Scott's Gentagelser For Bruckheimer's Griske Lommer
3.0
(This One Is For Don!)
Efter fiaskoen med den enormt anstrengende og eksperimentale “Domino” har instruktør Tony Scott atter søgt tilbage til de mere sikre kommercielle mainstream-farvande hos popkornfilmens ukronede Konge, eller filmbranchens største plattenslager om du vil, mastodont producenten Jerry Bruckheimer, hvor han før har haft succes. Bruckheimer har så valgt at smide 80 millioner dollars i nakken på Scott, da denne før har bevist at han magter at smede en pengemagnet sammen lige efter Bruckheimer’s hoved. Det vil sige nul originale tanker, intet grænseoverskridende, ingen provokationer, intet nyskabende eller særligt kreativt. Til gengæld er de jævnligt fermt underholdende opulente spektakler, i den mest ekstremt glatte og overfladiske “amerikaniseret” ende ganske vist, men dog med visse visuelle kvaliteter, ofte grundet de enorme budgetter.
Bruckheimer’s film opererer jo ofte med disse uhørte gigantiske budgetter og selv om budgettet til “Deja Vu” måske er en anelse mindre end normalt, så viser det sig desværre også hurtigt at pengene ikke er brugt alt for godt. For selv om det er jævnt underholdende hele vejen, så burde et sådan budget altså kunne byde på langt mere.
Nuvel, stort budget eller ej, handlingen om et terrorangreb der forsøges opklaret med en ny avanceret teknik, der mere eller mindre tillader tidsrejser, er noget af det værste gang vrøvl der endnu er set i en såkaldt toptunet actionthriller. Udover det forvrøvlede i selve skildringen, så fortælles det med så mange uduelige forsøg på at dække hullerne i logikken ind, at det ikke kan undgå at virke som om manuskriptet godt kunne have brugt endnu et tjek før produktionsstart. Men tempoet er højt, selv om der ærligt og desværre ikke er meget action, og tillader alligevel ikke en at tænke for længe over noget som helst før vi er videre. Så på den måde bliver det aldrig direkte ødelæggende for oplevelsen, selv om det trækker ned på helhedsindtrykket. Det når så på denne facon heller aldrig at blive kedeligt, blot åleglat og upersonligt, hvilket de mange Scott/Bruckheimer/action- og tidsrejsefilm klicheer bidrager stort til. Lige fra den typiske indledning, der (pudsigt nok titlen taget i betragtning) minder om noget vi har set før, til de mange "overraskende" mere eller mindre velanbragte hentydninger til senere hændelser og de forslidte tidsrejseparadokser.
Upersonlig er den følelsesmæssige del af filmen også, da det aldrig lykkes Scott at gøre en som tilskuer involveret i personerne i en grad så de for alvor har ens interesse. Personkarakteristikken er ganske simpelt for svag og flygtigt beskrevet og den billedlige fremstilling fylder for lidt i hele historien til at man engageres. Faktisk er det tæt på at det modsatte sker og får en til at stige helt af, da den romantiske forbindelse man desperat prøver at tilføre handlingen, mellem filmens mandlige og kvindelige hovedperson, virker så påtaget, ligegyldig og urealistisk at den i stedet er tæt på at give filmen en ufrivillig komisk drejning, da disse to kysser.
Disse to spilles uden meget tyngde af henholdsvis Washington, der som så ofte før gør det så sympatisk at man næsten begynder at gabe af at se på ham, og den relativt ukendte Paula Patton i en intetsigende rolle der kun bliver vigtig for at drive handlingen fremad. Den drives så også fint fremad med et godt flow. Måske aldrig dybt spændende og hele tiden lettere forudsigelig, men lækker at se på med de fornemt designede billeder af den slags som Scott dog snart må mestre i søvne. Min eneste indvendig mod det visuelle er, at billederne netop virker så designede til at skulle imponere et stort mainstream-publikum, at det ligner og får en til at tænke for meget på det som det bestillingsarbejde det er, der atter engang blot skal fylde lommerne på Bruckheimer.
Man kan så tillægge Bruckheimer og Scott vel også, en vis sympati for at de har valgt at lade deres film foregå i det efter orkanen ødelagte New Orleans, en opmærksomhed byen sikkert kan trænge til. Også selv om det eventuelt skulle være et gustent kalkulerende træk fra Bruckheimer’s side. New Orleans gør sig som by normalt scenografisk godt på film, da den emmer af stemning. Man kan så diskutere om den arkitektonisk passer som baggrund for en sci-fic inspireret historie af denne art. Men da filmen mere ligner en actionthriller og Scott har lagt mest vægt på at formidle den som en sådan, gør det knapt så meget. Jeg finder så ikke at Scott formår at bruge byen godt nok ved flere lejligheder hvor det ellers er oplagt.
Til slut skal James Caviezel fremhæves som noget af det mest positive i filmen. For trods begrænset spilletid til for alvor at gøre noget særligt ud af rollen, så gør han skurken regulært skræmmende på en måde så han ikke virker som blot endnu en irrelevant bad guy der må dø for heltens hånd, men en man faktisk kan tro bare lidt på. Og så burde jeg måske lige nævne en af filmens få actionscener, nemlig biljagten. Måske ikke fordi den er vanvittig nervepirrende eller medrivende, men fordi det så absolut ikke er hver dag man oplever en biljagt hvor der er over fire dages mellemrum mellem den forfulgte og forfølgeren. Det er så skørt at det næsten bliver godt af det, men også kun næsten.
