Teenslashergysets abc
4.0
Fredag d. 13 er muligvis den største kultgyser af dem alle. Næsten alle bare lidt filminteresserede kender til slasherfilmen fra 1980 som startede en sand lavine af mere eller mindre halvmislykkede efterfølgere.
Sean Cunninghams film låner en stor del af sit plot fra den to år tidligere og klart mere velproducerede Halloween. En flok liderlige teenagere isoleres en efter en og straffes for deres seksuelle frisind. En efter en hakkes de ned hvad enten det er med kniv, pile eller økse. Fredag d. 13 er på den måde en lang gyserkliche. Den kliche som den selv er medgrundlægger af.
Mens filmen ikke vinder mange priser for sin simple historie, så har den til gengæld en masse andet at byde på. Stemningen er næsten fra start til slut dyster, mørk og regnfuld. Tordenskrald buldrer derudaf og regn og lyn flækker himlen på skift. Det er nu engang i den slags vejr, at teenagere dræbes bedst. Cunningham formår at køre hver enkel isolerede drabsscene suspensefyldt og uhyggelig (tjek bare scenen med Marcie i badehytten der trækker badeforhængene til side et efter et, hvor vi som publikum ser øksens skygge i baggrunden) og filmens næsten 20 min. lange finale, der er en tvekamp mellem filmens final girl og morderen er som skåret ud af gyserens abc. Det er yderst effektfuldt og skræmmende sammensat.
Filmens brug af point-of-view - som igen er hugget fra Halloween - er ligeledes ganske effektfuldt, om end der er lige ved at være overkill på effekten. Det er ganske skræmmende, når vi som publikum ved, at vi følger morderens øjne og langsomt og sikkert sniger os ind på byttet og hugger til (dette bruger fx Jonathan Demme til UG++ i Silence of the lambs).
Splattereffekterne er også ganske glimrende iscenesat af the grand old splatterman Tom Savini. Både Kevin Bacons ubehagelige død med pilen i halsen, Marcies øksehug i panden og ikke mindst halshugningen i slowmotion sidst i filmen er smuk på den nostalgiske gyseragtige måde.
På trods af sit meget lige ud af landevejen manuskript byder Fredag d. 13 på to fede overraskende scener, hvoraf den ene stadig i dag står som en af de bedste indenfor genren. Den første (og knap så mindeværdige) scene er hvor morderens sande identitet afsløres. Her laves nærmest en omvendt psycho. Den anden (og virkelig mindeværdige scene) er i filmens sidste minutter, hvor filmens final girl driver rundt i en båd på Crystal lake og rædslerne er overstået. Pludselig og særdeles overraskende viser gode gamle Jason for første gang i filmen sit ansigt. En maltrakteret dreng bryder vandets rolige overfalde og trækker Alice med ned i dybet. Denne scene sidder virkelig printet ind i min horrornethinde.
Fredag d. 13 er dog ikke lutter velkomponeret gyserlagkage. Med nutidens øjne kan filmen ser lige lovlig billig og uskræmmende ud. Tempoet er ikke så højt og selv med de fint opbyggede drab undervejs er det først for alvor i filmens sidste 20 min. at pulsen hos publikum begynder at banke. Ligeledes tæller det ned i min bog, at filmen er så åbenlys et plagiat af Carpenters kvalitetsmæssigt bedre og tidligere Halloween.
Se den en aften sammen med Halloween og evt. A nightmare on Elmstreet, hvis du vil være vidne til teenslashergyserts fødsel. Men forvent ikke total rædsel ala Texas Chainsaw Massacre og forvent slet ikke at se en stor ond mand iført hockymaske. Han kom først ind i serien et par film senere.
Filmen får 3 stjerner for sine kvaliteter og 1 ekstra stjerne for sin fremtrædende plads i gysets historie og sin plads i mit nostalgiske horrorhjerte.
Sean Cunninghams film låner en stor del af sit plot fra den to år tidligere og klart mere velproducerede Halloween. En flok liderlige teenagere isoleres en efter en og straffes for deres seksuelle frisind. En efter en hakkes de ned hvad enten det er med kniv, pile eller økse. Fredag d. 13 er på den måde en lang gyserkliche. Den kliche som den selv er medgrundlægger af.
Mens filmen ikke vinder mange priser for sin simple historie, så har den til gengæld en masse andet at byde på. Stemningen er næsten fra start til slut dyster, mørk og regnfuld. Tordenskrald buldrer derudaf og regn og lyn flækker himlen på skift. Det er nu engang i den slags vejr, at teenagere dræbes bedst. Cunningham formår at køre hver enkel isolerede drabsscene suspensefyldt og uhyggelig (tjek bare scenen med Marcie i badehytten der trækker badeforhængene til side et efter et, hvor vi som publikum ser øksens skygge i baggrunden) og filmens næsten 20 min. lange finale, der er en tvekamp mellem filmens final girl og morderen er som skåret ud af gyserens abc. Det er yderst effektfuldt og skræmmende sammensat.
Filmens brug af point-of-view - som igen er hugget fra Halloween - er ligeledes ganske effektfuldt, om end der er lige ved at være overkill på effekten. Det er ganske skræmmende, når vi som publikum ved, at vi følger morderens øjne og langsomt og sikkert sniger os ind på byttet og hugger til (dette bruger fx Jonathan Demme til UG++ i Silence of the lambs).
Splattereffekterne er også ganske glimrende iscenesat af the grand old splatterman Tom Savini. Både Kevin Bacons ubehagelige død med pilen i halsen, Marcies øksehug i panden og ikke mindst halshugningen i slowmotion sidst i filmen er smuk på den nostalgiske gyseragtige måde.
På trods af sit meget lige ud af landevejen manuskript byder Fredag d. 13 på to fede overraskende scener, hvoraf den ene stadig i dag står som en af de bedste indenfor genren. Den første (og knap så mindeværdige) scene er hvor morderens sande identitet afsløres. Her laves nærmest en omvendt psycho. Den anden (og virkelig mindeværdige scene) er i filmens sidste minutter, hvor filmens final girl driver rundt i en båd på Crystal lake og rædslerne er overstået. Pludselig og særdeles overraskende viser gode gamle Jason for første gang i filmen sit ansigt. En maltrakteret dreng bryder vandets rolige overfalde og trækker Alice med ned i dybet. Denne scene sidder virkelig printet ind i min horrornethinde.
Fredag d. 13 er dog ikke lutter velkomponeret gyserlagkage. Med nutidens øjne kan filmen ser lige lovlig billig og uskræmmende ud. Tempoet er ikke så højt og selv med de fint opbyggede drab undervejs er det først for alvor i filmens sidste 20 min. at pulsen hos publikum begynder at banke. Ligeledes tæller det ned i min bog, at filmen er så åbenlys et plagiat af Carpenters kvalitetsmæssigt bedre og tidligere Halloween.
Se den en aften sammen med Halloween og evt. A nightmare on Elmstreet, hvis du vil være vidne til teenslashergyserts fødsel. Men forvent ikke total rædsel ala Texas Chainsaw Massacre og forvent slet ikke at se en stor ond mand iført hockymaske. Han kom først ind i serien et par film senere.
Filmen får 3 stjerner for sine kvaliteter og 1 ekstra stjerne for sin fremtrædende plads i gysets historie og sin plads i mit nostalgiske horrorhjerte.
29/12-2006
