Det kvalmende søde liv

Fellinis ”La Dolce Vita” er en af de bedste film om dekadence overhovedet. I stedet for at følge nogle karakterer, der får en dyb og klar indsigt i dem selv og deres omgivelser, så giver Fellini os i stedet nogle karakterer, der starter med at være clueless og ender med at være clueless.

Filmen åbner med en fantastisk sekvens med en jesus-statue med åbne arme, der flyves med helikopter over boligblokke og byggepladser. Fra svedige byggearbejdere til rige, unge kvinder i bikinier, der solbader ved en swimming pool.

I helikopteren sidder Marcello (Marcello Mastroianni), der forsøger at score disse piger fra sin helikopter. En playboy der forsøger at score selv på vej til Vatikanet.

Der klippes fra Jesus-statuens stift smilende ansigt til en orientalsk danser, der har et lignende stift smil på sin guldmaske. Vi befinder os dybt inde i Roms natteliv på en cabaret-restaurant blandt byens berømtheder og de tilhørende gribbe.

Marcello tilhører de sidstnævnte. Han er en journalist, der muligvis har nogle ambitioner om at skrive seriøst journalistik eller litterattur som sin ven Steiner (Alain Cuny), men som aldrig kommer ud af nattelivet.

I en af de første scener ser vi ham tage med en rig og glamourøs elskerinde hos en forholdsvis fattig luder, der bor i en oversvømmet lejlighed i en boligblok i forstaden. De sender hende væk og giver sig til at bolle i hendes seng i en dekadent form for fattigdomsturisme.

Derhjemme har Marcello samtidig en kvinde, Emma (Yvonne Furneax), der med god grund er sygeligt jaloux. Marcello lader til at hade hendes hysteri, men han kan ikke forlade hende. Han har brug for en mama i sin lejlighed. Men han behandler hende som skidt, og da hun begår et selvmordsforsøg, siger han selvcentreret og narcissistisk, at hun ruinerer ham med lægeregninger.

Verden som Marcello befinder sig i er også lige så arrogant og ligeglad, hvilket vi kan se i detaljer så som lægen, der binder snørebånd i rummet, hvor Emma ligger, da Marcello træder ind i rummet for at se til hende.

Samtidig med kynismen kan vi også fristes til at blive forført af Marcellos søde liv til fester med rige berømtheder og smukke kvinder. Se for eksempel den berømte sekvens hvor en stor blond filmstjerne i form af Anita Ekberg kådt hopper i et stort springvand i sin gigantiske kjole.

Festerne kan også virke fulde af galskab. Specielt henimod slutningen hvor Marcellos ideal, Steiner, går til grunde, og Marcello bliver mere og mere destruktiv. Samtidig er det ikke kun de rige og berømte selv, der fremstilles som dekadente og gale.

Pressen fungerer her som offentlighedens perverse øjne, der ivrigt hungrer efter billeder af de smukke stjerner og af de store mirakler og tragedier. Her tænker jeg specielt på mediecirkusset ved et påstået mirakel, hvor to børn angiveligt har set Jomfru Maria, og på Steiner-tragedien.

Der er kameraer over det hele, og de iscenesætter alt. Faktisk kommer ordet paparazzi fra karakteren Paparazzo (Walter Sanzesso), der i filmen er en fotograf, der følger i hælene på Marcello.

Fellini giver nogle helt fantastiske sort-hvide billede af Rom i al sin herlighed og fordærv, og samtidig giver han os et portræt af en mand, der ikke kan finde mening, ståsted eller indhold i sit liv. Il matto.