dansk film i tomgang

Den kronisk succesrige og prisvindende instruktør Susanne Bier er efter anerkendte film som Den Eneste Ene og Brødre blevet udråbt som en af dansk films største guldgruber. Bier har ligeledes vist sit værd gennem hendes fremragende og kompromisløse skuespillerinstruktion (at hun til gengæld efter sigende er en miserabel holdleder er en anden sag), men faktum er, at hendes film ofte er overdrevet amerikaniserede og kalkulerende følelsesfremtvinger, der manipulativt dikterer publikums sindsstemning, uden at det føles genuint eller naturalistisk. Som kontrast til mine anklager skal Elsker Dig For Evigt dog fremhæves som et sublimt og eftertænksomt værk med en storslået emotionel generøsitet. Med sit nyeste epos, Efter Brylluppet, falder Bier dog i samme tillokkende fælde, som indtog hendes forrige film, Brødre, nemlig en opblæst og søgt historie, der ikke fungerer som andet end eskalator til storslåede scener, som ultimativt ender med at være decideret følelsesporno.

Efter Brylluppet er skrevet af den produktive og mestendels kvalitative Anders Thomas Jensen (i tæt samarbejde med Bier selv, hvilket også var tilfældet med hendes to forrige film), og handler om den plagede Jacob, der forsøger at finde syndsforladelse for fortidens gerninger som humanistisk hjælper i et uland. Jacob spilles fornemt af den ellers overeksponerede Mads Mikkelsen, hvis ekspressive ansigt komplimenterer karakterens indre dæmoner. Filmen indledes glimrende med en subtilt beskrivende rundvisning i Mikkelsens nuværende situation, akkompagneret af det psykedeliske islandske eksperimentalband Sigur Rós (en af mine personlige favoritter), der ellers er meget eksklusive med at udlåne deres sanselige sange til filmverdenen. Mikkelsen inviteres til Danmark af en rigmand i troen på, at denne vil donere en pæn sjat penge til hans uundgåelige konkursprojekt. Kontrasterne mellem den fattige bydel og danskernes luksuriøse liv visualiseres karikeret og unødvendigt eksplicit, men Bier og Jensen trækker i stedet fokus over på en nærkommen familietragedie, hvor rigmanden (fremragende spillet af svenskeren Rolf Lassgård) er dødelig syg og forsøger at indrullere Mikkelsen som surrogat-fader for familien. Sidse Babett Knudsen er tilpas underspillet og overbevisende som konen, der har haft en affære med Mikkelsen, hvilket har resulteret i en datter (den nykomne Stine Fischer Christensen, der er en mindre åbenbaring på den danske skuespillerscene), hvorved tingenes sammenhæng afsløres gradvist gennem filmen. Lassgård anfægter sig en maskulinitetspræget og selvsikker facade, en sand dukkefører, der hensynsløst anvender både fremmede og familie som marionetter (sublimt symboliseret i et enkelt billede, hvor det københavnske hektiske byliv reflekteres i en glasdør, hvor bag Lassgård befinder sig). Kontrollen krakelerer dog langsomt, og Lassgårds oprigtige intentioner angives på episodisk rørende vis. Bier arbejder med interessante og spændende tematikker som ansvar og død, men formidlingen bliver desværre aldrig for alvor vedkommende for publikum, på trods af de eminente medvirkende.

Morten Søborgs famøse fotografering er overordnet en fornøjelse at overvære (ekstreme close-ups og tommetykke symboler ekskluderet), hvor han kunstnerisk fanger detaljer som udvisning af nervøsitet gennem et fraværende klem i armen. Bier arbejder utvivlsomt sammen med nogle af dansk films bedste, hvilket gør det ekstra sørgeligt, at hendes historiemæssige iscenesættelse er så overdimensioneret bombastisk og aggressiv i dens følelsesfremkaldelse. Efter Brylluppet erhverver sig tre beskedne stjerner på grund af enkeltstående gode idéer og potentiale, men filmen som helhed er både selvsmagende og uengagerende.