Efter fiaskoen med den enormt anstrengende og eksperimentale “Domino” har instruktør Tony Scott atter søgt tilbage til de mere sikre kommercielle mainstream-farvande hos popkornfilmens ukronede Konge, eller filmbranchens største plattenslager om du vil, mastodont producenten Jerry Bruckheimer, hvor han før har haft succes. Bruckheimer har så valgt at smide 80 millioner dollars i nakken på Scott, da denne før har bevist at han magter at smede en pengemagnet sammen lige efter Bruckheimer’s hoved. Det vil sige nul originale tanker, intet grænseoverskridende, ingen provokationer, intet nyskabende eller særligt kreativt. Til gengæld er de jævnligt fermt underholdende opulente spektakler, i den mest ekstremt glatte og overfladiske “amerikaniseret” ende ganske vist, men dog med visse visuelle kvaliteter, ofte grundet de enorme budgetter.
Bruckheimer’s film opererer jo ofte med disse uhørte gigantiske budgetter og selv om budgettet til “Deja Vu” måske er en anelse mindre end normalt, så viser det sig desværre også hurtigt at pengene ikke er brugt alt for godt. For selv om det er jævnt underholdende hele vejen, så burde et sådan budget altså kunne byde på langt mere.
Nuvel, stort budget eller ej, handlingen om et terrorangreb der forsøges opklaret med en ny avanceret teknik, der mere eller mindre tillader tidsrejser, er noget af det værste gang vrøvl der endnu er set i en såkaldt toptunet actionthriller. Udover det forvrøvlede i selve skildringen, så fortælles det med så mange uduelige forsøg på at dække hullerne i logikken ind, at det ikke kan undgå at virke som om manuskriptet godt kunne have brugt endnu et tjek før produktionsstart. Men tempoet er højt, selv om der ærligt og desværre ikke er meget action, og tillader alligevel ikke en at tænke for længe over noget som helst før vi er videre. Så på den måde bliver det aldrig direkte ødelæggende for oplevelsen, selv om det trækker ned på helhedsindtrykket. Det når så på denne facon heller aldrig at blive kedeligt, blot åleglat og upersonligt, hvilket de mange Scott/Bruckheimer/action- og tidsrejsefilm klicheer bidrager stort til. Lige fra den typiske indledning, der (pudsigt nok titlen taget i betragtning) minder om noget vi har set før, til de mange "overraskende" mere eller mindre velanbragte hentydninger til senere hændelser og de forslidte tidsrejseparadokser.
Upersonlig er den følelsesmæssige del af filmen også, da det aldrig lykkes Scott at gøre en som tilskuer involveret i personerne i en grad så de for alvor har ens interesse. Personkarakteristikken er ganske simpelt for svag og flygtigt beskrevet og den billedlige fremstilling fylder for lidt i hele historien til at man engageres. Faktisk er det tæt på at det modsatte sker og får en til at stige helt af, da den romantiske forbindelse man desperat prøver at tilføre handlingen, mellem filmens mandlige og kvindelige hovedperson, virker så påtaget, ligegyldig og urealistisk at den i stedet er tæt på at give filmen en ufrivillig komisk drejning, da disse to kysser.
Disse to spilles uden meget tyngde af henholdsvis Washington, der som så ofte før gør det så sympatisk at man næsten begynder at gabe af at se på ham, og den relativt ukendte Paula Patton i en intetsigende rolle der kun bliver vigtig for at drive handlingen fremad. Den drives så også fint fremad med et godt flow. Måske aldrig dybt spændende og hele tiden lettere forudsigelig, men lækker at se på med de fornemt designede billeder af den slags som Scott dog snart må mestre i søvne. Min eneste indvendig mod det visuelle er, at billederne netop virker så designede til at skulle imponere et stort mainstream-publikum, at det ligner og får en til at tænke for meget på det som det bestillingsarbejde det er, der atter engang blot skal fylde lommerne på Bruckheimer.
Man kan så tillægge Bruckheimer og Scott vel også, en vis sympati for at de har valgt at lade deres film foregå i det efter orkanen ødelagte New Orleans, en opmærksomhed byen sikkert kan trænge til. Også selv om det eventuelt skulle være et gustent kalkulerende træk fra Bruckheimer’s side. New Orleans gør sig som by normalt scenografisk godt på film, da den emmer af stemning. Man kan så diskutere om den arkitektonisk passer som baggrund for en sci-fic inspireret historie af denne art. Men da filmen mere ligner en actionthriller og Scott har lagt mest vægt på at formidle den som en sådan, gør det knapt så meget. Jeg finder så ikke at Scott formår at bruge byen godt nok ved flere lejligheder hvor det ellers er oplagt.
Til slut skal James Caviezel fremhæves som noget af det mest positive i filmen. For trods begrænset spilletid til for alvor at gøre noget særligt ud af rollen, så gør han skurken regulært skræmmende på en måde så han ikke virker som blot endnu en irrelevant bad guy der må dø for heltens hånd, men en man faktisk kan tro bare lidt på. Og så burde jeg måske lige nævne en af filmens få actionscener, nemlig biljagten. Måske ikke fordi den er vanvittig nervepirrende eller medrivende, men fordi det så absolut ikke er hver dag man oplever en biljagt hvor der er over fire dages mellemrum mellem den forfulgte og forfølgeren. Det er så skørt at det næsten bliver godt af det, men også kun næsten.
28/12-2006
