En horrorserie fødes
4.0
Ud af intetheden bragende James Wans Saw igennem horrorlydmuren i 2004, således at en relativ lavbudget horrorfilm slog igennem til et mainstream publikum. Filmen var således både en succes hos det vanlige horrorpublikum og hos den brede offentlighed.
Efter min bedste overbevisning var succesen fortjent. Med sit snørklede puslesspilsmanuskript og en dyster og mørk historie holder Wan os fanget på kanten af biografsædet i samtlige 99 min.
Filmen ligger ud i en kold, klam og mørk kælder, hvor to mænd intetanende vågner op lænket fast i den ene fod. Hurtigt bliver scenens og hele filmens præmis rullet op. Den ene mand - Dr. Gordon - skal dræbe den anden mand - Adam - inden 6 timer ellers vil hans kone og datter blive slået ihjel. En dyster og rå tone er slået an, og efterhånden som vi præsenteres for den onde puppetmaster Jigsaw og hans sygelige spil, hvor han spiller med andre menneskers liv, suges vi som publikum ind i en syg og ond verden fyldt med smerte og blod.
Det, der ud over den rå og dystre stemning gør filmen så fed, er den måde, hvorpå Ja,mes Wan har valgt at fortælle sin historie. Gennem små flashbacks som hele tiden rykker nærmere reel time afsløres mere og mere af filmens plot indtil filmens sidste plottwist som vender hele fortællingen på hovedet. Første gang jeg så filmen, havde jeg intet gættet og tæppet blev revet væk under mig på den fede måde. En virkelig ond og umenneskelig slutning på en i forvejen led film.
Ligeledes er filmens tema med til at hæve Saw over de fleste andre samtidige horrorfilm. Hvor megen død og smerte er man i stand til at påføre både sig selv og andre, når ens eget liv eller dem man elskers liv står på spil? Og er det først når man virkelig føler smerte og døden nærme sig, at man værdsætter livet?
Filmen har dog også svagheder, hvoraf to falder i øjene. For det første er skuespillet ikke i verdensklasse hele vejen igennem. Bedst er gode gamle Danny Glover, som en pensioneret betjent, der stadig jagter Jigsaw uden at vide hvem han er. Værst er Cary Elwes, som desværre ikke egner sig til horror, men burde holder sig til komedier. For det andet så er filmens styrke med de mange flashbacks og sceneskift enkelte gange ved spænde ben for sig selv og gøre filmen for rodet. De gange, hvor det knirker bliver dog reddet på målstregen, så det går aldrig rigtig galt.
Saw var i 2004 et frisk og overraskende ondt pust på horrorhimlen, som sidenhen allerede har kastet to efterfølgere af sig. Begge føler den første films opbygning med en rækker personer, som udsættes for de værst tænkelige dødsfælder, og bedst som man tror, at man har regnet plottet ud, så rykkes man ret så kraftigt rundt. Hvor toeren ligger nogenlunde i forlængelse af etteren rent genremæssigt med en anelse mere blod, så er Saw 3 rendyrket splatterhorror, hvor der virkelig ikke spares på teaterblodet.
En fed horrorfilm, hvor mainstreampublikummet kan være med og samtidig startskuddet på den bedste nye horrorserie i mange år. Et meget stort firtal her fra.
Efter min bedste overbevisning var succesen fortjent. Med sit snørklede puslesspilsmanuskript og en dyster og mørk historie holder Wan os fanget på kanten af biografsædet i samtlige 99 min.
Filmen ligger ud i en kold, klam og mørk kælder, hvor to mænd intetanende vågner op lænket fast i den ene fod. Hurtigt bliver scenens og hele filmens præmis rullet op. Den ene mand - Dr. Gordon - skal dræbe den anden mand - Adam - inden 6 timer ellers vil hans kone og datter blive slået ihjel. En dyster og rå tone er slået an, og efterhånden som vi præsenteres for den onde puppetmaster Jigsaw og hans sygelige spil, hvor han spiller med andre menneskers liv, suges vi som publikum ind i en syg og ond verden fyldt med smerte og blod.
Det, der ud over den rå og dystre stemning gør filmen så fed, er den måde, hvorpå Ja,mes Wan har valgt at fortælle sin historie. Gennem små flashbacks som hele tiden rykker nærmere reel time afsløres mere og mere af filmens plot indtil filmens sidste plottwist som vender hele fortællingen på hovedet. Første gang jeg så filmen, havde jeg intet gættet og tæppet blev revet væk under mig på den fede måde. En virkelig ond og umenneskelig slutning på en i forvejen led film.
Ligeledes er filmens tema med til at hæve Saw over de fleste andre samtidige horrorfilm. Hvor megen død og smerte er man i stand til at påføre både sig selv og andre, når ens eget liv eller dem man elskers liv står på spil? Og er det først når man virkelig føler smerte og døden nærme sig, at man værdsætter livet?
Filmen har dog også svagheder, hvoraf to falder i øjene. For det første er skuespillet ikke i verdensklasse hele vejen igennem. Bedst er gode gamle Danny Glover, som en pensioneret betjent, der stadig jagter Jigsaw uden at vide hvem han er. Værst er Cary Elwes, som desværre ikke egner sig til horror, men burde holder sig til komedier. For det andet så er filmens styrke med de mange flashbacks og sceneskift enkelte gange ved spænde ben for sig selv og gøre filmen for rodet. De gange, hvor det knirker bliver dog reddet på målstregen, så det går aldrig rigtig galt.
Saw var i 2004 et frisk og overraskende ondt pust på horrorhimlen, som sidenhen allerede har kastet to efterfølgere af sig. Begge føler den første films opbygning med en rækker personer, som udsættes for de værst tænkelige dødsfælder, og bedst som man tror, at man har regnet plottet ud, så rykkes man ret så kraftigt rundt. Hvor toeren ligger nogenlunde i forlængelse af etteren rent genremæssigt med en anelse mere blod, så er Saw 3 rendyrket splatterhorror, hvor der virkelig ikke spares på teaterblodet.
En fed horrorfilm, hvor mainstreampublikummet kan være med og samtidig startskuddet på den bedste nye horrorserie i mange år. Et meget stort firtal her fra.
27/12-2006
