Ramasjang i Vietnam
4.0
En typisk John Woo-sekvens er en langsomt gengivet slowmotion-optagelse af en mand, der halvliggende i luften svæver gennem gnister og kugler. I begge hænder har han et par pistoler der konstant arbejder på livet løs og nedlægger fjender så legende elegant som en rødglødende projektilvals. Sådanne øjeblikke er der naturligvis ikke sparet på i hans krigsdrama, ”Bullet in the Head” fra 1989.
Som en opfølger til den gudeligt vellykkede ”The Killer”, lægger filmen Chow Yun-fat på hylden i en kort stund og giver os John Woo’s efter sigende mest personlige fortælling. Nemlig historien om tre venners individuelle fordærvelse og båndet der knytter dem sammen i Vietnams krigszone. En periodefortælling der viser vennernes glade dage i et harmonisk kvarter i Hongkong og deres skæbnesvangre ophold i Vietnam under ’70’ernes ulmende konflikt om landets selvstændighed. Både historiens udgangspunkt og overordnede udviklinger minder til tider næsten for meget om Michael Cimino’s klassiker ”The Deer Hunter”, lige fra kontrastdistancen mellem ”før” og ”efter”, den grusomme krig og smuksaglige fred og selve krigens effekt på mennesket. Især John Woo’s barske og afstumpede slutkapitel i filmen minder om Cimino’s, til en næsten overflødig grad. Alt man mangler er en seksløber og ordene ”mao, mao!” før begæret flyder over.
”Bullet in the Head” er som nævnt godt rustet med heftige skuddueller og den hårde og sågar lidt kitsch’ede action-stil John Woo har opvundet berømmelse på, der fravælger at lade sine hovedpersoner genlade deres våben og levende lader dem blive pumpet fuld af bly, så selv 50 cent ville trække en mine. Hvad enten en sommerhusvilla, et hospitalskompleks eller, som her, en krig står for skud som rammedannende kulisse, får Woo på en eller anden måde altid flettet en god gang ramasjang ind i sine film, selvom grundlaget tit er logik på laveste plan. Hans Vietnam-eventyr er nok det bedste eksempel, for ”Bullet in the Head” er noget så sjældent som et actionspækket menneskedrama, langt fra krigsgenrens sædvaner.
At filmen foregår blandt Vietcong’er, koncentrationslejrer og politiske stridigheder er både dens plus og dens minus. Skuespillet er, først og fremmest af dygtige Tony Leung, udemærket til en grad der går rent ind, men aldrig formidler den smerte fortællingen går på helt inderligt nok. John Woo er ingen mindeværdig personinstruktør og hans tvivlsomme anstrengelser med de tre venners eksistenser lader aldrig hverken dramaet udfolde sig så menneskeligt og dybt som tiltænkt eller nedbryder konventionerne om lunkne karaktertegninger som hans øvrige film har ”lidt” under. Oven i købet er spilletiden omkring tyve minutter for lang, men med et usvigeligt og solidt greb om den genre han senere blev kaldt grundlægger af, og en funklende variation i fortælleformlen er ”Bullet in the Head” en sikker anbefaling værdig. Hverken som en John Woo-film i den bedste eller værste ende af skalaen, men som en god lille mellemting.
Som en opfølger til den gudeligt vellykkede ”The Killer”, lægger filmen Chow Yun-fat på hylden i en kort stund og giver os John Woo’s efter sigende mest personlige fortælling. Nemlig historien om tre venners individuelle fordærvelse og båndet der knytter dem sammen i Vietnams krigszone. En periodefortælling der viser vennernes glade dage i et harmonisk kvarter i Hongkong og deres skæbnesvangre ophold i Vietnam under ’70’ernes ulmende konflikt om landets selvstændighed. Både historiens udgangspunkt og overordnede udviklinger minder til tider næsten for meget om Michael Cimino’s klassiker ”The Deer Hunter”, lige fra kontrastdistancen mellem ”før” og ”efter”, den grusomme krig og smuksaglige fred og selve krigens effekt på mennesket. Især John Woo’s barske og afstumpede slutkapitel i filmen minder om Cimino’s, til en næsten overflødig grad. Alt man mangler er en seksløber og ordene ”mao, mao!” før begæret flyder over.
”Bullet in the Head” er som nævnt godt rustet med heftige skuddueller og den hårde og sågar lidt kitsch’ede action-stil John Woo har opvundet berømmelse på, der fravælger at lade sine hovedpersoner genlade deres våben og levende lader dem blive pumpet fuld af bly, så selv 50 cent ville trække en mine. Hvad enten en sommerhusvilla, et hospitalskompleks eller, som her, en krig står for skud som rammedannende kulisse, får Woo på en eller anden måde altid flettet en god gang ramasjang ind i sine film, selvom grundlaget tit er logik på laveste plan. Hans Vietnam-eventyr er nok det bedste eksempel, for ”Bullet in the Head” er noget så sjældent som et actionspækket menneskedrama, langt fra krigsgenrens sædvaner.
At filmen foregår blandt Vietcong’er, koncentrationslejrer og politiske stridigheder er både dens plus og dens minus. Skuespillet er, først og fremmest af dygtige Tony Leung, udemærket til en grad der går rent ind, men aldrig formidler den smerte fortællingen går på helt inderligt nok. John Woo er ingen mindeværdig personinstruktør og hans tvivlsomme anstrengelser med de tre venners eksistenser lader aldrig hverken dramaet udfolde sig så menneskeligt og dybt som tiltænkt eller nedbryder konventionerne om lunkne karaktertegninger som hans øvrige film har ”lidt” under. Oven i købet er spilletiden omkring tyve minutter for lang, men med et usvigeligt og solidt greb om den genre han senere blev kaldt grundlægger af, og en funklende variation i fortælleformlen er ”Bullet in the Head” en sikker anbefaling værdig. Hverken som en John Woo-film i den bedste eller værste ende af skalaen, men som en god lille mellemting.
27/12-2006
