmmende James Caviezel som fanatisk og psykotisk patriot.

Scott vægter den overordnede spænding højere end enkeltstående actionscener, men disse er naturligvis til stede, bare i en mere kontrolleret og apriorisk forstand, end man er vant til i en Bruckheimer-produceret film. Der er dog rigeligt med adrenalinfyldte og hæsblæsende sekvenser til at actionpublikummet nok skal blive tilfredsstillet. Scott har på den notoriske billedside skruet betydeligt ned for eksperimentalodysséerne, men Deja Vú er dog stadig en stiliseret æstetisk nydelse af de unikke. I samarbejde med fotografen Paul Cameron (der ligeledes filmede Manns superior og sublime Collateral) bydes der på talrige visuelle lækkerier (akkompagneret af en selvsikker klippestil), og Scotts status som koldblodig og ekstraordinær visionær kan man ikke anfægte. Harry Gregson-Williams musik yder god, men lidet opsigtsvækkende støtte til virkemidlerne.

Deja Vú er en velfungerende underholdningsfilm, der kun mister pusten i den lidt for sentimentale slutning, hvor den unødvendige og umotiverede kærlighedshistorie for alvor udfoldes. Det er dog skønhedsfejl (hvilket kan føres tilbage til manuskriptoplæggets mangler) af de mere ubetydelige i det store billede, hvilket indikerer, at Scott stadig har sans for medrivende historiefortælling (dog uden fordums gyldne emotionelle engagement) og umættelig spænding. For min skyld måtte han dog gerne fluktuere mellem eksperimentalfilmene og de deciderede mainstreamværker, da Scott stadig formår at udvikle sit billedsprog på interessevækkende vis.